Jul

Kan nisser have kulsort skæg og klap for øjet?

Nissen Skir fra 'Tinkas juleeventyr' ligner ikke den traditionelle nisse. Og han er ikke den eneste.

Røde kinder og en knaldrød næse på en ellers bleg julehud. Hvidt eller gråt hår samt en klædedragt af uld i fortrinsvis røde og grå farver. Læg dertil gerne træsko med en spids tud - og til sidst en stor kærlighed til risengrød. 

Sådan kunne beskrivelsen være på den helt klassiske nisse, som de fleste danskere kender. 

Men i TV 2s aktuelle julekalender 'Tinkas juleeventyr' findes der flere nisser, som ser helt anderledes ud end ovenstående beskrivelse. 

Faktisk var en af skuespillerne selv overrasket over, at han skulle spille nisse. 

- Jeg blev spurgt, om jeg ville komme til casting som nisse på en julekalender. Jeg var den første, som tænkte: "Jeg ligner jo ikke en nisse!", siger Hadi Ka-Koush, som spiller nissen Skir, kongens personlige rådgiver. Han spiller også figuren Noah i duoen 'Adam og Noah'. 

Han hylder julekalenderens anderledes nisser, så nisseuniverset i serien ikke kun er befolket af buttede, hvide og rødmossede nisser i ulddragt. 

Et klart mål fra instruktøren Mogens Hagedorn. 

- Jeg har haft en helt klar tanke om at vise nisser på en lidt anden måde end den måde, vi tror, nisser er på, siger han.

VÆR MED I DEN STORE JULEDUET

Hent TINKA-appen, lav sjove videoklip, og bliv en del af julens store interaktive musikvideo. Med appen kan du være med til at lave julens fedeste musikvideo ved at synge duet med to kendte sangere, karaktererne fra julekalenderen og resten af Danmark.

Du kan hver dag åbne en ny, spændende videoudfordring, som du kan mime med på. Bag udvalgte låger i lågekalenderen, finder du koder, som kan åbne helt særlige bonusklip i TINKA-appen. Hvis du vil, kan du sende dine videoer til TV 2 og få mulighed for at komme på tv.

App'en fås både til IOS og Android telefoner og tablets og kan hentes nu.

Nisser er super seje

I 'Tinkas juleeventyr' findes to verdener. En nisseverden og en menneskeverden. Efter et årligt ritual, som endte katastrofalt, har der været lukket mellem de to verdener i 100 år. 

- Det billede, vi har af nisser, er lidt en kliché. Ingen af os har nogensinde mødt en nisse, så nissernes udseende er noget, vi har fortalt hinanden gennem generationer, og så bliver det lidt et fortegnet billede, siger Mogens Hagedorn og forsætter: 

- Nisserne i julekalenderen er et sejt naturfolk. De har ikke tykke maver, sweatre på og danser rundt i folkedragter med træsko og er heller ikke knapt så kvikke.

Derfor er nisserne i 'Tinkas juleeventyr' helt ligeværdige og seje som mennesker. De ligner nisser, som vi kender dem, men der er flere små forskelle. Nogle har en anden hudfarve, nogle har kongekroner, og andre har noget helt tredje. Der er også vagtnisser som Bjergi og onde nisser med klap for øjet som Ingi.  

- For eksempel er huen uden den hvide kvast og hvide kant. De er heller ikke enfoldige, som vi måske forestiller os dem. I julekalenderen er de bare superseje, siger Mogens Hagedorn. 

Afstemning

Hvordan ser en nisse ud?

Børn opdager det nok ikke

Hadi Ka-Koush tror dog ikke, at det er børnene, som lægger meget mærke til de anderledes nisser. 

- Voksne opdager det nok, men jeg tror ikke, at børn tænker over det. Børn er renere og har ikke noget filter. De ser Skir og tænker: "Nåh, det er bare en nisse." Men voksne vil tænke: "Nåh, sjovt valg!", siger Hadi Ka-Koush. 

Han mener, at Danmark er nået til et sted, hvor det er nødvendigt med diversitet i film og tv-serier.

- Der skal sådan nogle projekter til, før man vænner sig til, at alle kan spille en nisse - lige meget om, man er høj eller lav, tyk eller tynd, hvilken hudfarve man har, eller hvordan man nu ser ud, siger han. 

'Tinkas juleeventyr' sendes hver dag fra den 1. december klokken 20.00 på TV 2. Den genudsendes hver eftermiddag cirka klokken 16.15. Du kan hver dag også se snigpremieren på det næste afsnit på TV 2 PLAY. 

Nisser, mennesker og en hofsnog

Tinka

Josephine Chavarria Højbjerg

Tinka på 14 år er nisse. Hun er en modig og stædig pige med stor retfærdighedssans - og
så er hun utålmodig. Tinka elsker sin plejemor Nille ubetinget, og hun sætter aldrig spørgsmålstegn ved hendes kærlighed. Hun er populær blandt de andre nisser i skolen og har mange gode venner.

