Vild med dans

Svipser i 'Vild med dans' - I kan tale til mine bryster

Der kan ske lidt af hvert på live-tv. Sarah Grünewald reagerede lynhurtigt, da hun fredag aften havde glemt noget vigtigt.

- I kan tale til mine bryster.

Tv-vært i 'Vild med dans', Sarah Grünewald' måtte fredag træde vande på finurlig vis, da hun havde glemt en vigtig detalje. Nemlig en mikrofon til at interviewe deltagerne med backstage. 

- Jeg havde selv lagt mikrofonen oppe ved dommerne og glemt at få den med ind i green room, som er omme bagved hos mig, fortæller hun og fortsætter: 

- Det gik desværre lidt for sent op for mig, fordi jeg stod og nød vores kære dansere på gulvet, som er René og Jenna. Idet de kommer ud, finder jeg ud af, at jeg ikke har nogen mikrofon, og det er noget rigtig møg.

René og Jenna havde netop været på gulvet til en vals, der sluttede med kys på kinden.

- Det er det, der sker, når vi laver live-fjernsyn, men så kan seerne også se, at vi ikke er robotter.

Grunden til, at Sarah Grünewald nævnte, at deltagerne kunne tale til hendes bryster, er, at hun har en mikrofon siddende på tøjet. 

- Det var for at give mig selv et kompliment, for min mikrofon sidder helt oppe ved halsen, og det gør mine bryster bestemt ikke, efter jeg er blevet mor. Så det var også for at rose mig selv lidt, joker hun. 

Finale-panik

Tv-værten husker tilbage på en anden gang, hvor hun skulle reagere hurtigt - det var første gang, der blev afholdt en 'Vild med dans'-finale i Horsens. 

- Vi har en prompter, når vi har de store shows. Og den var ikke tændt, fortæller hun. 

Derfor begyndte Claus og hende at træde vande og sige noget i stil med: "hvor er det fantastisk at være her, skøn stemning, flot sal og så videre". Det måtte de blive ved med, indtil prompteren med værternes replikker kom op at køre.

Grünewald mener, at de reddede det, så det ikke var noget, publikum lagde mærke til, men "jeg ved, at dem der sad i kontrolrummet kunne høre, at vi overhovedet ikke sagde, hvad der stod".

Se aftenens program kogt ned til 59 sekunder lige her:

3. program af årets 'Vild med dans' kogt ned til 59 sekunder. Video: Anders Masannek Jørgensen

Se 'Vild med dans' hver fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.