Badehotellet

Millioner af danskere har set hans arbejde, men kun få kender manden bag

Manuskriptforfatter Stig Thorsboe, som sammen med hustruen Hanna Lundblad står bag ’Badehotellet’, fylder 70 år onsdag den 7. februar.

TV 2-serien ’Badehotellet’ har en unik position i disse år. Serien er – med afstand – den mest sete fiktionsserie på dansk tv. Samtidig er serien den højst kvalitetsvurderede serie i nyere tid, ifølge Gallup. Faktisk skal man helt tilbage til DR-serien 'Krøniken’ fra 2004 for at finde en højere vurderet sæson af en tv-serie.

Og netop ’Badehotellet’ og ’Krøniken’ har to personer til fælles: Manuskriptforfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Onsdag den 7. februar fylder Stig Thorsboe 70 år og TV 2 har i den anledning talt med forfatteren selv. 

Hans fødselsdag er også kun fem dage før premieren på sæson fem af ’Badehotellet’ mandag den 12. februar på TV 2. 

Han blev uddannet på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje i 1983 og skrev efterfølgende serier som ’Landsbyen’ fra 1991 sammen med sin storebror, manuskriptforfatter Peter Thorsboe, og den enorme seersucces ’Taxa’ fra 1997.

Mange husker måske karakteren "Taxa Mike", som blev spillet af Peter Gantzler.

STIG THORSBOE OG HANNA LUNDBLADS SERIER

'Badehotellet' (2013-2018) - 1.621.000 seere 

'Lykke' (2011-2012) - 1.479.000 seere

'Krøniken' (2004-06) - 2.686.000 seere

'Rejseholdet' (2000) - 2.198.000 seere (Tre afsnit)

'Taxa' (1996-99) - 1.550.000 seere 

Derudover har Stig Thorsboe også skrevet:

'Landsbyen', 'Blændet', 'Station 13', 'Antonsen', 'Hver dag forsvinder' og 'Clausens Verdensnyheder' mm.

I forbindelse med ’Krøniken’, hvor 2,7 millioner seere til et afsnit i 2004 fortsat er det mest sete tv-program i Danmark siden seermålingerne startede i 1992, skete der noget helt afgørende i Stig Thorsboes liv.

Han overgik til et nyt privat og professionelt partnerskab med sin hustru, dramaturg Hanna Lundblad. Forfatterparret skabte efterfølgende 22 afsnit af 'Krøniken', de to sæsoner af depressionskomedien ’Lykke' og herefter 'Badehotellet's fem sæsoner. 

Dialogens mester

Stig Thorsboe fortæller selv, at hans universer lever i ham. Han hverken kan eller vil slippe sine karakterers dialoger, som altid kører frem og tilbage i hans forfatterhjerne. 

Hans børn kalder ham en 'workaholic'. Selv kalder han sig et fagligt menneske, fremfor et fritidsmenneske. Han tager mange oplevelser fra sit eget liv og inddrager dem i sine tv-serier. Det er ikke fuldstændige paralleller, men ekkoer fra hans eget liv. Eksempelvis var der visse ligheder mellem hans egen familie og familien fra DR-serien 'Krøniken'. Forholdet mellem faren Kaj Holger og sønnen Erik minder på nogle punkter om relationen mellem hans egen far og farfar. Ligesom Krønikens Erik begik Stig Thorsboes far også selvmord. 

'Badehotellet' er dog ikke noget fra forfatterens eget liv, men han har alligevel hentet inspirationen til de højtråbende og "store i slaget"-gæster fra sine onkler og de til tider groteske og larmende familiesammenkomster. Måden at udtrykke sig på her blev en del af 'Badehotellet', ifølge Stig Thorsboe. 

Stig Thorsboe elsker dialoger. De lange og de korte. Særligt fremhæver han karakteren fra 'Badehotellet' Edward Weyses monologer, som udspringer af karakterens angst, vanvid og forelskelse.

Det hele sker i en dialog. 

Vi kender hans arbejde, men kender vi ham?

Stig Thorsboe kalder også sig selv for et meget privat menneske. Det er også derfor, du aldrig finder ham til gallapremierer, prisuddelinger og receptioner. Offentlig fremtræden siger ham ikke noget, og han har aldrig gået op i, om man kender hans navn. Han har dyrket den direkte modsætning til berømmelse.

Det er han helt ærlig omkring. Det er langt vigtigere for ham at fortælle. Og det er sindssygt vigtigt for ham, at danskerne kender hans serie, og at han kan stå fuldstændig inde for den. Derfor går han heller ikke på kompromis med sin og Hanna Lundblads indflydelse på produktionerne. 

