Underholdning

Fem ting der ikke gav mening i 'Game of Thrones' - og den ene kaldes 'decideret latterlig'

Særligt én ting var decideret latterlig.

***** DENNE ARTIKEL INDEHOLDER MASSIVE SPOILERS OM 'GAME OF THRONES'*****

Syvende sæson af fantasy- og middelalderserien 'Game of Thrones' er slut.

En serie som mange danskere har fulgt siden første afsnit blev sendt over skærmen i 2011.

Men selvom serien har mange fans verden over, har der især i den seneste sæson været ting, som ikke har givet mening. Og det er meget ærgerligt, hvis man spørger Tobias Bukkehave, der er forfatter og ekspert i tv-serier.

HVEM ER 'WHITE WALKERS'?

White walkers eller ‘hvide vandrere’, som er den fordanskede version, er et folk i 'Game of Thrones', som lever nord for muren. De giver os flashback til 'Ringenes Herre' og de døde konger – i hvert fald på udseendet. White walkers er en slags hærførere for de levende døde, og Nattens Konge er den øverste white walker.

1. Murens fald

I 81 minutter sad millioner af fans klistret til skærmen for at se sidste afsnit i sæson syv, 'The Dragon and the Wolf', som indtil videre er tv-seriens længste afsnit. Og Tobias Bukkehave starter med at påpege en scene fra netop det afsnit, som han synes halter.

- Murens fald var decideret latterligt. White walkerne fik dragen ved et tilfælde, så det betyder, at hvis de ikke havde fået dragen, ville de have stået og ventet ved muren? Som en hardcore fan, så var det altså en af de ting, der virkelig gik mig på ved denne sæsonafslutning, siger Tobias Bukkehave.

Men måske viser det sig, at det ikke var så tilfældigt, at dragerne blev lokket nordpå. Det er der i hvert fald fans, der spekulerer i. Svaret får vi - formentlig - om et par år, når sidste del af serien vises.

2. Tidsperspektivet

En anden og mere generel ting, der igennem hele sæsonen har generet den dedikerede fan, er, at mange af karaktererne bevæger sig for hurtigt fra det ene sted til det næste i forhold til, hvad der er realistisk. Derudover er der blevet skruet op for handlingstempoet.

Det var en unødvendig og ulogisk risiko, som kun tjente det formål at gøre scenen mere spændende.

Tobias Bukkehave, forfatter og ekspert i tv-serier

- Tidsperspektivet skrider ind i mellem. Der er mange steder, hvor ting går alt for hurtigt, og generelt kan man sige, at serien er blevet gevaldig 'tv-ficeret', når det kommer til fortælletempoet, siger Tobias Bukkehave.

3. Udflugten med Jon Snow

En tredje ting, som ikke giver mening, sker, ifølge Tobias Bukkehave, i det næstsidste afsnit. Her tager en stor del af seriens centrale karakterer nemlig nordpå for at hente en levende død.

HVEM ER HVEM i 'GAME OF THRONES'?

Jon Snow: Længe troede man, at han var den uægte søn af daværende 'hovedperson' Ned Stark, men i virkeligheden er han den ægte tronarving til Westeros. Han er søn af Rhaegar Targaryen, bror til Daenarys Targaryen, og Lyanna Stark, søster til Ned Stark.

Daenarys Targaryen: Hun er søster til Rhaegar Targaryen og Viserys Targaryen, faster til Jon Snow og det yngste barn af den tidligere kong Aerys II Targaryen, der blev væltet fra Jerntronen under Roberts Rebellion.

- Det var helt sort, at Jon Snow skulle med ud for at hente en levende død, som de kunne vise frem for Cersei. Hvorfor skulle han med? Det var en unødvendig og ulogisk risiko, som kun tjente det formål at gøre scenen mere spændende, siger Tobias Bukkehave.

Traileren til Game of Thrones sæson syv. Video: Stine Gliese

4. Nattens Konge der kastede

Og så er der selvfølgelig det indlysende paradoks, som de fleste fans nok har undret sig over, allerede mens de så det næstsidste afsnit.

- At Nattens Konge kastede isspyddet efter den flyvende drage, var tåbeligt. Han kunne have kastet efter den drage, som Daenerys Targaryen red på, og som faktisk stod stille på jorden, siger Tobias Bukkehave.

5. Jon Snows navn

Sidst men ikke mindst sker der noget pudsigt i sæsonens sidste afsnit. Her bliver Jon Snows oprindelige navn afsløret. Det viser sig, at hans forældre Rhaegar og Lyanna har valgt at kalde ham for Aegon ved fødslen. Men Rhaegar har allerede en søn, der hedder Aegon fra et tidligere ægteskab. Mærkeligt?

Nedenfor kan du stemme på, hvad der gav mindst mening for dig i sæson syv.

Afstemning

Hvad gav mindst mening i sæson syv?