Rita

Mille Dinesen om dramatisk Rita-sæson: - Alt strittede på mig

Fjerde sæson af tv-serien 'Rita' er netop slut. Ifølge skaberne var det også den mest udfordrende.

For at bruge en fortærsket kliché, så har klokken ringet af, og 'Rita' er slut for denne gang. 

Fjerde sæson blev afsluttet mandag aften i en spændende finale, hvor Rita sluttede fred med sig selv og sikrede sine elever en fremtid i sin barndomsby i provinsen.

FAKTA OM RITA

Første afsnit havde premiere 9. februar 2012, hvor næsten en million seere så med.

Ritas fulde navn er Rita Madsen.

De første tre sæsoner foregår omkring den fiktive Islevgård Skole i Rødovre. 

Fjerde sæson foregår på den fiktive skole Bavnegårdsskolen i Lundsager. 

Sangerinden Oh Land har sunget titelsangen 'Speak Out Now'.

Mille Dinesen har båret de samme jeans og den samme læderjakke i alle sæsoner. Jakken tilhører faktisk kostumieren på produktionen.

Men mødet med fortidens spøgelser og minder har været alt andet end nemt at tøjle for skaberen Christian Torpe og skuespiller Mille Dinesen, som spiller Rita Madsen.

Det var så anderledes i starten, og alt strittede på mig, fordi det var så svært

Mille Dinesen

Faktisk mener de begge, at fjerde sæson har været den sværeste af dem alle at skabe.

- Denne sæson er jo virkelig anderledes end de foregående sæsoner. Særligt fordi Rita pludselig har muligheden for at blive voksen. Hun lærer af sine fejl og udvikler sig, siger Mille Dinesen og fortsætter:

- Det var så anderledes i starten, og alt strittede på mig, fordi det var så svært. Tidligere satte Rita folk på plads, men nu endte hun flere gange med at stå som en idiot, siger Mille Dinesen.

Særligt scenen i sidste afsnit, hvor Rita bryder sammen og konfronteres af Hjørdis, fremhæver Mille Dinesen som den sværeste scene at indspille.

- I de andre sæsoner har vi ikke set hende ramme bunden så hårdt. Så det var meget atypisk for Rita, og det var en stor udfordring at spille, siger Mille Dinesen.

Se scenen herunder.

Når facaden krakelerer, kommer det sande ansigt frem. Video: Alexander Klemp

Historien fra 1985

En helt ny og gennemgående tråd i den nye sæson har været fortællingen om den unge Rita i 1980'erne. Den debuterende skuespillerinde Tessa Hoder var med til at portrættere, hvad der har formet Rita og gjort hende til den fandenivoldske lærerinde med hjertet på det rette sted.

Ifølge skaber og forfatter Christian Torpe var det enormt svært at få fortiden og nutiden til at smelte sammen til en helhed.

- Det var en kæmpe udfordring at få de to lag til at tale sammen. Og hvor det var svært for Mille at spille, så var det svært for mig at skrive, for Rita er slet ikke typen, som siger undskyld, siger Christian Torpe.

Han fortæller, at han ikke ville fortælle den "samme" historie om Rita som i de tidligere sæsoner.

- Man skal jo skubbe en karakter et sted hen. De kan ikke blive i det samme, for så bliver det kedeligt, siger Christian Torpe.

- Ritas dna er jo det rapkæftede. Men jeg endte med at blive rigtig glad for resultatet. Det klæder serien, at der er kommet mere drama og alvor, slutter Mille Dinesen.

Afstemning

Vil du gerne se en femte sæson med 'Rita'?