Underholdning

'Game of Thrones' slår rekord - så mange så med

Premieren på 'Game of Thrones' sæson syv samlede millioner og atter millioner. VASILY MAXIMOV / Scanpix Denmark

Serien adskiller sig fra danskernes klassiske favoritserier.

Millioner og atter millioner sad klistret til skærme verden over, da 'Game of Thrones' familiedynastier natten til mandag dansk tid genoptog kampene.

Alene i seriens hjemland, USA, fulgte 16,1 millioner mennesker med, og det er rekord for kanalen og streamingtjenesten HBO, der viser serien. 

Det er nemlig mere end fem millioner flere seere end seriens tidligere premiereafsnit. 

Succesen slog også rekord herhjemme

I Danmark vises serien af streamingkanalen HBO Nordic. De opgiver ikke deres officielle seertal, men siger til TV 2. 

- Sæsonpremieren har været den største succes til dato, og vi er meget tilfredse med den overvældende interesse. Selv klokken 03.00 om natten var der rekordmange, der så med, lyder det fra Tom Nielsen, europæisk pressechef i HBO.

I forbindelse med sidste sæsonpremiere lagde de da heller ikke skjul på, at serien har stor betydning for deres forretning. 

- Det er klart, at en så stor og populær serie som 'Game of Thrones' har en positiv indvirkning på antallet af abonnenter, sagde Christina Sulebakk​, Executive Vice President i Marketing i HBO Nordic, dengang til Berlingske.

Langt fra de klassiske favoritter

Når 'Game of Thrones' byder på drager og andre overnaturlige væsner, så skiller den sig i den grad ud fra andre seriesucceser herhjemme. 

Her er nostalgien i højsæde i handlingen, og serierne kan ses på den klassiske tv-skærm - ikke kun på nettet. 

I år har historiske dramaer som både 'Badehotellet' og en nyrestaureret udgave af 'Matador' klaret sig godt.

Mens premieren på sagaen om Korsbæk trak knap 1,2 millioner seere i maj, så tjekkede 1,5 millioner ind på 'Badehotellet', da det åbnede for fjerde sæson i januar.

Se her, hvilke danske serier danskerne husker bedst og elsker mest ifølge et studie fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

Her er danskernes danske favoritserier

  1. Matador

    Matador

    Historisk drama fra 1978 til 1981. 

  2. Borgen

    Borgen

    Samtidsdrama fra 2010 til 2013.

  3. Rejseholdet

    Rejseholdet

    Krimi fra 2000 til 2004.

  4. Badehotellet

    Badehotellet

    Historisk drama fra 2013 og stadig kørende. 

  5. Forbrydelsen

    Forbrydelsen

    Krimi fra 2007 til 2012.

  6. Arvingerne

    Arvingerne

    Samtidsdrama fra 2014 til 2017.

  7. Rita

    Rita

    Samtidsdrama fra 2012 og snart aktuel med fjerde sæson i august 2017.

  8. Broen

    Broen

    Krimi fra 2011 til 2015.

  9. Krøniken

    Krøniken

    Historisk drama fra 2004 til 2007.

  10. 1864

    1864

    Historisk drama fra 2014.