Knæskade satte næsten en stopper for Talent-deltager - nu er hun i finalen

Den 14-årige danser Emilija fik en plads i talentprogrammets finale på trods af en nylig knæoperation. Tre dage forinden havde hun meldt fra.

For bare ti dage siden lå danseren Emilija på operationsbordet på Kolding Hospital. Det afslørede hun på scenen lørdag aften, da hun deltog i 'Danmark har talent'.

Hun har døjet med en dårlig menisk - en lille bindevævsskive i knæet - i sit højre ben de sidste fire måneder. Det begyndte altså først efter auditions tilbage i efteråret 2017.

- Jeg har slet ikke kunnet strække det, siger hun.

Emilija kort efter operationen på Kolding Hospital.
Emilija kort efter operationen på Kolding Hospital. Foto: Emilija / Privat

Men på trods af skaden, så endte hun altså blandt de deltagere, der fik flest stemmer af publikum og gik videre til finalen efter sin optræden til fjerde liveshow i talentprogrammet.

- Jeg havde slet ikke regnet med det på grund af mit knæ, men jeg er pisseglad, sagde hun umiddelbart efter showet.

For tre dage siden havde hun meldt fra

Men det er ikke uden problemer at danse, når man netop er blevet opereret. Emilija måtte tage smertestillende piller inden sin optræden og havde sin danselærer med som støtte.

- Min danselærer er med her i dag, fordi jeg inden operationen tit måtte ligge ned, efter jeg havde optrådt. Så støttede hun mit knæ for at sætte det på plads, fortæller Emilija.

I videoen herunder optræder Emilija til sin audition.

Emilija i Danmark har talent.

Det var heldigvis ikke nødvendigt denne aften, hvor hun kun oplevede en lille smule hævelse under sit knæbind.

- Nu er det stykke i knæet, der sad forkert, fjernet, siger hun om operationen.

Hun overvejede nøje, hvorvidt hun skulle være med til showet.

Faktisk nåede hun at sige til produktionen, at hun ikke ville være med som direkte følge af operationen, men skiftede mening tre dage før showet.

- Jeg ville det rigtig meget, og jeg havde det dårligt med at melde fra. Hvad nu hvis jeg sagtens kunne?, siger hun.

Og det kunne hun. Selvom hun umiddelbart efter sin optræden sagde, at hun frygtede, at hun ikke havde gjort det godt nok på scenen, så udviste hun altså en kraftpræstation med sit akrobatiske nummer til tonerne af en sangen ”The hanging tree” fra filmen Hunger Games.

Hun har allerede tænkt over, hvordan hendes næste optræden skal være.

Cecilie ønskede en mere stille dans

Under liveshowet var det dansedrengene Champions League Family, der fik flest stemmer og blev sendt direkte i finalen, derfor var det op til de fire dommere at bestemme, om det var Emilija eller musikeren og tryllekunsteren Daniel Rosenfeldt, der skulle i finalen.

Her valgte både dommer Cecilie Lassen, Jarl Friis Mikkelsen og Thomas Buttenschøn at stemme på Emilija og dermed sende hende videre.

- Jeg synes, dit udtryk og den nerve, du har på scenen, er en fornøjelse at se, at du er så ung og samtidig kan formidle det. Det er fedt, at der kommer akrobatik ind, fordi vi er på scenen, sagde Thomas Buttenschøn.

Dansedrengene Champions League Familiy er sammen med Emilija i finalen efter fjerde liveshow. Se dem herunder:

Champions League Family i Danmark har talent.

Dommer Cecilie Lassen mente dog, at Emilija burde give sig selv mere ro på scenen og danse mere stille frem for akrobatisk.

- Du har en dejlig musikalitet, men dine øjne kan fortælle os så meget, når du står stille, sagde Cecilie Lassen.

Knæ-venligt finalenummer

Finalenummeret vil da også tage højde for, at Emilija skal passe på sit knæ.

- Vi tilpasser nummeret, så det ikke belaster knæet. Vi passer på hende, sagde hendes danselærer Mira Knudsen.

- Nogle trin og spring er meget hårde for knæet, så det tager vi hensyn til, siger Emilija.

Emilijas knæbind beskyttede hendes en under hendes optræden - hun var dog nødt til at tage smertestillende for at holde smerten nede.
Emilijas knæbind beskyttede hendes en under hendes optræden - hun var dog nødt til at tage smertestillende for at holde smerten nede. Foto: Per Arnesen / TV 2

Hun vil tage dommernes kommentarer til efterretning - det passer heldigvis godt ind i planen om at lave et knæ-venligt nummer, siger hun.