Josephine Chavarria Højbjerg er 14 år, går i 8. klasse og bor på Bornholm. Hun startede sin
karriere som Pil i tv-serien ’Pendlerkids’ og har siden haft flere roller i tv-serier som bl.a. ’Broen III’. Hun har også spillet hovedrollen Julie i DR Ultra-julekalenderen ’Bubbers Juleshow’ 2015 og Sara i tv-serien ’Klassen’.

Foto: TV 2

Lasse

Albert Rosin Harson

Lasse er en rod fra storbyen. Han kan godt virke egoistisk, men han har faktisk hjertet på rette sted og er hjælpsom. Lasse er lige flyttet med sin far og lillesøster fra storbyen ud til sin farmor på landet, og han savner sine venner i byen. Han er cool - eller prøver i hvert fald at være det - men han kan sagtens blive imponeret.

Albert Rosin Harson er 15 år og bor på Christianshavn i København. Han har tidligere spillet Rune i tv-serien ’Panisk Påske’ og Anton i spillefilmen ’Krummerne: Alt på spil’. Ud over dette har Albert også medvirket i kortfilmen ’King’ i rollen som Frederik. Albert spiller klaver
og guitar.

Foto: TV 2

Nille

Neel Rønholt

Nille er Tinkas plejemor, og hun elsker Tinka meget højt. Hun er skrædder i Kongsby, og hun syr for både kong Gobbe og hans søn Fileas. Hun er autoritetstro og gør altid, hvad andre beder hende om. Hun er godmodig, hjælpsom og har et stort hjerte, men hun skal lære at sige fra og følge sit eget hjerte.

Neel Rønholt har medvirket i masser af film, tv-serier og teaterstykker. Hun slog igennem på dansk tv i 2001 og søgte derefter ind på Statens Teaterskole, hvorfra hun blev ud­dannet i 2011. Neel har blandt andet medvirket i ’Min søsters børn’, ’Kollegiet’, TV 2-serierne ’Bade­hotellet’ og ’Mercur’ og TV 2s julekalender ’Ju­leønsket’.

Foto: TV 2

Storm

Troels Lyby

Storm er Tinkas far og den retmæssige arving til tronen i nisseriget, som hans lillebror Fileas har taget for sig selv. Storm mistede sin hukommelse under sin jagt på julestjernen og har levet i menneskeverdenen som juletræssælger, indtil Tinka og Lasse fandt ham. 

Troels Lyby er 49 år gammel og kommer fra Aarhus. Han blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1994. Han er kendt for roller på tv, film og teater, og han har to gange vundet Robertprisen - for birollen i 'En kort en lang' og hovedrollen i 'Anklaget'.

 

Foto: Agnete Schlichtkrull / TV 2

Fileas

Christian Tafdrup

Fileas er kongens søn. Han er hofsnogen, der gør alt, hvad han kan for egen vindings skyld. Han skyr ingen midler og går til yderligheder for at vinde magten.

Christian Tafdrup er uddannet på Statens Te­aterskole i 2003. Han har medvirket i en ræk­ke film, tv-serier og radiodramatik, blandt andet ’Den store dag’, ’Efter brylluppet’, ’Borgen’ og TV 2-serien ’Lærkevej’ og TV 2s julekalender ’Ju­leønsket’. Har lavet flere kort- og novellefilm og instrueret spillefilmen ’Forældre’.

Foto: TV 2

Astrid

Rosita Nellie Holse Gjurup

Astrid er Lasses lillesøster. Hun er sjov, glad og med på den værste. Hun er også rap i replikken og en anelse gammelklog. Hun elsker dyr, og så tror hun på nisser. Astrid er omsorgsfuld og er helt med på, at man skal være god ved andre.

Rosita Nellie Holse Gjurup er ni år og går på musikskolen Sankt Annæ i 3. klasse. Rosita har spillet Pusle i ’Min søsters børn og guld­graverne’ og har medvirket i flere reklamer. Rosita er rigtig god til at synge.

Foto: TV 2

Ingi

Ellen Hillingsø

Ingi er vagt på slottet. Hun er Fileas’ loyale partner og leder af Kongsgarden. Hun er ikke bleg for at gå til yderligheder for at bevare sin position i Nissernes rige.

Ellen Hillingsø er uddannet på Århus Teaters Skuespillerskole i 1994. Hun har arbejdet med teater, film, tv, radio og lagt stemme til teg­nefilm og reklamer. Hun slog igennem i tv-se­rien ’Charlot og Charlotte’ og har haft roller i blandt andet ’Broen’, ’Livvagterne’ og TV 2s dramaserie ’Rita’.

Foto: TV 2

Farmor Maja

Birthe Neumann

Maja er Lasse og Astrids farmor og Mikkels mor. Hun driver en dyrlægeklinik på Søgaard, hvor hun bor. Hun er dygtig og vellidt af sine kunder. Hun har begge ben på jorden og tror på alt, hvad der kan vejes og måles. Maja elsker sine børnebørn og forkæler dem.
 

