Sukkertoppen

Dommerne i ’Sukkertoppen’: Det her kan de ikke blive enige om

Der er én klassisk konditordyd, som den ene hader og den anden elsker.

De to kagemænd og dommere i ’Sukkertoppen’, Ronnie Holmen og Nikolaos Strangas, elsker desserter og søde sager.

Selvom de hurtigt kan blive enige om, hvornår chokoladen har det rette knæk eller om snittet står knivskarpt, så er der også en del af kagebedømmelserne, der handler om personlig smag.

Og her er der særligt én klassisk konditordyd, de to dommere er fuldstændig uenige om: Marcipanrosen.

- Jeg hader marcipanblomster! Det ser ikke godt ud, det smager rigtig dårligt, og det giver ingen mening at komme på kager i 2017. Vi må da være kommet videre, siger Nikolaos Strangas.

Hellere granskud

Strangas er uddannet dessertkok i sit hjemland Grækenland, men har siden arbejdet på Hilton i flere lande, før han landede i Danmark, hvor han har kreeret desserter for Hotel D’Angleterre og michelinrestauranten Era Ora.

- Jeg kommer udefra og kommer med en anden kultur og mentalitet og syn på kagerne, og Ronnie har en dansk kultur, så vi supplerer hinanden godt, siger han.

Og hvad er så marcipanblomstens arvtager, ifølge den græskfødte dessertkok?

- Det må være granskud. De skal op på kagen, ind i kagen, syltes, hvad som helst.

Ronnie: Det er et flot håndværk

Og måske er det Strangas’ baggrund i den mere eksperimenterende restaurationsbranche, der er skyld i hans had til marcipanblomster. Det mener hans meddommer Ronnie Holmen i hvert fald.

- Han hader dem bare, fordi han er så nynordisk, siger Ronnie Holmen drillende.

Ronnie Holmen er uddannet konditor fra La Glace, har været tilknyttet kokkelandsholdet og arbejder til daglig hos Odense Marcipan, hvor han leder og udvikler fagcenteret.

- Jeg synes, det er et virkelig flot håndværk, og det er faktisk det, jeg bliver spurgt allermest om: ”Lær mig at lave en marcipanrose.” Det er noget, folk gerne vil kunne.

Ronnie har selv mestret marcipanrosen længe, han begyndte nemlig at beskæftige sig professionelt med kager som bare 14-årig, hvor han kom i lære på La Glace i København.

- Vores baggrund er meget forskellig, og jeg er nok mere klassisk udlært, hvis man kan sige det sådan. Jeg er mere fokuseret på det visuelle og kan nogle andre teknikker end Nikolaos, som er meget fokuseret på smag og lidt mere moderne gastronomi, siger Ronnie Holmen.

Vi skal spise flere kager

Fælles for begge dommere er dog, at de gerne vil indvie danskerne i konditorfagets kunst.

- De sidste ti år har det været en del af min mission at få danskerne til at få øjnene op for konditorkager. Vi har sindssygt gode bagerier i Danmark, men når det kommer til kager og konditorier, så er vi bagefter. Det vil jeg gerne løfte op og få danskerne til at spise flere – og især bedre – kager, siger Nikolaos Strangas.

Føler du, at du har set de to dommere på skærmen før, så er det ikke tilfældigt. Ronnie Holmen har været gæstedommer i ’Masterchef’ og Nikolaos Strangas er et kendt ansigt på TV 2s ’Godmorgen Danmark’, hvor han kommer forbi tv-køkkenet og laver desserter og kager.

Sukkertoppen bliver sendt mandagklokken 20.00 på TV 2.