Godt nyt til fans af dansk hitserie - ny sæson på vej
Hele holdet vender tilbage i ’Perfekte Steder II’ til næste år.
Var du en af dem, som fulgte kærlighedens forunderlige veje i første sæson af tv-serien ’Perfekte Steder’, som blev sendt på TV 2 ZULU i efteråret?
Så bliver du glad for at høre, at Sara Hjort Ditlevsen og Gustav Giese vender tilbage i en ny sæson af tv-serien, som er skrevet og instrueret af komikeren Mikael Wulff.
- Danmark har med 'Perfekte Steder' fået en ny ungdomsserie, og det var lige præcis det, vi ønskede med fiktionsserien. Den har alt, hvad der hører til en vild og stormende forelskelse, og vi er stolte over, at seerne, ikke mindst på TV 2 PLAY, har taget ’Perfekte Steder’ til sig, siger kanalchef på TV 2 Networks Sune Roland.
Meget mere på hjertet
'Perfekte Steder' har Sara Hjort Ditlevsen (blandt andet kendt som Ritas datter, Molly, i TV 2-serien 'RITA') og Gustav Giese (blandt andet kendt for sine roller i filmene 'Nordvest' og 'Sommeren '92') i hovedrollerne som Rose og Tobias, der går igennem en stormende forelskelse over en længere periode.
Og der er ifølge Mikael Wulff meget mere at fortælle.
- Det har været fascinerende at skabe noget, hvor det væsentlige og altafgørende er følelser. I første sæson arbejdede vi hårdt på at lave nogle momenter, der rummede en vis eufori, en smittende stemning af forelskelse, siger han og fortsætter:
- I den nye sæson fortælles historien om fasen lige efter den altopslugende forelskelse, hvor lidenskaben stadig brænder, men virkeligheden presser sig på. Vi kommer dybere ned. Vi er lige nu i gang med at skrive manuskripterne, og de skrives i en tilstand af ophidselse. Det kan kun blive uforglemmeligt.
Alle afsnit af 'Perfekte Steder' med ekstrascener kan ses på TV 2 PLAY.