Badehotellet

Du kender ham fra 'Badehotellet' - her er hans hemmelige liv

Skuespiller Jens Jacob Tychsen spiller den flamboyante Edward Weyse i 'Badehotellet'. Men han lægger også stemme til næsten alle tegnefilm i Danmark.

I begyndelsen af 1990'erne var Jens Jacob Tychsen færdig med folkeskolen. Han drømte ikke om gymnasiet, men om at blive skuespiller. Hvordan det skulle ske, havde den unge knægt endnu ikke grejet helt. 

Han vidste heller ikke, at han allerede havde skabt færdighederne, der skulle være hans direkte indgang til den verden, han drømte om.

Det skulle senere blive en debut, som gjorde så meget indtryk, at de involverede tydeligt husker den i dag - selvom det er flere årtier siden.

I dag kender tusinder af danske børn hans stemme.

JENS JACOB TYCHSEN

Født den 19. november 1975 i Aarhus - 43 år.

Er uddannet fra skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1998.

Har medvirket i en lang række forestillinger på teater. 

Har også medvirket i flere tv-serier såsom 'Borgen', 'Badehotellet', 'Forbrydelsen 2', 'Rejseholdet' med flere.

Han er den danske stemme bag Svampebob Firkant, Mumifar, Snurre Snup, Kermit, Joe Dalton, Jolly Jumper og mange flere.

Privat danner han par med tidligere tv-vært Anette Toftgaard, som han har en søn med. 

Stemmer i barndommen

Lige så langt Jens Jacob Tychsen kan huske tilbage, har han været vild med stemmer. At lave dem selv. At lytte til andres og forsvinde ind i et univers af verbale lyde, replikker og monologer. 

- Jeg sad ofte som helt lille og lyttede til 'Junglebogen' på vinyl med høretelefoner på, og jeg var ikke mere end et par år, før jeg kunne hele gribbemonologen med alle fire gribbe udenad, siger han og bryder ud i selvsamme monolog med de fire fjerede dyr.

 - Den sidder der stadig - selv efter alle de år.

Der var noget med stemmer og replikker, der pirrede den unge dreng, og da han fik sin første og mest elskede figur, Kermit fra 'The Muppet Show', begyndte han at øve sig på at lave forskellige stemmer og replikker med flere og flere figurer. 

- De kunne jo alt. Jeg bearbejdede også ting fra mit eget liv i min lille hjerne og lod figurerne tale sammen.

Det blev efterhånden hverdag, at Jens Jacob legede med sine figurer med masser af forskellige stemmer. Og stort set ikke med andet. 

- Jeg sad dengang som barn og tænkte: "Tænk, hvis jeg en dag kunne blive den danske stemme for Kermit". Tilfældet ville så, at jeg over 30 år senere skulle ende med at blive det, siger Jens Jacob Tychsen og har svært ved at skjule sin begejstring.

- Barnet inde i mig - Jens Jacob på tre år - tænkte bare: "Det er løgn, det her. Hvor var det sindssygt!"

I den sorte boks

Jens Jacob Tychsen sidder i studiet hos SDI Media i København i dag. Det har han ofte gjort. Studiet er lydtæt og mørkt. Eneste lys er en gammel bordlampe og så den fladskærm, hvor en tidlig version i sort/hvid af serien 'Star Wars: Rebels' vises.

Scenerne i den computeranimerede børneserie vises igen, igen og igen. Jens Jacob Tychsen er nemlig ved at lægge stemme til karakteren Agent Kallus, og figurens mundbevægelser på skærmen skal være fuldstændig synkrone med Jens Jacobs stemmeskuespil. 

Igen og igen gentager han de samme sætninger, imens instruktøren på den anden side af de lydtætte vægge kommer med små korrektioner. 

- Vær mere vred. Det var rigtig godt! Der gik det for hurtigt. Perfekt! Nu digter du vist selv, siger han skiftevis. 

Den skal sidde fuldstændig perfekt, før de indspiller den næste scene.

Gennembruddet

Efter folkeskolen var Jens Jacob Tychsen flyttet fra Aarhus til Dragør for at arbejde som au pair-dreng. En måske lidt uvant stilling for en stor dreng, siger han selv, men han ville gerne passe børn og fandt en familie på Amager ved København.

LARS THIESGAARD

Lars Thiesgaard har lavet stemmer til danske tegnefilm i over 30 år.

Herunder er et udvalg:

  • Pumba fra 'Løvernes Konge' 
  • Grisling fra 'Peter Plys' 
  • Hunden Scooby-Doo fra 'Scooby-Doo'
  • Gargamel fra 'Smølferne'
  • Johnny Bravo fra 'Johnny Bravo'
  • Mummi fra 'Mummitroldene'
  • Barney Småsten fra 'The Flintstones'
  • Dupond og Dupont fra 'Tintin'
  • Den Tasmanske Djævel, Marvin Marsmand og Grimm E. Ulv fra 'Looney Toons'
  • Bob fra 'Byggemand Bob'
  • Sorteper fra 'Max og Mule'
  • Dexter fra 'Dexters Laboratorium'
  • Georg Gearløs fra 'Rip, Rap og Rup på eventyr'
  • Superman og Jokeren fra 'Justice League'
  • Og mange flere.

Børnene nød godt af hans store stemmerepertoire, og en dag var der én, som prikkede ham på skulderen og sagde, at han skulle gå til en stemmeprøve.

I begyndelsen af 1990'erne var det stadig relativt nyt at lægge danske stemmer på tegnefilm. Det daværende Sun Studios afholdt åbne stemmeprøver, hvor alle kunne tilmelde sig og prøve deres bedste på at lave stemmer til forskellige tegnefilmsfigurer.

