Grevinde Alexandras eksmand med i 'Klovn': - Jeg kan næsten ikke holde ud at se det
Martin Jørgensen har længe holdt lav profil, men så blev han spottet på et cykelhold under optagelserne til 'Klovn'.
Grevinde Alexandras tidligere ægtefælle og den tidligere stedfar til de to prinser Felix og Nikolai har gået stille med dørene efter skilsmissen fra grevinden og den nye kærlighed med arkitekten og tv-værten Eva Harlou.
Men så dukker han pludselig op under optagelserne til den kommende og meget ventede syvende sæson af tv-serien 'Klovn'.
- Jeg kender Casper (Christensen, red.) og Frank (Hvam, red.) en smule. De tog fat i mig og spurgte, om jeg ville være med. Jeg ved ikke, hvordan publikum vil reagere på at se mig, men jeg er sikker på, at det bliver sjovt, siger Martin Jørgensen til TV 2 og afslører, at han er fan af 'Klovn'.
- Jeg har altid godt kunnet lide 'Klovn' og har set det meste gennem tiderne. Men jeg kan ikke altid holde ud at se det færdigt, fordi det bliver så pinligt, at tæerne er på vej ud af skosålerne. Så skruer jeg væk, siger han.
Martin Jørgensen spiller sig selv i 'Klovn', hvor han er med på Casper Christensens mountainbikehold, Mountain Lions. Et cykelhold, som Frank Hvam forfærdeligt gerne vil med på.
Casper Christensen lagde mandag dette billede fra optagelserne til 'Klovn' på sin Instagram-profil. I baggrunden ses Martin Jørgensen tydeligt.
Han har længe arbejdet som fotograf på adskillige produktioner, men det er første gang, han har stået foran kameraet, hvor han skulle sige replikker, han selv skulle finde på.
Se de nye afsnit i den nye sæson af 'Klovn' før alle andre
- Det er smaddersjovt, og alle er søde og dygtige på settet. Der er jo meget improvisation i 'Klovn', hvor vi får en retning, og så kører vi efter det, hvor vi hver byder ind på optagelse, siger han.
Martin Jørgensen lagde selv dette billede på Instagram, hvor han er på optagelse til 'Klovn'.
To år efter skilsmissen
For cirka to år siden kom det frem, at grevinde Alexandra og Martin Jørgensen skulle skilles efter otte års ægteskab.
Ifølge grevinden var det hende, der tog beslutningen om skilsmisse.
- Når man bliver gift, så er der mange følelser involveret, og man håber, at det varer for livet, så det er en stor og hård beslutning at tage, men den har jeg truffet nu, sagde hun i et interview med Ritzau.
- Når man kan se, at der ikke er en fælles fremtid, og at der er nogle grundværdier, vi alle sammen har i et ægteskab, der bliver for forskellige, så er man nødt til at tage det op til revision, sagde hun videre.
Kort efter bruddet stod Martin Jørgensen og arkitekt og tv-vært Eva Harlou frem og fortalte, at de var blevet kærester.
Optagelser i fuld gang
Den nye sæson af 'Klovn' er i fuld gang med at blive optaget, primært på Frederiksberg i København. I alt 10 afsnit bliver det til, hvor Frank Hvam og Casper Christensen vender tilbage til hverdagen igen efter de to 'Klovn'-film.
- Vi har savnet de små historier. Igennem to spillefilm har vi arbejdet med det store drama og de store følelser, hvor alt var på spil. Det har været sjovt, men også voldsomt. Nu glæder vi os til at vende tilbage til hverdagen og grine af de små ting. Hvor et helt afsnit kan gå med at fange en muldvarp eller klage over en fordærvet pebersovs. Og så gøre det til et stort problem, sagde Casper Christensen og Frank Hvam tidligere til TV 2.
Sidste sæson foregik i 2009, men selvom det er hele otte år siden, vi forlod serien, så foregår den nye sæson i 2017. Der er således sket en masse hos Frank og Mia.
- Vi starter i 2017. Sådan har vi altid arbejdet. Vi følger med tiden, men karaktererne ændrer sig ikke. Frank er stadig en klovn, lød det tidligere fra Frank Hvam til TV 2.
Der er endnu ikke sat en officiel premieredato på syvende sæson af 'Klovn', men det forventes at blive i 2018.
Se flere sjove scener fra 'Klovn' herunder.