GO'

30-årig jomfru udstiller sig selv på pæl i 42 timer

I glas og UV-lys har en kunstner ført sig frem som magisk væsen.

Julian Juhlin er 30 år, kunster og har aldrig haft sex.

Det faktum har han brugt i sin seneste kunstinstallation, hvor han har rejst Danmark rundt i rollen som jomfru.

- Og det er ikke stjernetegnet, jeg referer til her, fastslår Julian Juhlin og tilføjer:

- Jeg har fundet ud af, at jomfruen er en magisk skikkelse.

Bisværme og enhjørninge

Ifølge gammel overtro kan en jomfru gå igennem sværme af bier uden at blive stukket, forklarer han.

Tilmed kan jomfruen efter sigende stirre ind i solen uden at blive blind og genoprette flammen i et slukket lys.

- Og så er jomfruen det eneste væsen, der kan tale med en enhjørning, siger Julian Juhlin.

Zoologisk superstar

Med den beskrivelse på et lille infoskilt, ”fuldstændig som på zoologisk museum”, har han i 14 danske byer udstillet sig selv i et glasbur.

Her har han badet i UV-lys klamret sig til en birkepæl i tre timer hvert sted. 42 timer i alt.

Mellem byerne har han i rollen som den skrøbelige og magiske del af sig selv rejst rundt bag tonede ruder i en hvid limousine ”som en anden superstar”.

I hvid limousine har Julian Juhlin (i glasburet til højre) rejst rundt og udstillet sig selv som jomfru i 14 danske byer.

Del af sig selv

Julian Juhlin forklarer, at han hverken er flov eller ked af at være 30 år og jomfru.

I stedet ser han det som en facet af sin personlighed, som han i kunstværket får lov at udforske.

- Det er ikke sådan, at jeg aldrig nogensinde har tænkt en seksuel tanke i mit liv. Men jeg har aldrig været tiltrukket af at gøre det med nogen konkret, siger Julian Juhlin.

Frække tilbud

Undervejs på sin turné som jomfru har han oplevet mange forskellige reaktioner.

- Nogle er blevet meget rørt over den sårbarhed, som de har kunnet se ud af det her, siger han.

I samlet 42 timer har 30-årige Juhlian Juhlin udstillet sin jomfru-rolle som et skrøbeligt og magisk væsen.

Andre, forklarer han, har tænkt, at det var ”hat og briller”, mens endnu andre har heilet, vist deres kønsdele eller tilbudt ham at afslutte jomfru-rollen ved hjælp af en prostitueret.

Det er absolut en gennemgående reaktion, siger Julian Juhlin.

40-årig jomfru?

Selvom han medgiver, at projektet for mange kan være for ”arty-farty”, fortæller han, at han er ”ude i et poetisk ærinde”.

Og på trods af de mange tilbud fra tilskuerne, er han på sin vis ikke bleg for at fortsætte til 40 år uden sex.

- Jeg må jo også tage mig lidt af den her jomfruskikkelse, siger han.

- Vi kan ikke bare skalte og valte med noget så vigtigt som kunsten.