Kidman kyssede svensk stjerne for øjnene af manden - og så vågnede Twitter
Et flygtigt kys i en glædesrus har fået de sociale medier til at koge.
Den svenske skuespiller Alexander Skarsgård og den australske Hollywoodstjerne Nicole Kidman har skabt overskrifter med et kys på munden under tv-branchens store prisfest.
Øjeblikket blev opsnappet af kameralinser, efter den svenske skuespiller natten til mandag vandt en Emmy-pris for sin rolle i HBO-successen 'Big Little Lies'.
Da han passerede sin medskuespiller og hustru i serien, blev der udvekslet et hurtigt kys.
Med sig i salen havde Nicole Kidman sin mand, Keith Urban, og hele optrinnet har forvirret en del brugere på de sociale medier.
Se nogle af reaktionerne herunder:
Dedikerede prisen til familien
Det var ikke kun 41-årige Alexander Skarsgård, der blev hyldet for sin rolle i 'Big Little Lies'.
Også 50-årige Nicole Kidman vandt en pris for sin rolle i den populære serie, og hun dedikerede den til sin musikermand og børn.
Ingen af de implicerede har kommenteret kysset, men Keith Urban har til gengæld skrevet på Twitter, at han er meget stolt af sin hustru, efter hun vandt.
Manuskriptmæssige huller
Miniserien 'Big Little Lies' modtog i alt otte Emmy-statuetter.
Tv-serie-entusiast Frederik Dirks Gottlieb mener, at priserne til skuespillerne er velfortjente, men han så hellere 'Fargo' vinde for bedste miniserie.
- 'Big Little Lies' har nogle manuskriptmæssige huller, men på skuespillerfronten kan man ikke sætte en finger på den. Det er et ekstremt stærkt cast, og det er hovedsageligt der, den trækker priserne hjem, og det er fuldt ud fortjent, siger han.