Kan du spotte detaljen? Én ting har overhovedet ikke forandret sig i årevis

Tv-serien 'Norskov' har netop haft premiere på sæson to. Særligt ét sted går igen fra første sæson - faktisk har stedet stået urørt i årevis.

Munkebakke Skolen var tidligere en lukket folkeskole i Frederikshavn og stod som en tom spøgelsesbygning. 

Da holdet bag 'Norskov' rykkede ind i første sæson i 2015, blev flere lokaler lavet om til byens politistation, hvor betjenten Tom Noack og resten af den lokale politistab arbejdede ud fra.

Men da første sæson af 'Norskov' var slut for to år siden, så det ikke ud til, at der ville komme en efterfølger, og det var derfor uvist, hvad der skulle ske med kulissen og alle rekvisitterne. 

Håbet for en ny sæson forsvandt dog aldrig fra den nordjyske kommune, som gemte på kulissen i den nedlagte skole i årevis. 

- De ringede cirka hver tredje måned for at tjekke, om de måtte rive kulissen ned eller om de skulle gemme på den lidt endnu, siger Jesper Morthorst, producer på 'Norskov'.

Han fortæller, at han hver gang pænt spurgte kommunen, om de kunne trække nedrivningen et par måneder. Skolen skulle rives ned under alle omstændigheder. 

Det endte med, at alle skolens bygninger blev revet ned, på nær den længe som husede kulissen. 

- Vi var oppe og besøge steder, hvor vi skulle filme, inden optagelserne gik i gang til anden sæson. Der kunne vi se, at flere og flere af skolens bygninger forsvandt for hvert besøg. Til sidst var det kun bygningen med vores kulisse som stod tilbage, siger Jesper Morthorst. 

Stået urørt i to år

Da optagelserne til sæson to af 'Norskov' skulle begynde, var holdet derfor rimelig nervøse for kulissens tilstand efter at have stået forladt i to år. 

Det var helt nostalgisk at komme tilbage til skolen, hvor alt har stået uberørt i over 600 dage

Kenneth Berg, location manager på 'Norskov'

- Jeg åbnede døren, og så var det hele der bare stadig. Alle rekvisitter har stået helt urørt i årevis. Vi skulle bare støve af, siger Heidi Maria Faisst, instruktør på 'Norskov.

- Det var helt nostalgisk at komme tilbage til skolen, hvor alt har stået uberørt i over 600 dage. Selv gamle kaffekopper og ulækre efterladenskaber i køleskabet stod fremme, siger Kenneth Berg, som var location manager på 'Norskov'.

Selve udsmykningen af politistationen var heller ikke en opgave, som der blev taget let på. 

Kunsten på væggene er nemlig rigtige kunstværker, som er udlånt fra Frederikshavn Kommune. 

- Under rådhuset har de en samling fantastisk kunst, som har stået i måske 20-30 år. Det er gamle billeder, som vi bare fik lov til at låne, siger Jesper Morthorst.  

Kommunen ville dog rigtig gerne rive skolen ned, så bulldozerne stod klar under optagelserne. 

- Tre dage efter vi var færdige, var det hele revet ned og var væk, siger Kenneth Berg.

'Norskov' sendes hver torsdag klokken 20.00 og genudsendes den følgende søndag på TV 2. Du kan også se snigpremiere på TV 2 PLAY.