Derfor er 'Vild med dans’-deltager stadig bange for at blive grinet af

Efter første liveshow fik elitesvømmeren og dansepartneren en snak om, hvorfor hun virkede så indelukket.

Hele familien Danmark har fulgt med, når svømmer Mie Ø. Nielsen de seneste tre fredage har kastet sig ud i at lære at danse i ’Vild med dans’.

Men Mie Ø. Nielsen har ikke selv set så meget som et sekund af sine tv-optrædener:

- Hvis jeg ser det, så ved jeg, at jeg kommer til at kritisere mig selv for hårdt. Så vil jeg hellere bare høre, at folk siger, at jeg er god, og så ikke se det selv, siger hun.

Mies store frygt er, at folk griner ad hende, og det har det altid været – lige siden hun som barn blev drillet i skolen.

Stankelben, briller og bøjle

Som barn var Mie Ø. Nielsen et hoved højere end alle de andre i klassen, hun begyndte at gå med briller, og så var hun meget tynd - blandt fordi hun trænede så meget svømning.

- Jeg blev kaldt stankelben, giraffen, alle mulige ting, fortæller hun.

Drillerierne tog til, da hun fik ganebøjle, der gjorde, at hun talte anderledes.

- Når jeg så skulle læse højt i klassen, læspede jeg, og så grinede alle de andre af mig.

Mie Ø. Nielsen flyttede skole i syvende klasse, men der var det allerede for sent.

- Der var jeg på en måde allerede ødelagt, for jeg var blevet meget mere tilbageholdende. Jeg var ikke den der rakte hånden op i timerne, selvom jeg kendte svaret, for jeg var bange for at svare forkert.

Hun kæmper stadig med de ting, hun oplevede i sin skoletid.

- Jeg lever jo lidt i min egen boble, og jeg er stadig bange for at folk griner ad mig, at jeg gør noget forkert, eller at folk kritiserer mig.

Måtte fortælle det hele til Mads

Derfor har det også været noget af en omvæltning for svømmepigen at være med i ’Vild med dans’, hvor hun skal klædes ud og optræde i noget, hun ikke er vant til.

- Jeg bliver jo nødt til at komme ud af min indelukkede skal, og det er derfor, det her er så fedt. Det er virkelig en personlig rejse.

Jeg prøver at give hende den der selvtillid, som hun ikke har haft som barn,

Mads Vad

Dansepartner Mads Vad kunne godt mærke på Mie Ø. Nielsen, at der var noget, hun ikke fortalte ham:

- De første to-tre uger hvor jeg var sammen med Mie, kunne jeg mærke den her indelukkethed, der var over hende. Hun sagde få ord, men der var altid et glimt bagved, så jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at der var noget, men jeg skulle bare få det åbnet op, siger han.

Efter første liveshow fik de to sig en god snak.

- Jeg snakkede med Mie, om det var fordi, hun var vant til at lukke sig inde og svømme. Men så fortalte hun, og hun har faktisk aldrig rigtig fortalt nogen om det før, at hun blev mobbet og drillet som barn, og så gav alt mening for mig.

Samba er næste mål

Nu arbejder de to hårdt på, at Mie Ø. Nielsen kommer mere og mere "ud af sin skal”.

- Jeg prøver at fortælle hende, hvor vidunderlig hun er, og at hun er en sindssyg flot pige. Jeg prøver at give hende den der selvtillid, som hun ikke har haft som barn, siger Mads Vad.

Mie og Mads er kommet tæt på hinanden, efter Mie har fortalt ham om sin svære skoletid.
Mie og Mads er kommet tæt på hinanden, efter Mie har fortalt ham om sin svære skoletid. Foto: TV 2

 Særligt en dans ville være en succes.

- Det vildeste, der kunne ske, var, hvis vi skulle danse en samba eller en rumba, som man virkelig ikke kan danse uden at tro på sig selv. Hvis Mie virkelig nailer den, så er vi kommet næsten i mål, siger han.