Danmark har talent

15-årig springer ud som drag queen foran hele Danmark

Til daglig hedder han Sebastian, men lørdag aften går han under navnet 'Nelly', når 'Danmark har talent' kører over skærmen.

Iført en glimmerkjole i guld og høje hæle træder 15-årige Sebastian Erik Timmermand Mikkelsen fra Næstved ind på den store scene.

Han er en smule nervøs, men han har besluttet sig for, at dette skal være første gang, han optræder professionelt som drag queen - og det foran flere tusinde seere i 'Danmark har talent', der bliver vist lørdag aften.

- Jeg fik det vildeste adrenalin-kick af at stå der. Det var fedt at kunne mærke lyset og kameraerne på scenen, siger Sebastian.

Se allerede nu en bid af Sebastian Erik Timmermand Mikkelsens audition i talentprogrammet i videoen øverst på siden.

Gennembruddet

Sebastian har hele livet været en feminin dreng, og han sprang ud som homoseksuel for sin familie, da han var bare 10 år gammel. At være drag queen er en hobby, han elsker. 

- Jeg har altid godt kunne lide at performe, se de store kendisser og have mærkeligt tøj og parykker på, siger Sebastian.

I ni måneder op til sin audition i 'Danmark har talent' havde han øvet sig som karakteren 'Nelly', og det rørte ham ikke specielt, at hans debut kom i et tv-show.

- Jeg tænkte bare: "Nu vil jeg gerne ses". Jeg ville gerne vise det her til nogen, og så var muligheden der med den her audition. Jeg så mit snit til at komme ud og vise, hvem jeg er, og hvad jeg kan, fortæller Sebastian.

Sebastian har optrådt som dragqueen i otte måneder. Video: Anne Brandbjerg

Optræden skal fejres

Sebastians mor fortæller, hvordan Sebastian altid har klædt sig ud, taget make-up på og optrådt som drag queen i hjemmet foran familien.

Da han som 12 årig sprang ud for sine skolekammerater, besluttede de i samråd, at den feminine udklædning til at starte med skulle blive i privaten.

- Hans optræden i 'Danmark har talent' var starten til, at nu gad han ikke være hemmelig mere. Det er en del af ham, og det støtter jeg ham i, siger Susi, som var utrolig nervøs, da Sebastian kom ind på scenen, men efterfølgende var utrolig stolt.

- Det er vores lille 'Nelly'. Vi skal holde stor fest i aften, når det blive sendt i fjernsynet.

Mød Sebastian og de andre talenter i 'Danmark har talent' lørdag klokken 20 på TV 2 - eller gense tidligere programmer på TV 2 PLAY.