Voice Junior

Gammel klassiker udløser spontan svingom for første gang

14-årige Donnchadh Caimbeuls med de skotske aner fik danseglæden frem under sin audition.

- Det er første gang, at Joey og jeg har været oppe og danse. I fem sæsoner. Det skal der altså noget helt særligt til. 

Det udbrød sangerinden Oh Land, hvis rigtige navn er Nanna Øland Fabricius, efter hun under 'Voice Junior' lørdag aften blev budt op til dans af sin medcoach i programmet, Joey Moe. 

De to coaches vendte sig om til 14-årige Donnchadh Caimbeuls version af Everly Brothers-sangen 'All I have to do is dream'.

Joey Moe og Oh Land ville begge gerne have Donnchadh på deres team.

- Det var hele kombinationen af hans stemme, energi og sangvalget, der var helt utrolig dejligt. Det eneste rigtige, man kunne gøre, var at begynde at danse, fortæller hun efterfølgende.

Se den spontane dans og Donnchads sang i videoen øverst på siden

- Det havde jeg ikke set komme

Dermed er Donnchadh nu sikret en plads videre i sangkonkurrencen, og så oplevede han samtidig dansen på nærmeste hold. 

- Det var rimelig sjovt. Det havde jeg ikke lige set komme. Det var fedt, for det betød, at de godt kunne lide det, siger den 14-årige deltager, der er fra fynske Stenstrup og som går i 8. klasse. 

Selv prøvede han at bevare fokus på teksten og på sin stemme.

- Jeg var rigtig nervøs, siger han om at skulle på scenen og uddyber: 

- Det var både det der med at være på tv, og man vil gerne imponere folk og gøre sit bedste. 

Hør hele Donnchadh Caimbeuls sang herunder: 

Voice Junior: Donnchadh 14 år Video: Karoline Lunddal Dam

Derfor blev klassiker valgt

Den 14-årige deltagers mor er halvt englænder og halvt dansk, mens hans far er skotte. Derfor har Donnachadh et skotsk navn, som udtales 'Duncan', når det ikke er den lokale version.

Han er født og opvokset i Danmark, og har tidligere været forsanger i et band på sin ungdomsskole. Det var efter en optræden på en festival i Aalborg sidste år, at han blev opfordret til at sende en video ind til 'Voice Junior'. 

Lørdag aften imponerede han så til sin blind audition med sangen 'All I have to do is dream', der oprindeligt blev udgivet i 1958. Han hørte om den gamle klassiker, efter hans far spillede den. 

- Jeg synes, den er ret god og passede meget godt til min stemme. Den er stille og rolig, og ikke ligesom alle de andre sange. Så den skilte sig lidt mere ud, siger Donnachadh, der har en bred musiksmag, der inkluderer alt lige fra rock, hip-hop til RnB.

Han er helt sin egen og virker som én, der tør skille sig ud, og det er altid noget, der tiltaler mig rigtig meget

Oh Land

 - Da de vendte sig om, blev jeg virkelig, virkelig glad og tænkte: "Yes, jeg gjorde det!"

Da han kom ud til familien, der inkluderer seks søstre, efter sin audition, fik følelserne frit løb og glædestårerne kom frem.

Donnachadh valgte Oh Land som sin coach, fordi han både kan relatere til hendes musik og synes, hun er sej i sin væremåde og stil. Hun er også imponeret over sit nyeste medlem af 'Voice Junior'-holdet.

- Han er helt sin egen og virker som én, der tør skille sig ud, og det er altid noget, der tiltaler mig rigtig meget, siger hun.

Se 'Voice Junior' hver lørdag klokken 20 på TV 2 eller se programmet på TV 2 PLAY. 

Donnchadh har seks søstre og sammen med moren, fulgte de med under hans blind audition. Til venstre er vært Mikkel Kryger.