Birthe Neumann er uddannet fra Statens Teaterskole i 1972, og hun har, ud over den mere end 40 år lange teaterkarriere, medvirket i mange tv-serier, heriblandt ’Julestjerner’, ’Krøniken’ og TV 2-serien ’Badehotellet’.
Hun har også på filmlærredet en omfattende karriere med roller i bl.a. ’Lykkevej’, ’Solkongen’, ’Den skaldede frisør’, ’Mænd og Høns’ og ’Swinger’.

Foto: TV 2

Vilma

Esther Marie Boisen Berg

Vilma er Tinkas bedste veninde. Hun følger med strømmen og flertallet, men kommer dog også i tvivl, om det nu også altid er det rigtige at gøre.

Esther Marie Boisen Berg er 14 år og bor i Val­by ved København. Esther går i skole på Vesterbro og har tidligere gået til drama. Esther har medvirket i det danske science fiction-dra­ma ’QEDA’ i rollen som Louise. Esthers far er skuespilleren Ole Boisen.

Foto: TV 2

Kong Gobbe

Lars Knutzon

Kong Gobbe er konge i Nissernes rige. Han el­sker sit folk, og de elsker ham, fordi han er god, retfærdig, lyttende og klog. Han er som regel uenig med sin søn, Fileas.

Lars Knutzon er uddannet skuespiller ved Odense Teater i 1967. Lars har mange års erfaring fra de skrå brædder, men har også medvirket i både film og tv-serier. Han har bl.a. spillet med i tv-serierne ’Rejseholdet’, ’Borgen’ og ’Tidsrejsen’. Og så er han morfar til Frida Brygmann Knutzon, som synger titelsangen til ’Tinkas juleeventyr’ sammen med Burhan G.

Foto: TV 2

Bjergi

Paw Henriksen

Bjergi er vagt på slottet og meget pligtopfyl­dende. Det var ham, der i sin tid overdrog Tinka i Nilles varetægt, og han bliver en vigtig med­spiller for Tinka i hendes forsøg på at finde julestjernen.

Paw Henriksen blev færdiguddannet på Sta­tens Teaterskole i 2000 og har spillet med i en lang række film og tv-serier, blandt andet TV 2-se­rierne ’Hotellet’ og ’Anna Pihl’ samt ’Krøniken’ og ’Herrens Veje’. Han har også spillet teater og medvirket i spillefilmene ’Familien Jul 2’ og ’Der kommer en dag’.

Foto: TV 2

Skir

Hadi Ka-Koush

Skir er embedsmanden, som kongen altid spør­ger til råds. Han er pligtopfyldende og diploma­tisk. Han kender nissernes love og deres gamle historier og sagn.

Hadi Ka-Koush er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2010. Han har blandt andet lagt stemme til ’Hassan’ i DR 2-julekalenderen ’Yal­lahrup Færgeby’ og har medvirket i både tea­ter, film og tv-serier. I 2015 slog han igennem som den ene halvdel i ’Adam og Noah’, som nu turnerer i Danmark med showet ’Klogskab’.

Foto: TV 2

Tuva

Anette Støvelbæk

Tuva er lærer i nisseskolen. Hun er god og mild og vil sine elever det bedste. Hun er autoritets­tro, men bliver dog mere og mere i tvivl om, hvad der er bedst for nisserne, som tiden går.

Anette Støvelbæk er uddannet ved Odense Teater i 1997. Hun har medvirket i mange teaterforestillinger og i spillefilm som ’Italiensk for begyndere’ (nomineret til en Bodil som bedste skuespillerinde), ’De fortabtes sjæ­les ø’ og ’Sprængfarlig bombe’. Desuden har hun været med i tv-serier som ’Badehotellet’, ’Lærkevej’, ’Livvagterne’, ’Krøniken’, ’Forsvar’ og ’Strisser på Samsø’.

Foto: TV 2

Mikkel

Martin Bo Lindsten

Mikkel er far til Lasse og Astrid. Han er arkitekt og arbejder for en tegnestue i København. Han har taget beslutningen om at flytte på landet til sit barndomshjem Søgaard. Han ser det som en god mulighed for at få Lasse væk fra nogle dårlige bekendtskaber. Og en god mulighed for at være mere sammen som familie. Mikkel er en rigtig handyman og går og tænker på, om det er tid til at få en kæreste.

Martin Bo Lindsten er uddannet ved Odense Teater. Han har spillet masser af teater, bl.a. ’Anna Karenina’, ’Den vægelsindede’, ’Jeppe på bjerget’ og ’Som man behager’. Han har også været en del af Aalborg Teaters ensem­ble og har haft mindre roller på skærmen, blandt andet i TV 2s dramaserie ’Norskov’.

Foto: TV 2

Iben

Mia Lyhne

Iben er Majas kollega. Hun er ambitiøs og god til sit job - og på jagt efter en kæreste. Hun er ikke specielt god til børn og har det bedst, når hun er i kontrol.

Mia Lyhne er en autodidakt skuespiller med en baggrund i både teater, radio, tv og film. Mia Lyhne er blandt andet kendt fra rollen som Mia i TV 2s sitcom ’Klovn’, og hun har også haft roller i spillefilmene ’Lærkevej - Til døden os skiller’, ’Kolbøttefabrikken’, ’Krummerne - alt på spil’ og mange flere.

Foto: TV 2