Kronprins Frederik 50

Tv-hold fik unik adgang til Kronprinsen og hans familie: Der blev ikke lagt fingre imellem

Hundredvis af timers optagelser ligger bag ny dokumentar om kronprins Frederik.

- Nu brænder det! Vincent, kom og se her.  

Kronprins Frederik sidder bøjet over de spæde flammer i den nordjyske skov Trend. Han er ved at lære sin yngste søn, Vincent, hvordan man bedst tænder op i et bål. 

- Må vi gerne gå afsted nu?

Den syvårige prins' opmærksomhed er ikke rettet mod det brændende træ særlig længe, for en hule i skoven trækker mere, og snart løber han og de tre andre søskende afsted for at lege. 

I skoven ligger også den royale jagthytte, der er et af familiens private tilholdssteder, og derfor er det usædvanligt, at et filmhold har fået lov til at komme tæt på netop her. 

Scenen er en del af en ny dokumentar, som tilrettelægger og fotograf Mads Jørgensen og resten af et lille filmhold fra JJ Film står bag. 

De har fulgt Kronprinsen og hans familie på tæt hold gennem 2,5 år. Dokumentaren blev vist på TV 2 søndag aften og kan også ses på TV 2 Play

De fleste er nysgerrige

Jagthytten i Trend skov blev i 1935 skænket som en folkegave til den daværende kronprins Frederik, Kronprinsens morfar, men det er nok de færreste danskere, der kender til dens eksistens. 

Det er her, familien kan komme helt ned i gear.

I videoen øverst på siden kan du se kronprinsfamilien på udflugt i den nordjyske skov. 

- Her handler det kun om familien, og det har vi været utrolig glade for at få med, siger Mads Jørgensen.

Flere hundrede timers rå optagelser er blevet skåret ned til en time i dokumentaren 'Min vej - Kronprins Frederik 50 år', der blev sendt søndag aften. 

- De fleste mennesker har en sund nysgerrighed overfor kongehuset og vil gerne lære dem bedre at kende, siger Mads Jørgensen om baggrunden.

Grænser for åbenheden

Filmholdet har "hægtet sig på", hvor de kunne, og det er også blevet til besøg i lande som Nepal, Brasilien og Saudi-Arabien.

De har eksempelvis boet på samme hotel som Kronprinsen, når det har været muligt, ligesom de har haft kameraer i krone-bilen, når parret er på vej hen til officielle arrangementer. 

Men der er også grænser, når man filmer en dokumentar. Filmholdet har eksempelvis ikke siddet med ved middagsbordet. 

- Der er selvfølgelig nogle begrænsninger, når vi laver den her slags film, men vi har fået lov til at være med ret tæt på. Der er ikke blevet lagt fingre imellem, som jeg også synes, man kan se i filmen, siger Mads Jørgensen.

'Min vej - kronprins Frederik 50 år'

Produceret af Jacob Jørgensen, Mads Jørgensen og Henrik Lundø fra JJ Film. 

Filmholdet har fulgt kronprinsfamilien fra september 2015 og frem til udgangen af 2017.

'Min vej - kronprins Frederik 50 år' er produceret i samarbejde med TV 2 og vises søndag klokken 20. 

Personhistorien er interessant

Udgangspunktet for fortællingen er udviklingen fra usikker, ung prins til fremtidig konge og de elementer, som har været mest udslagsgivende for den udvikling, forklarer Mads Jørgensen.

- Hele Kronprinsens personlige historie er interessant. Hvordan reagerer man som barn og ung mand med at vokse op med en rolle, der er lagt ud for én, og som man ikke har indflydelse på før senere i livet?, siger han.

Frømandsuddannelsen og Kronprinsens interesse for sport har ligesom mødet med hustruen Mary og det at få en familie været med til at forme Frederik til den mand, han er i dag.  

Det kombineres med arkivmateriale af Kronprinsens barndom og ungdom.

Fundet et nyt sted at stå

Det er ikke første gang, at JJ Film følger Kongehuset. De står bag en række dokumentarer om den royale familie og har specialiseret sig i film om kunst og kultur.

For to årtier, da Kronprinsen fyldte 30 år, fulgte de ham også.

Dengang befandt Frederik sig dog et helt andet sted i livet: Han havde endnu ikke mødt Mary Donaldson under de Olympiske Lege i Sydney i 2000 og derfor heller ikke fået børn.

Mads Jørgensen har været med på alle optagelserne i denne omgang, men på trods af den intense tid sammen vil han ikke betegne sig som ven af familien. 

- De har været søde, hjælpsomme og behagelige, men vi har været der for noget helt andet end det sociale, så det vil jeg ikke sige, siger han. 

Har du lært noget om Kronprinsen, som du ikke vidste i forvejen?

- Kronprinsen er først og fremmest familiefar. Hans nære familie er det, der betyder allermest for ham. Han er en virkelig god og dedikeret far og i øjenhøjde med sine børn. 

Dokumentaren 'Min vej - kronprins Frederik' kan ses på TV 2 PLAY.