Underholdning

Verdens mest afspillede sang runder 4,6 milliarder afspilninger

Samarbejdet til det spanske pophit opstod ved et tilfælde.

På et halvt år er det lykkedes ørehængeren 'Despacito' at blive verdens mest streamede sang. 

Med 4,6 milliarder afspilninger på globalt plan har den puertoricanske sanger Luis Fonsi og rapperen Daddy Yankee sat sig solidt på førstepladsen.

Der ligger den også lige nu på den danske airplay-hitliste. 

Universal Music har meldt rekorden ud, som betyder, at Justin Biebers 'Sorry' fra 2015 ikke længere topper listen. Den er til sammenligning blevet streamet 4,38 milliarder gange. 

Vi kan mumle os frem

Men Bieber er nok ikke ked af at blive væltet af pinden, for den canadiske popsanger synger også med på en remix-version af den latinamerikanske sang, hvilket katapulterede den til et globalt hit. 

- Det er et virkelig godt nummer. På trods af at det er spansk, kan vi allesammen godt synge 'Depacito', og vi kan godt mumle de andre ord, selvom vi ikke kan dem, siger Sandie Westh, der er radiovært på P7 MIX. 

Hun mener, det er en genistreg, at sangen først blev et hit i Sydamerika, og at Justin Bieber derefter blev koblet på. 

- Du har en sang, som er stor i forvejen, og så tager du tidens nok største artist og propper på. Så får du bare et kæmpestort hit, siger radioværten. 

Det er kombinationen af de to 'Despacito'-sange, der har sikret den globale førsteplads. Den originale sang uden Bieber er blandt andet set over 2,6 milliarder gange på YouTube.

Herunder er remixet med Justin Bieber, som er hørt over 420 millioner gange på YouTube: 

Verdens tre mest streamede sange

Luis Fonsi: 'Despacito' (ft Daddy Yankee and Justin Bieber) 4,6 milliarder afspilninger

Justin Bieber: 'Sorry' 4,38 milliarder afspilninger

Ed Sheeran: 'Shape of You' 4,07 milliarder afspilninger 

Kilde: BBC, 19. juli 2017

Tilfælde at Bieber kom med

Faktisk var det et rent tilfælde, at den canadiske popstjerne endte på den udenlandske sang.

Ifølge Luis Fonsi havde Bieber hørt tonerne på en natklub i Colombia under sin turné, hvorefter han ville være en del af hittet, der oprindelig blev udgivet uden ham i januar. 

- Justin så, hvordan alle reagerede på sangen. Den næste dag ville han i studiet og optage den. Så sagde jeg: "Ja, send ham tracket! Lad os gøre det", lyder det fra Fonsi. 

Derefter blev samarbejdet og succesen en realitet - også selvom Bieber for et par måneder siden havnede i medierne, da han øjensynligt ikke kunne huske den spanske tekst under en optræden. 

Sangeren Luis Fonsi takker for førstepladsen:

'Macarena' var sidste spanske hit

'Despacito' betyder "langsom", og det er en reference til sangerens scorestrategi.

Ifølge BBC har sangen toppet hitlister i 35 lande, og det er desuden den første spanske sang, der er nået til tops i USA i 20 år siden dansehittet 'Macarena'.

Radiovært Sandie Westh mener, at fordi 'Despacito' er gået hen og blevet et vaskeægte sommerhit, vil den vække minder mange år frem - ligesom 'Macarena'-klassikeren:

- De her sommerhits, der virkelig har gjort indtryk, de er overhovedet ikke døde, de lever videre. Om 20 år, når vi står til en fest, og 'Despacito' kommer på, så bliver vi nostalgiske, siger hun.