Forfatterne har øje ned på mindste detalje i al deres arbejde. Selvom det er dobbeltarbejde, tilføjer han. 

Nogle forfattere afleverer et manuskript og giver derefter tøjlerne til instruktør, producer og skuespillere. Og Stig Thorsboe har enorm respekt for de andre kræfter omkring skabelsen af en tv-serie, men tilføjer, at det er vigtigt for ham og Hanna Lundblad at føre deres vision fuldstændig ud - helt ned til klippearbejdet og lydmikset. 

Men selv efter 40 år i branchen glæder han sig aldrig til at stå foran pressen, når en ny tv-serie skal præsenteres. Han gør det, fordi han skal. Det er en del af at stå ved en serie, som han er stolt af. Men han vil hellere fortælle gennem tv-serien.

Han mener, at det nok er et kunstnerisk instinkt ikke at tale om selve værket. Han forstår dog godt, at mange gerne vil høre om hans og Hanna Lundblads arbejde.

Han foretrækker bare, at værket taler selv.

Hvert manuskript er en slåskamp

At skrive manuskript til timevis af tv kræver en erfaren hånd, er benhårdt og er præget af voldsomme op- og nedture i arbejdsprocessen. Hvert afsnit af 45-55 minutters varighed tager cirka fem uger at skrive. 

Ifølge Stig Thorsboe er de første 14 dage rigtig sjove, hvor han sammen med Hanna Lundblad snakker om, hvad de gerne vil fortælle. De sidste tre uger består af et enormt og krævende puslespil med idéer, historier og personer som skal flettes ind på 45 minutter. 

Historierne kommer til live i hjemmet i Vanløse og sommerhuset i Sverige, hvor skovens vildt boltrer sig frit udenfor, imens dialoger og karakterer holdes i stram snor indenfor. 

Oftest sidder Hanna Lundblad ved computeren, imens Stig Thorsboe traver op og ned af gulvet og lader dialog og ideer strømme ud. Når kreativiteten daler, får Hanna Lundblad duoen tilbage på sporet. 

Tidligere blev der også røget en hel del mentolcigaretter, men det stoppede for ti år siden. Det gik efterhånden op for Stig Thorsboe, at hans hustru blev ved med at åbne vinduer, og at der måske var en mening med det. 

At ryge udenfor fik ham til at føle sig som en skjult alkoholiker, og da hans bror stoppede fra den ene dag til den anden, blev han provokeret til at stoppe rygning efter at have begyndt som barn i 1950'erne. 

Han skulle dog drømme om cigaretter i tre år, før trangen endelig fortog sig. 

I liga med Erik Balling

Fiktionschef på TV 2, Katrine Vogelsang, har kendt Stig Thorsboe i årevis, og de har arbejdet tæt sammen om flere tv-serier. Hun er ikke i tvivl om, at han er den forfatter, som har betydet mest for de danske seere. Han har næse for, hvad der optager danskerne, og han mestrer fortællinger, der fænger og underholder – gerne i en folkelig tone, som ellers kun den ikoniske instruktør Erik Balling har leveret.

STIG THORSBOE BLÅ BOG

Født 7. februar 1948 - 70 år. 

Tidligere teologistuderende. Blev uddannet på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje i 1983.

Gift med Hanna Lundblad, som han også arbejder med. 

Har skrevet 'Badehotellet', 'Krøniken', 'Taxa', episoder af 'Rejseholdet' og mange andre. 

Bor i Vanløse ved København. 

Har fem børn.

Ironisk nok er det netop denne ekvilibrisme, der får det utrænede øje til at forveksle det sublime med det banale, mener hun. 

Hun tilføjer, at hun ser Stig Thorsboe som en kompromisløs perfektionist, som selv efter et langt forfatterliv – mere end 40 år – formår at udfordre sig selv og hele tiden afsøge og forfine.

Derfor kan danskerne spejle sig i karakterer og problemer, vi alle kan genkende. 

På trods af arbejdsomheden, stædigheden for at have kontrollen over projektet og de åbenlyse kunstneriske gaver, besidder Stig Thorsboe også en god og til tider sort humor. 

Ifølge Katrine Vogelsang kan 'Badehotellet's mange seere ane noget af tonen hos fru Fjeldsø.

Selv har forfatteren og fødselaren ingen planer om at gå på pension. Der er stadig en nysgerrighed og kærlighed til at skrive om det mangfoldige menneske, og hvorfor vi gør, som vi gør. 

