Dansedrenge gik videre til finalen i 'Danmark har talent'

Jarl Friis-Mikkelsen stod for anden lørdag i træk med den afgørende stemme.

Endnu syv talenter tonede frem på skærmen lørdag aften i 'Danmark har talent', men kun to fik adgang til finalen.

De eftertragtede finalepladser gik i denne omgang til dansedrengene Champions League Family og balletdanseren Emilija.

- I tror på det, I laver, og det smitter af på os. I har så meget entusiasme i jeres performance. Det er en af de flotteste optrædener, jeg har set, sagde Jarl Friis-Mikkelsen til Champions League Family, der består af fem drenge fra forskellige dele af landet og spænder i alderen fra 18 til 26 år.

To stod tilbage

Efter seernes stemmer var talt op, stod det klart, at Champions League Family gik direkte videre til finalen med flest antal stemmer. Dermed skulle dommerne vælge mellem musikeren og tryllekunstneren Daniel Rosenfeldt og den kun 14-årige Emilija.

Her valgte tre af dommerne at sende Emilija videre, der imponerede dommerne med sin dans.

- Jeg synes, dit udtryk og den nerve, du har på scenen, er en fornøjelse at se. At du er så ung, og samtidig kan formidle historie, det er fantastisk, sagde Thomas Buttenschøn.

Den garvede danser og dommer Cecilie Lassen var noget uenig med sin meddommer. Cecilie Lassen så gerne, at Emilija stod mere stille under sin optræden, mens Thomas Buttenschøn gerne ville se mere akrobatik og dans. Begge var dog enige i, at balletdanseren skulle gå videre til finalen.

Emilija i Danmark har talent.

For anden lørdag i træk stod Jarl Friis-Mikkelsen med den sidste og afgørende stemme, da Peter Frödin valgte at stemme på Daniel Rosenfeldt. Men den ældste i dommerpanelet pegede på den 14-årige balletdanser.

- Det, jeg vil belønne mest, er den, der har den største vilje. Derfor vælger jeg Emilija, lød det fra dommeren.

I finalen skal Emilija og Champions League Family møde Emil, EVE, DHG Acrotalent, Noa, Ilddrengene og Familia Loca.

Der resterer kun et program inden finalen i 'Danmark har talent'.

Champions League Family i Danmark har talent.