En af Danmarks mest benyttede stemmeskuespillere til tegnefilm er Lars Thiesgaard. Han husker tydeligt sit første møde med Jens Jacob Tychsen til stemmeprøven.

- Jeg husker det tydeligt, fordi det var meget overraskende. Det var en test. Kunne han komme ind fra gaden, se en tegnefilm, lave stemmer og spille skuespil? fortæller Lars Thiesgaard.

Ifølge ham kræver det en helt speciel blanding af talenter, for at det kan lade sig gøre - hvilket langt hovedparten ikke har. Måske kunne nogle en enkelt figur. 

- Men så kom Jens Jacob ind. Satte sig bag mikrofonen. Vi spillede den første stemme for ham, og han gik i gang. Min første tanke bagefter var: "Den var der!" Måske var det bare et lucky punch, så vi prøvede den næste. Jens Jacob skiftede stemme, blev en anden, og så var den der bare igen! Sådan fortsatte det. Figur efter figur, fortæller Lars Thiesgaard.

Han uddyber og siger, at det var en helt uhørt præstation fra en totalt uprøvet person med stemmeskuespilsdrømme.

- Normalt plejede vi at få folk til at efterlade navn og telefonnummer, og så var det det. Men her spurgte jeg: "Hvad skal du i næste uge?" Jeg var slet ikke i tvivl om, at her var et kæmpetalent, siger han.

10.000 figurer og ét legebarn

Jens Jacob skulle dog først en tur forbi skuespillerskolen i Aarhus, før han havde mulighed for at lægge stemme til sin første rolle - rollen som indianeren Kokoum i Disneyfilmen 'Pocahontas' fra 1995. Og bagefter hovedrollen som Herkules i Disneyfilmen 'Herkules' fra 1997. 

Siden dengang i midten af 1990'erne har mange tegnefilmsfigurer fået dansk liv og sjæl gennem Jens Jacob Tychsen.

UDPLUK AF JENS JACOB TYCHSENS STEMME I FILM

'Asterix og Vikingerne', 'Svampebob Firkant', 'Lucky Luke', 'Koslænget', 'Over Hækken', 'Happy Feet', 'Skyllet Væk', 'Chihero og Heksene', 'Det Levende Slot', 'Surf Up', 'Shrek 3', 'Simpsons the Movie', 'Charlottes Tryllepind', 'Ice Age 1-2', 'Valiant', 'Drengen og Jernkæmpen', 'Titan A. E.', 'Harry Potter', 'Barbie 1-4', 'Magnus og Myggen', 'Flintstones', 'Spy Kids 1-3', 'Peter Pedal', 'Coraline', 'Olsen Banden På De Bonede Gulve', 'Pingvinerne Fra Madagascar', 'Sesame Street', 'Alvin Og De Frække Jordegern 2-3' , 'Mumitroldene', 'Hund Og Kat Imellem 2', 'Elmo’s Verden' og mange flere. 

- Jeg er jo i virkeligheden et stort legebarn. Hvis ikke man ville rynke på næsen af en voksen mand, som legede med figurer eller dukker, så kunne jeg sikkert også finde på det, siger Jens Jacob Tychsen.

Figurerne er lavet af PVC-plastik og har fulgt Jens Jacob gennem hele hans liv. Samlingen tæller et sted mellem 8000 og 10.000 styk.

- De er desværre pakket ned i poser og kasser på loftet, men det er stadig Kermit, som er favoritten. Det er dén, der er blevet passet bedst på, siger han.

Blev Edward Weyse med én sætning

En rolle, som de fleste danskere nok identificerer Jens Jacob Tychsen med, er som levemanden Edward Weyse i TV 2-serien 'Badehotellet'.

En rolle, han nu spiller på femte sæson af den populære serie og fik, da han sagde én sætning helt perfekt.

Da der var casting for fem-seks år siden, husker han, hvordan han lånte noget udklædning fra Betty Nansen Teater og trimmede skægget i Edward Weyse-style før prøven.

- Det er første gang, jeg har lånt tøj til casting. Jeg havde en klar fornemmelse af, at han skulle være en rank, selvoptaget skuespiller, siger Jens Jacob Tychsen.

Forfatter af 'Badehotellet' Hanna Lundblad er enig.

- Vi var ikke et sekund i tvivl. I prøvescenen skulle han springe ud af en bil og sige: "Er det her, man kan få rødspætter?" - og der var vi bare sådan: "tak!", har hun tidligere sagt om castingen af Jens Jacob Tychsen.

Der er naturligvis stor forskel på at spille med i landets mest sete tv-serie og at lægge stemme til tegnefilm. Folk genkender Jens Jacob som Edward Weyse, men han synes, det er mere sjovt, når de hører hans stemme og begynder at gruble over, hvor de har hørt den før. 

- Jeg synes, det er skide sjovt, når jeg for eksempel har lavet noget på teatret med min stemme. Bagefter kommer folk og siger: "Hvor har vi hørt det før? Det er sgu da dig, der er SvampeBob Firkant!" siger han og fortsætter:

- Det er sjovere, end hvis de regnede den ud med det samme. Sådan har jeg altid godt kunnet lide det. Det er sjældent, at nogen genkender min stemme.

Du kan genkende Jens Jacob Tychsen som Edward Weyse i 'Badehotellet' hver mandag på kl. 20.00 på TV 2. Du kan også se genudsendelse på TV 2 hver søndag klokken 12.35. På TV 2 PLAY kan du altid se flere afsnit.