Det er selve drivkraften, som aldrig holder op. 

'Badehotellet' sæson fem får premiere den 12. februar klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Stig Thorsboes karriere på tv-skærmen

  1. 1982

    1. 'Clausens Verdensnyheder'

      Som en del af programmet 'Lørdagskanalen' blev Clausens Verdensnyheder et fast indslag i 1982.

      Erik Clausen stod i spidsen for revysatiren i seks dele.

      Programmerne blev udviklet og skrevet af Erik Clausen, Stig Thorsboe og Peter Thorsboe.

       

  2. 1983

    1. 'Hver dag forsvinder'

      Tv-spil på DR udviklet af Stig og Peter Thorsboe. 

  3. 1984

    1. 'Antonsen'

      Ove Sprogøe spillede i tv-serien den forkølede privatdetektiv Holger Anthonsen.

      Det var en udstikker af filmen 'Rend mig i revolutionen', hvor han første gang spillede privatdetektiven. 

      Manuskript af Stig Thorsboe, Peter Thorsboe, Erik Balling og Henning Bahs. 

  4. 1988

    1. 'Station 13'

      Omdrejningspunktet i serien var politistationen Station 13 på Amager.

      På rollelisten var blandt andre Ole Ernst, og over otte dele i 1988 og 1989 blev betjentenes hverdag på arbejde og i privatlivet vist på tv-skærmen.

      Manuskript af Stig og Peter Thorsboe.

  5. 1991

    1. 'Blændet'

      En tv-thriller, hvor blandt andre Søren Pilmark spillede med.

      Serien blev vist i tre dele på TV 2.

      Manuskript af Stig og Peter Thorsboe. 

  6. 1991

    1. 'Landsbyen'

      Tv-serien kørte i en årrække og beskrives som en familiefortælling, der fandt sted i begyndelsen af halvfemserne. Her følger man en familie, der bor på en stor gård i en landsby. 

      Fra 1991 til 1995 blev 44 afsnit af 'Landsbyen' sendt på DR. Af dem var Stig Thorsboe forfatter eller medforfatter til 38 afsnit. 

  7. 1996

    1. 'Taxa'

      Mange husker sikkert stadig "Taxa Mike" eller også husker de Hermann fra den konkurrerende taxacentral Citybilen.

      Fra 1996 til 1999 kørte serien, der fulgte taxachaufførerne fra Krone-Taxa over skærmen i løbet af 56 afsnit.

      Her var Stig Thorsboe forfatter på langt de fleste afsnit og medproducent. 

  8. 2000

    1. 'Rejseholdet'

      TV-serien er baseret på det rigtige danske rejsehold og skildrer løst virkelige kriminalsager. Det var desuden den første danske tv-serie, der vandt en Emmypris i kategorien som 'Bedste Internationale Dramaserie'. 

      Stig Thorsboe var episodeforfatter på tre afsnit - blandt andet det første afsnit. Serien er i øvrigt skabt af hans bror, Peter Thorsboe, der også var hovedforfatter. 

  9. 2004

    1. 'Krøniken'

      Over en lang årrække blev danskerne hevet med ind i fortællingen og fire mennesker, der fra dens begyndelse i 1949 var unge og med vidt forskellig baggrund. Som årene skrider frem, bliver deres liv vævet ind i hinanden. Serien slutter i 1973. 

      Tv-fortællingen, der er på 22 afsnit, blev nomineret til en Emmy.

      'Krøniken' er skrevet af Stig Thorsboe med Hanna Lundblad som medforfatter. 


       

  10. 2011

    1. 'Lykke'

      DR-serien 'Lykke' handler om de to 25-årige tvillinger Lykke og Thomas, der jagter lykke på forskellig vis - den ene gennem karriere og den anden gennem kærlighed.  

      Hovedrollen som Lykke blev spillet af Mille Lehfeldt, og tv-serien kørte over skærmen i 2011 til 2012.

      Komedieserien var 18 afsnit og er skrevet af Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. 

       

  11. 2013

    1. 'Badehotellet'

      TV 2-serien om Andersens lille badehotel er blevet en massiv seersucces, der tog sin begyndelse i 2013. 

      Cirka 1,5 million tv-seere følger hver uge med i dramaerne, der udspiller sig i den humoristiske serie. Dens fem sæsoner foregår i årene 1928 til 1932.

      Stig Thorsboe og Hanna Lundblad er forfattere og executive producere på serien.