Har du set disse detaljer i 'Badehotellet'? Sådan ændrer Edith og Otilias kostumer sig
Øje for detaljen i TV 2-serien 'Badehotellet' er enorm. Nogle ting lægger de fleste seere ikke engang mærke til.
Hver mandag ruller seersuccesen 'Badehotellet' over skærmen på TV 2. Skaberne af serien har lagt meget arbejde i at researche sig frem til det rigtige udtryk i 'Badehotellet', så den fremstår så tro mod tidsperioden som overhovedet muligt.
Vi har tidligere skrevet om det store arbejde ved mændenes kostumer, genskabelsen af det værste regnvejr i Danmarkshistorien og tidligere statsminister Thorvald Staunings elskerinde.
Et andet punkt, hvor der har været en stor sans for detaljen er på stuepigernes Otilia og Ediths kostumer. Det er ikke bare stuepigekostumer, men projekter, som kostumier Margrethe Rasmussen løbende bruger lang tid på at perfektionere. Faktisk har de udviklet sig løbende gennem de nu fem sæsoner, som 'Badehotellet' har været sendt.
Fordi moden i Danmark fra 1928 til 1932 ændrer sig - fra første til nuværende sæson.
- Otilia har fået hvid kant på ærmerne, halsudskæringen er blevet lidt større, og hun har fået en ny, lidt mere voksen krave, kappe samt en broche, fortæller Margrethe Rasmussen.
Otilias (spillet af Merete Mærkedahl) kostume er blevet forlænget to gange, senest til den nuværende sæson, hvor moden i 1932 krævede kjoler, som gik under knæet.
- Hun har også fået nyt dagforklæde, som er syet af et gammelt dynebetræk. Man havde ikke så mange penge dengang, så man måtte trylle med det man havde, siger Margrethe Rasmussen.
Ligesom Otilias kjole er blevet længere, er Ediths (spillet af Ulla Vejby) kjole også blevet længere.
- Ediths halsudskæring er også blevet større, og hun har fået en ny krave, der gør hende lidt mere voksen og måske endnu mere romantisk. Hun har også fået nyt dagforklæde, hvor vi har brugt flæserne fra det gamle forklæde. Selve forklædet er syet af et gammelt lagen, fortæller Margrethe Rasmussen.
Både forklæder og kapper er i øvrigt stivede i gammeldags kartoffelmelsstivelse.
- Vi får desværre ikke nye pompøse kjoler hvert år, som vores kvindelige kollegaer gør. De er altid i den syvende himmel, når de møder ind. Stuepigerne får altid at vide, at vi skal have den samme kjole på med små ændringer, griner Merete Mærkedahl.
Kostumet viser personligheden
Selvom der bliver lagt masser af energi på at ramme den rigtige mode fra det gamle Danmark, så vil den opmærksomme seer også se, at kostumerne rent faktisk afspejler Otilia og Ediths personligheder.
De er nemlig meget forskellige af sind. Derfor er deres kostumer det også.
Otilia er den korrekte, lidt sippede og lidt stramme type, som ikke ønsker at være udfordrende.
- Det betyder noget for hende at opretholde en god stil overfor gæsterne. Hvis Edith taler over sig, kan hun godt blive meget bestemt overfor hende, siger Merete Mærkedahl.
- Hendes kjole er stram i snittet. Det er forklædet og kappen også. Forrige år fik Otilia en broche, som hun altid har på - både til den sorte kjole og til den lyseblå, fortæller Margrethe Rasmussen og uddyber:
- Den blå kjole bruges om dagen indtil efter frokost og den sorte om eftermiddagen og om aftenen.
Edith er derimod den romantiske og lidt naive pige, som har virkelig svært ved at holde på en hemmelighed.
- Fordi hun er så romantisk, får hun flere og flere blonder. For hvert år kommer der lidt flere blondedetaljer på, siger Ulla Vejby.
- Hun er nem at aflæse i sit kostume med flæser (rynket stof der sys på dametøj som pynt, red.) og feston (hvid blondekant til pynt på kjoler, red.), og i den ternede blå kjole virker hun yngre end Otilia, siger Margrethe Rasmussen.
'Badehotellet' sendes hver mandag kl. 20.00 på TV 2. Du kan også se genudsendelse på TV 2 hver søndag kl. 12.35. På TV 2 PLAY kan du altid se flere afsnit.