Claus Hempler klar til tv-program: - Det er jo svært at sige nej til

Claus Hempler skal være med i den kommende sæson af ’Toppen af poppen’.

Skulle nogen have glemt Claus Hempler, fik de et genhør med hans markante stemme sidste efterår.

Hver søndag, når DRs dramaserie ’Herrens Veje’ rullede over tv-skærmene, var det Claus Hemplers stemme, der slog seriens dystre tema an i titelsangen ’Ride Upon The Storm’. En stemme, der mange gange har fået anmelderne til at kalde ham ”den melankolske crooner”.

Til efteråret sker det igen. Og denne gang får tv-seerne også lov til at se den 48-årige Claus Hempler. Han har nemlig sagt ja til at deltage i den kommende sæson af TV 2-programmet ’Toppen af poppen’.

- Det er jo svært at sige nej til. Jeg synes, det er smigrende, at jeg er blevet spurgt. Det er vildt dygtige folk, der er med. De er alle sammen nogen, jeg har respekt for og sætter pris på som kunstnere, forklarer han.

Blå Bog: Claus Hempler

48 år og musiker.

Født i 1970 og opvokset i Odense-forstanden Højby.

Dannede bandet Fielfraz i 1981 med sine skolekammerater. Gruppen udgav tre albums fra 1990 til 1996, før de gik hver til sit.

Udgav sit første soloalbum ’Charm School for Pop Singers’ i 1999. På albummet spiller Thomas Blachman trommer.

Blev i 2005 tildelt en Steppeulv som ’Årets vokalist’ samt prisen som ’Årets danske sanger’ ved Danish Music Awards for albummet ’Hempler’.

Var i 2017 aktuel med albummet ’Uppers’, som han har lavet sammen med Dicte. Synger desuden titelsangen til DR's dramaserie ’Herrens Veje’.

Brød igennem i 90'erne - og forsvandt igen

De fleste husker formentlig Claus Hempler som frontfigur i light rock-bandet Fielfraz, der havde sin storhedstid i 90’erne. Da bandet gik hver til sit, forsvandt forsangeren længere og længere ud af den brede offentlighed.

Claus Hempler var bare 20 år, da rockbandet Fielfraz udgav sit første album i 1990. Fra venstre: Kenneth Priisholm, Nils Brakcki, Claus Hempler og Jens Langholm.
Claus Hempler var bare 20 år, da rockbandet Fielfraz udgav sit første album i 1990. Fra venstre: Kenneth Priisholm, Nils Brakcki, Claus Hempler og Jens Langholm. Foto: Steen Jacobsen / Scanpix Danmark

Hans renommé voksede dog samtidig i branchen efter flere evergreen-indspilninger og teaterkoncerter. Blandt andet medvirker han på en hyldestplade til Leonard Cohen med ’Alle Ved Besked’ - en dansk fortolkning af Cohen-nummeret ’Everybody Knows’. På teaterscenen har han også fortolket helt store navne som Bob Dylan.

Claus Hempler overvejede dog at sige farvel til den danske musikscene i begyndelsen af 00’erne for i stedet at kaste sig over teologi-studiet.

I stedet vendte han stærkt tilbage med soloalbummet ’Hempler’, der resulterede i, at han i 2005 blev hædret med en Steppeulv som ’Årets vokalist’ og prisen som ’Årets danske sanger’ ved Danish Music Awards.

Derudover har han lavet musik med Thomas Blachman og dannede i mange år par med sangerinden Dicte, som han også udgav et album med sidste år.

Claus Hempler i 2004, hvor han udgav sit andet soloalbum, der resulterede i flere priser.
Claus Hempler i 2004, hvor han udgav sit andet soloalbum, der resulterede i flere priser. Foto: Peter Clausen / Scanpix Danmark

Glad for de bundne opgaver

Claus Hempler er det sjette navn, der er blevet offentliggjort i årets 'Toppen af poppen', og han kommer til at dele fortolkninger med blandt andre Lis Sørensen, Søren Sko, Pernille Rosendahl, Thøger Dixgaard og Silas Bjerregaard fra Turboweekend. Det glæder sangeren sig til.

- Det er en sjov opgave på den måde, at det er en meget bunden opgave. Normalt når man skriver sange, skal man opfinde det hele fra bunden, og nu kommer der så nogen og siger: ”Lav en coverversion af Lis Sørensen”, forklarer han.

- Det er meget befriende at få sådan en bunden opgave, hvis man kan få noget ud af det, som forhåbentlig bliver godt.

Samtidig er han spændt på, om de andres friske fortolkninger kommer til at genoplive et af hans numre, der ”for længst er blevet glemt”.

- Det ville være sjovt, hvis det kunne ske.

Claus Hempler kender flere af de andre medvirkende i forvejen. Pernille Rosendahl har han eksempelvis kendt privat i mange år. Derudover er der andre som feltets indtil videre yngste deltager, Thøger Dixgaard, som han ser frem til at møde.

- Thøger kender jeg ikke rigtig som person, men jeg har lyttet en masse til hans musik - også inden jeg blev spurgt, om jeg ville deltage i programmet, siger han.

'Toppen af poppen' bliver vist på TV 2 til efteråret - læs mere om alle deltagerne lige her.

Store øjeblikke i 'Toppen af poppen'

Mads Langer synger 'Overgi'r mig langsomt'

Mads Langers version af Sanne Salomonsens 'Overgi’r mig langsomt' tangerer til at være et af de største ’Toppen af poppen’-øjeblikke nogensinde.
Sangen handler om Sanne Salomonsens forhold til sin søn, efter hun blev ramt af en blodprop i hjernen, og er, som hun udtrykte det i programmet, den eneste sang hun ikke selv kan synge, fordi hun ”bryder hulkende sammen”.
Følelserne sad også uden på tøjet hos den dengang 28-årige Mads Langer, der faktisk har skrevet nummeret. Han måtte spille sangen to gange under optagelserne, fordi det var så intenst, at han gik i stå første gang.

Barbara Moleko synger 'Indianer'

Barbara Moleko fik Anne Dorthe Michelsen til at tabe kæben med sin nyfortolkning af 'Indianer', der gav mange gåsehud i 'Toppen af poppen' fra 2014.
Versionen blev så populær, at Molekos version blev spillet i radioen og senere optrådte hun også med nummeret til 'Knæk Cancer Live' med Michelsens band Tøsedrengene. 
 

Sys Bjerre synger 'Tabt mit hjerte'

I anden sæson af ’Toppen af poppen’ formåede den dengang 26-årige Sys Bjerre at give Anne Linnet blanke øjne med sin fortolkning af ’Tabt mit hjerte’ fra albummet ’Jeg er jo lige her’ fra 1988.

Jokeren synger 'Jeg vil altid (elske dig for evigt)'

Tilbage i sæson 1 tog Jokeren fusen på alle, da han tog sig kærligt af Lars H.U.G.’s ’Elsker dig for evigt’ fra 1987. Jokerens rap-version af hittet hed ’Jeg Vil Altid (Elske Dig For Evigt). Den strøg til tops på hitlisten i 2011.

Ida Corr synger 'Når jeg bliver gammel'

Ida Corr leverede i sjette sæson af ’Toppen af poppen’ en fortryllende version af Gnags’ hit fra 1989, ’Når jeg Bliver Gammel’.
Nyfortolkningen resulterede i et skævt smil og stor jubel fra Peter A.G, og sangerinden optrådte efterfølgende med sangen til ’Knæk Cancer Live’.