Fans af hitserien 'Game of Thrones’ må væbne sig med tålmodighed

16x9
De seks afsnit i sidste sæson af 'Game of Thrones' vil minde mere om spillefilm end almindeligt tv. Foto: VASILY MAXIMOV / Scanpix Denmark

Tv-selskabet HBO bekræfter, at sidste sæson af ’Game of Thrones’ ikke bliver sendt før 2019.

Seneste afsnit af tv-serien ’Game of Thrones’ efterlod sine seere med en oprivende cliffhanger til den ottende og sidste sæson.

Men fans af serien må vente mere end et kalenderår endnu, før de kan overvære fantasy-seriens endelige afslutning.

Det meddeler det amerikanske tv-selskab HBO, som står bag produktionen.

Først i 2019 – uden nærmere bestemt dato – vender serien tilbage.

Seks spillefilm

Den lange ventetid har været rygtet, siden syvende sæson sluttede i sommeren 2017, men mange fans håbede alligevel på en udgivelsesdato i løbet af 2018.

Allerede mellem sjette og syvende sæson havde seriens seere måttet vente længere, end de var vant til.

Først og fremmest fordi tv-seriens effekter og udtryk for hver sæson har bevæget sig tættere på effekttunge spillefilm end på almindelige tv-afsnit, skriver den amerikanske tv-station WDSU.

Det gør sig særligt gældende for den afsluttende sæson otte, hvor hvert af sæsonens seks afsnit vil have spillefilmslængde.

Triste reaktioner

Ikke desto mindre besvarer mange fans nu HBO’s tweet om nyheden med reaktioner præget af vantro, tristesse og opgivelse.

- Jeg ved ikke, hvad der rammer mig hårdest - "2019" eller "den sidste sæson", skriver en Twitter-bruger eksempelvis efterfulgt af en række grædende smileys.

Andre påpeger, at seriens tv-seere måske nu bedre forstår frustrationerne hos fans af bøgerne bag serien.

Også her har man i årevis måttet vænne sig til lange perioder mellem bogudgivelserne, der er sakket så meget bagud, at tv-serien faktisk har overhalet handlingen fra bøgerne.

Er du fan af 'Game of Thrones', kan du her bruge lidt af ventetiden på at teste din viden om serien:

Hvor meget ved du om 'Game of Thrones'?