Her er nyheden, der vil glæde alle fans af 'Rita'

Efter stor efterspørgsel kan du nu høre musikken fra 'Rita', men husker du også disse klassikere fra tv-serier?

Nogle gange er musikken fra en serie så stærk, at man vil høre den uden at se serien. Eller også får man et skud nostalgi og kan huske sig tilbage til sofaen foran fjernsynet.

Der var mange seere, som havde lyst til at fortsætte med at synge med på sangen 'Dig og Mig' fra forrige afsnit af tv-serien 'Rita', som i øjeblikket sendes hver mandag på TV 2. 

Problemet var bare lige, at musikken kun var skrevet til serien og derfor ikke kunne nydes til ren aflytning. 

Men efter stor efterspørgsel har skaberne af musikken valgt at lægge nummeret og tre andre fra tv-serien ud, så det nu kan streames på Spotify og Google Play.

- Jeg er overrasket og stolt over, at der er en glæde og efterspørgsel efter musikken, og det var årsagen til, at musikken nu er udkommet, siger sanger og komponist Kristian Leth, som har skrevet flere af sangene med producer Fridolin Nordsø. Duoen skabte også hittet og titelsangen 'Speak Out Now' med sangerinden Oh Land.

Lyt til sangen 'Dig og Mig' på Spotify herunder. 

En helt speciel opgave

Komponisterne til musikken i 'Rita' havde fået den særlige opgave at skulle lave musik til en scene, som foregår i 1980'erne. En bunden opgave.

- Den skulle have effekt som de numre, vi kender fra den tid. Det var en sjov opgave, for det føltes lidt som at skrive et nummer, som findes i forvejen, siger Kristian Leth og fortsætter: 

- De to piger (Rita og Lea, red.) skulle have noget sammen om nummeret, så jeg prøvede at finde min mest ungdommelige stemme til sangen 'Dig og Mig'.

Kristian Leth er søn af instruktør og Tour de France-kommentator Jørgen Leth. Han er bosiddende i New York i USA, hvor han i øjeblikket skriver en bog, musik til to andre serier og et nyt album.

Udover 'Dig og Mig' findes også numrene 'Just Like Me' - også af Kristian Leth og Fridolin Nordsø. Dertil kommer to numre, som er skabt af Lasse Boman og gruppen Are We Brothers og hedder 'Carry On' og 'Calm Down'.

Tre andre musiknumre fra serier, som vi aldrig glemmer

Det er ikke kun 'Rita', som har kastet hits af sig. Tidligere serier har haft musiknumre tilknyttet, som er blevet populære eller ligefrem evergreens, og hvor man med det samme kan huske serien, når musikken bliver sat på. 

'Venner'

Chandler, Joey, Ross, Monica, Phoebe og Rachel fra tv-serien 'Venner'.
Chandler, Joey, Ross, Monica, Phoebe og Rachel fra tv-serien 'Venner'. Foto: Scanpix / Scanpix

Tv-serien 'Venner' var et gigantisk hit fra 1994 til 2004, hvor hvert afsnit begyndte med sangen 'I'll be there for you'. Sangen er komponeret af Michael Skloff, teksten er skrevet af Allee Willis, og duoen The Rembrandts fremfører den.

Duoen fik sin største succes med netop sangen til 'Venner' og kom aldrig rigtig tilbage med andet end det ene nummer. Oprindeligt var sangen kun lavet til serien og varede omkring et minut. Men da den amerikanske radiokanal WYHY lavede et loop på sangen på tre minutter, blev den så populær, at pladeselskabet pålagde duoen at lave en færdig sang.

The Rembrandts har siden opløst sig selv og er blevet genforenet flere gange. 

Hør nummeret herunder i introen til 'Venner'.

Strengt Fortroligt

David Duchovny og Gillian Anderson som de to FBI-agenter, som efterforsker sager med paranormale eller uforklarlige hændelser.
David Duchovny og Gillian Anderson som de to FBI-agenter, som efterforsker sager med paranormale eller uforklarlige hændelser. Foto: FOX / FOX

Den amerikanske film- og TV-komponist Mark Snow indspillede i 1996 det instrumentale tema til science fiction-serien 'Strengt Fortroligt'. Temaet fik kæmpesucces i de fleste lande - særligt i Frankrig, hvor det røg ind som nummer ét på single-hitlisten. Med en antydning af gyserstemning giver intro-musikken en aura af paranormale fænomener og paranoia.

Mark Snow kreerede ekkoeffekten i det berømte tema ved et tilfælde. Snow sagde, at han havde kørt kompositionen igennem adskillige gange, men skaberen af serien Chris Carter mente, at noget ikke var helt rigtigt. Carter gik ud af rummet, og Snow lagde sin hånd og underarm på sit keyboard i ren frustration. På den måde skabtes den særlige lyd.

Hør den herunder.

Matador

Jørgen Buckhøj i rollen som Mads Skjern, der er far til Daniel i den legendariske tv-serie 'Matador'.
Jørgen Buckhøj i rollen som Mads Skjern, der er far til Daniel i den legendariske tv-serie 'Matador'. Foto: Rolf Konow / DR

Der findes ikke nogen dansk tv-serie, som har samme klassiske status som DR-serien 'Matador'. Serien er i 24 afsnit og blev produceret i 1978-1981. Titelnummeret er skrevet og spillet af komponisten Bent Fabricius-Bjerre på få dage. 

- Jeg er faktisk ikke tilfreds med slutningen på melodien til 'Matador'. Den er dårlig og kedelig, men jeg kunne ikke finde på andet, har Bent Fabricius-Bjerre tidligere fortalt til Søndagsavisen.

Hver gang serien genudsendes på tv, ryger et lille beløb ind på kontoen hos den erfarne musiker. Selv ser han sjældent afsnittene mere, da han kender dem ud og ind. Han afslutter dog alle sine koncerter med titelnummeret fra serien.

Tv-serien 'Rita' sendes hver mandag på TV 2 klokken 20.00. Du kan også se snigpremiere og alle foregående afsnit på TV 2 PLAY.