Underholdning

Beyoncé har lyttet til sine fans – Destiny’s Child tilbage på scenen

Som mange fans havde håbet på, har popstjernen taget sine tidligere bandmedlemmer med til Coachella-festivalen i Californien.

Søndag formiddag gik Kelly Rowland og Michelle Williams på scenen på Coachella-festivalen i Californien.

Her havde superstjernen Beyoncé allerede forført flere hundrede tusind fans i over en time, og dermed er den legendariske R&B-gruppe samlet igen.

Du kan se koncerten i videoen her:

Destiny’s Child er historiens bedst sælgende pigegruppe, og i deres aktive år fra 1997 til 2005 solgte de mere end 60 millioner albums.

Havde rygtes længe

Der har længe været spekuleret i, at de tre kvinder ville komme til at stå side om side lige netop til denne koncert.

Sidste år måtte Beyoncé aflyse sin koncert på den californiske festival, da hun var gravid med tvillingerne Rumi og Sir Carter.

Derfor har mange fans forventet, at hun ville komme tilbage med dobbelt kraft og et ekstra plaster på såret ved dette års udgave af Coachella.  

Og kunne det gøres bedre, end at samle kvinderne fra Destiny’s Child? Åbenbart ikke. I hvert fald er det det, mange fans har krydset fingre for.

Setliste lækket før tid

Derfor har der også floreret en del rygter og billeder på det sociale medie Twitter.

Især denne setliste er blevet delt mange gange, men indtil Beyoncés koncert gik i gang, var det ikke til at vide, om den ville holde stik.

Det stod dog hurtigt klart, at Beyoncé fulgte den slavisk.

Spørgsmålet var så, om den sidste del, som primært står på Destiny’s Child-sange, også holdt vand. Men med Michelle Williams og Kelly Rowlands entre er al tvivl nu skubbet til side: Destiny’s Child er tilbage.