Voice Junior

Skyndte sig på scenen for at give deltager et kram - derfor blev hun så rørt

Nikoline Gomes Andersen kunne ikke stoppe tårerne under sin audition.

Inden 11-årige Nikoline skulle op på scenen under sin audition til 'Voice Junior', havde hun sagt til sig selv, at hun ville forsøge at tage det afslappet, hvis der blev trykket på knappen, og en eller flere coaches vendte sig. 

De røde knapper afgør, om man er sikret en plads videre i sangkonkurrencen. 

Men da det så skete efter kort tid, og de tre coaches vendte sig, var følelserne helt overvældende. 

- Mange fra publikum siger "wow", og så trykker alle tre coaches på knappen. Og så begynder jeg at få glædestårer i øjnene, fortæller Nikoline Gomes Andersen, der er fra Glostrup. 

- Jeg blev rigtig overrasket, lige da jeg så det og tænkte: "Er det virkelig rigtigt?"

Man mister kontrol over stemmen

Hun stoppede med at synge, fordi hjertet hamrede afsted, og tårerne trænge sig på. Coachene skyndte sig op på scenen for at give hende et kram, og sanger og coach i konkurrencen Wafande løftede hende op.

Efter en kort pause var Nikoline klar til at synge 'Lego House' med Ed Sheeran færdig. 

- Du er så god. Jeg kan godt forstå, du bliver rørt, når vi helt uhæmmet trykker på knapperne og vender os om, lød det fra Wafande, mens medcoach og sangerinden Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, bemærkede:

- Når man græder, mister man totalt kontrollen over sin stemme. Det, at du kunne det og komme tilbage og bare synge så sikkert og smukt og have den kontrol, synes jeg, var virkelig imponerende.

Her kan du høre hele Nikolines sang under den første blind audition: 

Voice Junior: Nikoline 11 år. Video: Ida Zander Jensen

4. klasse-eleven, der er glad for popmusik og drømmer om en sangkarriere, valgte Oh Land som sin coach.

- Jeg tænkte, vi kunne arbejde rigtig godt sammen, og hun laver nogle gode sange, siger Nikoline.  

"Det kunne jeg godt dengang"

Nikolines mor, Zelia Gomes, stod backstage, og både hun og Nikolines søster mærkede tårerne presse på. 

- Hun (Nikoline, red) blev overrasket, da de alle trykkede på knappen. Det var så hurtigt. Hun havde regnet med én af gangen, siger hun.

Samtidig synes Zelia Gomes, det var synd for datteren, at hun måtte gå igennem den følelsesmæssige rutchetur på scenen.  

- Vi var allesammen helt rørte. Det var en udfordring for hende, og jeg synes, det var stort og flot, siger hun.

Det at turde stille sig op er noget hendes datter fremover kan bruge i andre sammenhænge, mener moren.

- Når hun skal op og fremlægge i skolen og den slags, håber jeg, at hun tænker: "Det kunne jeg godt dengang".

Efter Nikolines blind audition fejrede familien de gode nyheder ved at tage en tur på gokartbanen

Nikoline (tv) fejrede med familie og venner, at hun er gået videre i 'Voice Junior'.

Se 'Voice Junior' hver lørdag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.