Kan du genkende dem? Det laver skuespillerne fra julekalenderne i dag
Nogle har ikke rørt skuespillet siden, andre lever af det i dag, og én har forladt landet.
Fjernsynets julekalender er en vigtig del af de fleste danskeres juletraditioner.
Hvad ville julen være - eller have været - uden Pyrus, Krumme, Kaffe-Hanne, Putte og de andre karakterer fra decemberdagenes tv-låger?
Men hvad laver skuespillerne bag de kendte karakterer i dag?
Nederst i artiklen kan du klikke på billederne og få svaret på, hvad skuespillerne fra 'Brødrene Mortensens jul', 'Krummernes jul', 'Jesus og Josefine', 'Pyrus i alletiders eventyr', 'Jul på Vesterbro', 'Nissebanden' , 'Jul på Slottet', 'Tvillingerne og Julemanden'', 'Andersens julehemmelighed' og 'Juleønsket' laver flere år efter.
Krumme bliver stadig genkendt på gaden
Per Damgaard Hansen var 12 år gammel, da han fik rollen som Krumme i julekalenderen 'Krummernes jul', baseret på de populære bøger og film om familien Krumborg.
Se forskellen på Krumme, hvis rigtige navn er Per Damgaard Hansen, dengang og nu.
- Det er en vild verden at ryge ind i, men Regner (Grasten, red.), der var producent, var god til at passe på os, samtidig med at han også inddrog vores familier og venner på en god måde, fortæller Per Damgaard Hansen, der nu er 33 år gammel.
Efter 'Krummernes jul' spillede han også med i julekalenderen 'Brødrene Mortensens jul', der blev sendt to år efter. Men kort tid efter pensionerede han sig selv som skuespiller i en alder af 14 år.
- Det virkede naturligt for mig at stoppe. Der var et interesseområde, der skiftede fra foran kameraet til bag kameraet. Derfra begyndte en længere proces med at finde ud af, hvad jeg præcist skulle lave, siger Per Damgaard Hansen, som i dag er producer i firmaet Masterplan Pictures, som han selv har været med til at starte.
Selvom det er 21 år siden, at julekalenderen blev vist, bliver Per Damgaard Hansen stadig genkendt som Krumme.
- Det sker en gang imellem. Det er på ingen måde, som dengang det kørte i 90’erne. Men det sker, og det er en del af min historie. Sådan har det jo været, siden jeg var teenager, og det blev en meget naturlig del af mit liv, at folk vidste, hvem jeg var, siger han.
Skuespiller Stephanie Léon spillede drillenissen Nova i 'Krummernes jul'. Dengang var hun omkring 10 år.
Samme år, som julekalenderen blev vist, spillede hun med i filmen 'Tøsepiger'. Efterfølgende blev det til flere skuespillerroller for Stephanie Léon - især rå, danske ungdomsfilm som 'Bagland' og 'Råzone'.
Men arbejdet påvirkede hende i en retning, hun først opdagede var negativ, da det var for sent. Stephanie Léon har udtalt, at produktionsplanerne med alle rollerne blev for meget for hende, og hun udviklede en spiseforstyrrelse som 14-årig.
Hun satte skuespilkarrieren i bero i 2012 og flyttede til USA i fire år. I 2016 fik hun sønnen Cameron, hvorefter hun flyttede tilbage til Danmark.
Hun måtte dog sande, at rollerne ikke hang på træerne efter flere år i udlandet. Men efter at have kæmpet i nogle år, medvirker hun i år i filmen 'Mødrehjælpen', DR-serien 'Yes No Maybe' og TV 2-serien 'Perfekte Steder'.
Pyrus-tvillinger har lagt skuespillet på hylden
Skuespillerne er ofte meget unge, når de er med i julekalenderne. Da 'Pyrus i alletiders eventyr' løb over skærmen første gang i december 2000, var de dengang syvårige tvillinger Nicolé og Niccié Jølst på rollelisten. I julekalenderen spillede de tvillingerne, Mille og Molly, der blev passet af Rigsarkivets nisser, Pyrus, Kandis og Gyldengrød.
Men hverken pigerne eller deres forældre, som boede på Falster, vidste, hvor stor en mundfuld det faktisk var pludselig at skulle passe et fast arbejde som små skuespillere.
- Vi skulle op klokken seks hver morgen, så vi kunne være på Nordisk Film til optagelserne klokken 8.00. Men vores far gjorde det hyggeligt for os ved at varme bilen godt op og spille julemusik hele vejen til København. Så det var faktisk bare hyggeligt, husker Nicolé Jølst.
Efter de to tvillingesøstres tv-debut var de med i to reklamer - også her optrådte de som tvillinger. Men sidenhen er det ikke blevet til mere skuespil.
- Vi havde ikke det store held med det og egentlig heller ikke den store interesse, fortæller Nicolé.
Søstrene er i dag blevet voksne kvinder på 28 år, som har fået to børn hver.
Niccié og Nicolé Jølst er stadig tæt knyttede til Falster, hvor deres forældre fortsat bor i tvillingernes barndomshjem i den lille by Idestrup lidt syd for Nykøbing F.
Er du nysgerrig efter at vide, hvad nogle af de andre skuespillere fra julekalenderne laver i dag, så klik på billederne nedenfor.