Er det diskriminerende, når en gående skuespiller spiller lam?
Kan en skuespiller uden handicap spille en person med? Nej, mener flere kritikere.
En hvid mand, der er malet sort i ansigtet, fordi han skal spille afrikaner i en film.
Helt op i den sidste halvdel af 1900-tallet var det ikke ualmindeligt, at man castede hvide skuespillere til farvede roller, selv om det i dag ville være fuldstændigt utænkeligt med den form for blackfacing.
Nu er flere organisationer og personer med fysiske handicaps begyndt at argumentere for, at det er lige så uhørt at caste skuespillere uden handicaps til roller, hvor de skal spille eksempelvis kørestolsbrugere.
Anden diversitet får større opmærksomhed
Kritikken er opstået i kølvandet på udgivelsen af traileren til Gus Van Sants kommende film ’Don't worry, he won't get far on foot’, som handler om tegneserietegneren John Callahan, der er lam i både arme og ben efter en trafikulykke.
I hovedrollen ses Joaquin Phoenix, som ikke er lam i virkeligheden, og det har sat gang i debatten.
På baggrund af traileren har formanden for Ruderman Family Foundation, der er en amerikansk fond, som blandt andet kæmper for at inkludere personer med handicaps i samfundet, skrevet et indlæg, hvor han netop sammenligner castingen af folk uden handicaps med castingen af hvide i det forrige århundrede.
Derudover gør formand Jay Ruderman det klart, at han mener, der skal mere fokus på folk med fysiske handicaps i filmverdenen.
- I en tid, hvor diskussionen omkring diversitet i Hollywood får så stor opmærksomhed, bliver handicaps slet ikke nævnt, skriver han og understreger, at hele 95 procent af roller med handicaps bliver spillet af folk, der ikke reelt har det handicap.
Kun ét eksempel i dansk film
Jay Rudermans indlæg har både mødt stærk kritik og opbakning.
En af dem, der bakker op om hans holdninger, er danske Sarah Glerup, der har en kandidatgrad i film- og medievidenskab, og som selv har muskelsvind og derfor sidder i kørestol.
Hun har skrevet speciale om folk med handicaps i danske film.
- Det overrasker mig ikke, at debatten nu opstår. Det er en naturlig udvikling, ligesom der engang var nogen, der sagde, at det måske ikke længere gik at smøre skosværte i hovedet på hvide skuespillere. Vi er også nået dertil med andre fysiske ting, siger hun.
Undervejs i sit speciale fandt Sarah Glerup frem til, at personer med fysiske handicaps ikke er ualmindelige i danske film, men at de sjældent har en hovedrolle, og at de endnu sjældnere bliver spillet af personer, der rent faktisk selv har det pågældende handicap.
- Ud over dværge, der som regel bliver spillet af dværge, var der kun ét eksempel. Det var en pige, der manglede et ben, siger hun og fortæller, at antallet af roller, der er gået til personer med psykiske handicaps, er en anelse højere.
Hvor går grænsen?
Den amerikanske debattør og filminstruktør John Nolte er en af dem, der ikke forstår kritikken. I et debatindlæg på det amerikanske meningsdanner-site Breitbart sætter han sagen på spidsen og spørger, hvordan man så skal gøre i film som ’Million Dollar Baby’, hvor hovedrollen kun er lam i halvdelen af filmen.
- Skal vi så skippe første halvdel, fordi vi nu er forpligtede til at ansætte en, der er lam, i stedet for Hillary Swank?, spørger han og kommer selv frem til, at man i sidste ende kan blive nødsaget til at caste to forskellige skuespillere, hvis heller ikke en skuespiller med handicap må spille en uden.
Samtidig spørger John Nolte, ligesom en række andre kritikere, hvor grænsen i så fald går. Må en ciskønnet så ikke spille transkønnet, må en heteroseksuel ikke spille homoseksuel, og må en kristen ikke spille muslim?
- Jeg synes, grænsen går ved, om det er noget, man kan se. Man kan ikke se folks seksuelle orientering, så det er noget andet, siger Sarah Glerup.
- Når det drejer sig om transkønnede, kan der godt være en vis pointe i det, for nogle gange kan man godt se, at man har fundet en ciskønnet person (en person, der identificerer sig med sit biologiske køn, red.), som tror, at han ser transkønnet ud ved at klæde sig ud som drag.
Det går ud over troværdigheden
Dermed rammer Sarah Glerup et af de punkter, som det kan gå ud over, hvis en person uden handicap spiller en med: Troværdigheden.
- Hvis man er lam og har siddet i kørestol længe, har man tynde ben, men det har lamme mennesker ikke i film. De har muskuløse, lækre ben, siger hun.
- Som en person, der selv har et handicap, bliver det nemt utroværdigt, når en kropskapabel skuespiller spiller en med et handicap. Nogle gange sker der det, at man kommer til at spille forestillingen af det her handicap, og dermed får man gentaget myter, arketyper og stereotyper.
- Man skal dog selvfølgelig ikke have en rolle på grund af sit handicap. At man ikke kan spille skuespil, er en legitim grund til ikke at blive valgt, men man kunne godt være lidt mere åben for at undersøge, om der var nogen med handicap, som kunne spille den her rolle, siger hun.