Ikke med på tv: Det sker der inden tvekampen i 'Hjem til gården'

Én havde en forfærdelig nat i kæmperhytten, en anden blev så henrykt, at hun har bygget sin egen hytte derhjemme.

Inden 'Hjem til gården'-beboerne skal i tvekamp, skal de tilbringe et døgn alene i en af de to kæmperhytter.

De små, spartanskindrettede hytter ligger isoleret fra resten af gården. Hver er på størrelse med et redskabsskur, og der er et skrivebord med en natlampe, en skrivemaskine og en seng. 

Men i hver hytte er der også et lille håndholdt kamera, så beboerne kan optage sig selv.

Nu kan du for første gang se, hvad der sker i hytterne i beboernes egne optagelser i videoen øverst.

Hvad laver beboerne så, når de er alene i hytten?

- Jeg brugte meget tid på at repetere 'bondebogen', gøre mig klar til kamp og så forberede mig selv på, at jeg måske røg hjem. Og så var det bare kedeligt. Jeg gik tidligt i seng, siger Ditte Rosenberg, der var sæsonens første førstekæmper.

Andre gik små ture, sang for sig selv, spiste den medbragte madpakke, lavede bål og talte med sig selv gennem kameraet. 

Tre gange i tvekamp

Kongen af kæmperhytterne dette år må være Lars Jørgensen. Hele tre gange har han været i tvekamp og vundet.

Det betyder, at han har sovet tre nætter alene i kæmperhytterne.  

Han brød sig bestemt ikke om det den første nat.

- Første gang var det mit eget hoved, der var problemet. Det var svært at være alene med mine egne tanker. Jeg tænkte meget på tvekampen og hele opholdet på gården. Hvem er de andre? Kan jeg stå igennem forløbet? Generelt havde jeg det ret stramt den nat, siger han.

Første nat i kæmperhytten var slem for Lars. Han var generet af hyttens andre beboere, som blandt andet var myg, bænkebidere og andet kryb.
Første nat i kæmperhytten var slem for Lars. Han var generet af hyttens andre beboere, som blandt andet var myg, bænkebidere og andet kryb. Foto: Lotta Lemche

Allerede i uge fem på gården var han tilbage i kæmperhytten. Han skulle i tvekamp mod Benja.

Men her gik natten i hytten bedre.

- Der havde jeg været der før og kunne tage det mere roligt. Jeg fik lavet bål. Det var en fantastisk oplevelse at sidde og kigge ind i bålet. Der var helt mørkt og meget terapeutisk at kigge ind i flammerne, siger Lars.

Deltager har lavet kæmperhytte-dukkehus

En af de beboere, der virkelig nød tiden i kæmperhytten, er denne sæsons ældste deltager, 67-årige Hanne Mieth, der forlod ’Hjem til gården’ i afsnit to.

- Jeg havde det fantastisk. Jeg er ikke bange for mørke, for lyde og var fuldstændig tryg ved det. I stedet kunne jeg trække mig tilbage og tænke tilbage på de dage, jeg havde været på gården.

Faktisk har oplevelsen været så stor for hende, at hun har valgt at genskabe kæmperhytten i hendes hjem i Give. Hanne Mieth laver dukkehuse – og har lavet en model af kæmperhytten i størrelsesforholdet 1:12.

Se sammenligningen af hendes miniatureudgave og den rigtige kæmperhytte i videoen her.

Sammnelign Dittes rundvisning i den rigtige kæmperhytte med Hannes miniatureudgave. Video: Marie Kjempff

– Det var klimaks for min deltagelse. Da det blev mit exit, var jeg fuldstændig opsat på, at jeg ville bygge hytten som et manifest for min tilstedeværelse på gården.

Tre måneder tog det hende at bygge huset. Lamper, billeder på væggen – alt har hun forsøgt at skabe så tæt på den virkelige hyttes interiør.

Kæmperhytten står nu i Hanne Mieths værksted sammen med andre dukkehuse, hun har lavet tidligere.

- Så kan jeg kigge på det jævnligt. Og erindre lykken ved det. Den lykkelige tid jeg følte jeg havde i ’Hjem til gården’, siger hun.

Her ses Hannes kæmperhytte i målestoksforholdet 1:12.
Her ses Hannes kæmperhytte i målestoksforholdet 1:12. Foto: privatfoto