Hjem til gården

Hun drak whisky hver dag – en positiv besked fra lægen ændrede hendes liv

Der er 47 års forskel mellem Hanne og gårdens yngste beboer Jeppe. Lotta Lemche

Hanne Mieth fra ’Hjem til gården’ er tidligere alkoholiker. Flere gange har hun været i risiko for at falde i igen.

Onsdag aften måtte 66-årige Hanne Mieth forlade tv-programmet ’Hjem til gården’, efter hun tabte tvekampen mod Lars Jørgensen.

For de andre beboere har Hanne været kendt som en principfast kvinde med masser af viljestyrke. Men hvad de færreste ved, er, at det ikke altid har været sådan.

Hun er nemlig tidligere alkoholiker.

- Jeg vidste godt, at jeg drak for meget dengang, fortæller hun.

Det var en hård tid

I 1979 købte Hanne Mieth og hendes 12 år ældre mand et autoværksted på Vesterbro i København.

Men det var svære tider at drive den slags forretning med energikrise og bilfri søndage.

- Vi kløede på og kæmpede for at holde os ovenpå. Men det var hårdt, siger Hanne Mieth.

Fra den dag af har jeg ikke rørt alkohol

Hanne Mieth, 'Hjem til gården'-beboer

Udadtil servicerede hun kunderne og forsøgte at skabe sig en tilværelse. Men inden for hjemmets fire vægge var sandheden en anden.

Den dengang blot 29-årige Hanne havde nemlig udviklet et overforbrug af hård spiritus. Hendes svaghed var whisky, som hun drak ”nærmest fra morgenstunden”.

- Jeg drak heftigt hver dag, men havde ikke tømmermænd, og man kunne aldrig se det på mig, siger hun.

Hanne Mieth var godt klar over sit misbrug. Men hun havde endnu ikke haft mod til at holde op.

Lige indtil hun kom hjem fra lægen med en overraskende, men positiv nyhed. Hun var gravid.

- Der sagde jeg: "Nu er det slut". Og fra den dag af har jeg ikke rørt alkohol, siger Hanne Mieth, der efterfølgende fødte en sund og rask søn.

Derfor drikker mor ikke

Selvom Hanne har været på vandvognen siden dengang, så har hun flere gange i sit liv måttet sætte flasken på bordet – bogstaveligt talt.

Når livet har været hårdt, har Hanne sat en flaske spiritus på bordet. Kigget på den og spurgt sig selv: "Er det her virkelig det, du vil?"

- De kriser, jeg har været igennem i livet, har gjort, at jeg har været tæt på at falde i, siger Hanne Mieth.

En af de gange var, da Hannes mand René forlod livet alt for tidligt.

Efter en tur til Frankrig med familien blev han pludselig meget syg. Et glas rødvin med salmonella var synderen.

Han blev meget syg og tabte både kilo og kræfter. Efter to måneders sygdom blev han undersøgt igen. Beskeden var nedslående. Han havde uhelbredelig kræft i bugspytkirtlen. Der var ikke mere at gøre.

René døde i sin seng - omgivet af Hanne og sønnen. Hun havde mistet sin livspartner og stod tilbage med en kæmpe sorg. Men da whiskyflasken blev sat på bordet, valgte hun ikke den løsning.

- Min søn var 15 år, og han havde brug for mig. Så jeg besluttede mig for at vælge flasken fra, siger hun.

Hannes stærke vilje fik hende også centrum i 'Hjem til gården'. Her irettesætter hun Lars efter et skænderi om ordet

De to måtte stå sammen. Derfor fortalte hun ham også om sit problematiske forhold til alkohol - noget, hun ellers ikke havde fortalt ham før.

- Da sorgen var størst, fortalte jeg ham, at jeg faktisk havde været alkoholiker. Vi snakkede meget om det, og hvor nemt det var at falde i, siger Hanne.

Det er mange år siden, at René døde. Men Hanne bliver stadig meget berørt af at tale om den tid.

Seks år efter mandens død oplevede Hanne en masse efterdønninger af sorg, der sendte hende i en dyb krise. Men hun nåede et punkt, hvor hun var nødt til at finde ud af, hvordan hendes fremtid skulle se ud. Derfor fik hun denne tatovering:

Her ses stjernen med kompasset inden i.

- Kompasset symboliserer den dybe krise, jeg var i. På det tidspunkt tænkte jeg, at der kun var en vej, og det var fremad. Det symboliserer viseren i kompasset. Jeg skulle korrigere rigtigt. 

Købte værtshus ved et tilfælde

Efter Renés død havde Hanne Mieth brug for at starte på en frisk.

Hun havde været forbi et hus i Vejle, hun havde overvejet at flytte ind i. Huset duede ikke for Hanne. 

Men kort derfra så hun et snusket, brunt værtshus.

Da Hanne Mieth åbnede sit eget værtshus, troede stamgæsterne ikke deres egne øjne, da de så, at hun ikke selv drak alkohol.

Den tidligere alkoholiker følte sig tiltrukket af stedet og gik derind for at bestille en sodavand.

- Jeg føler altid med de bygninger, jeg er i, og her var der en særlig atmosfære.

Hun fik opsnappet, at stedet var til salg. Inden for kort tid havde hun fået ejeren i tale og lavet en købsaftale på en serviet.

- Oh fuck, tænkte jeg. Jeg har aldrig haft et værtshus, aldrig stået bag en bar, og jeg er tørlagt alkoholiker, siger Hanne Mieth. Hun endte med at eje værtshuset i 12 år - til hun i 2014 gik på pension.

Selvom hun i alle de år befandt sig i et særdeles fristende miljø, hvor alkohol var let tilgængeligt, så var hun aldrig tæt på at falde i igen. 

- Det var sådan en dejlig tid. Men til sidst havde jeg ikke kræfterne til det mere.

'Hjem til gården' fortsætter - uden Hannne Mieth. Du kan se med hver onsdag på TV 2 og TV 2 PLAY klokken 20.00.