GO'

Lars Ulrich forklarer - derfor spillede Metallica dansk klassiker i Herning

Det San Francisco-baserede rockband vakte begejstring blandt publikum, da de overraskede med et gammelt Gasolin-nummer.

Oftest er det sange som 'Enter Sandmand', 'Sad But True' eller 'Nothing Else Matters', der bliver skrålet med på, når Metallica giver koncert.

Tirsdag aften kunne man dog høre danske toner fra publikum under et enkelt nummer.

To af bandets medlemmer, Kirk Hammett og Rob Trujillo, sang nemlig omkvædet til Gasolins hit fra 1975 'Rabalderstræde'.

Det var der en helt bestemt årsag til, fortæller det danske islæt i Metallica, trommeslager og medstifter af bandet Lars Ulrich, i Go' aften Danmark.

- Vi har en del af showet, hvor de to tager en bas- og guitarsolo sammen i en tre-fire minutter, så James (Hetfield, forsanger i Metallica red.) og jeg lige kan få et break, siger Lars Ulrich. 

Metallica har været på Europa-turné siden september sidste år, og den korte pause med guitaristen og bassisten under koncerterne er blevet mere og mere lokalpræget, alt efter hvilket land de har spillet i.

- I Holland spillede de noget Golden Earring, og i Tyskland spillede de Scorpions. I Spanien spillede de sådan noget flamingo. De tager det meget seriøst, siger Lars Ulrich.

'Friske chicks og frække fyre'

Bandet havde en pause i deres nuværende turné fra midten af februar og frem til koncerten i Herning tirsdag.

På den første dag i pausen blev Lars Ulrich ringet op af bassisten Rob Trujillo. For hvilket lokalt nummer skulle de spille, når Europa-turnéen blev genoptaget i Dannmark.

- Jeg sagde, at de enten skulle spille noget Gasolin eller Midnight Sun med 'Kul På', sådan et lille småhit fra midten af 70'erne. De valgte at spille Gasolin, siger Lars Ulrich.

Men hvordan får man en amerikaner til at synge 'friske chicks og frække fyre'?

- Rob Trujillo tager det som sagt meget seriøst og den sidste måneds tid har han gået og øvet sig. Han får lige sådan lidt hjælp ind imellem, griner Lars Ulrich.

Kirk Hammett og Rob Trujillo ville gerne have haft deres danske bandkammerat med på scenen og synge 'Rabalderstræde', men han afviste, fordi han havde brug for en pause efter at have hamret i trommerne i en time.

Det er dog ikke første gang, at Metallica spiller Gasolin ved en koncert i Danmark. Tilbage i 2009 i Forum i København var det nemlig Lars Ulrich og ikke Rob Trujillo, der sang Gasolins rockklassiker 'Kvinde min', hvilket du kan høre herunder.

Metallica. Video: Jacob Carlsen