Sukkertoppen

’Sukkertoppen’-vindere efter kagekiks: - Vi følte, vi gjorde os selv til grin

Det blev publikums stemmer, der sikrede Mark og Mads sejren på trods af flere fodfejl.

Der er meget på spil, når man vælger at udstille sine faglige færdigheder for rullende kameraer på landsdækkende tv.

Det måtte de to konditorer Mads Kilstrup og Mark Hermann sande i mandagens afsnit af TV 2s kageprogram ’Sukkertoppen’. Selvom de vandt en kneben sejr over modstanderne Helle og Nadia, så var de to herrer ikke tilfredse med egen indsats.

For da de i første runde skulle aflevere to gange 30 kager til en studenterfest, afleverede de ikke det hele, og kagerne så ikke ud som planlagt:

- Vi følte virkelig, at vi ikke slog til, at vi gjorde os til grin. Det var bare ikke godt nok, siger Mads Kilstrup.

Både Mads og Mark er vant til at lave kager på højt plan og har begge været tilknyttet konditorlandsholdet. Derfor var det også ekstra surt at fejle for åbent skærm.

- Det er jo det, der kan ske. Men det er ærgerligt, for vi vil jo gerne vise, hvad det er, vores fag kan, og det kan vi altså gøre bedre, siger han.

Havde aldrig lavet kagerne før

De to konditorer havde ellers satset på at vinde første runde ved at lave to ambitiøse bud på kager til en studenterfest.

De lagde ud med en slags støbt jordbærtærte med mørk chokoladeskal, en bund af marcipan, en midte af jordbærkompot og hvid Sarah Bernhardt-creme. Den anden kage skulle bestå af grønne jordbær, citron- og limeskal, tonkacreme og en mandelcrumble. Men kagerne blev bare ikke som planlagt.

Der manglede creme, og der skete en del fejl, da jordbærkagerne skulle støbes.

- Helt grundlæggende havde vi udviklet kagerne, men vi havde ikke prøvet at lave dem fra start til slut før konkurrencen. Vi havde eksperimenteret med delelementerne, men ikke sat det endeligt sammen, siger Mads Kilstrup.

Og så spillede de mange rullende kameraer også en stor rolle for de to erfarne konditorer:

- Vi var også nervøse og ude af vores comfort-zone med kameraer og de mange spørgsmål, vi skulle besvare undervejs. Vi var på glatis.

Selvom de fik flest af publikums stemmer for forsøget, så blev det Helle og Nadia, der vandt første runde.

Publikum afgjorde det

I anden runde gik det dog bedre for Mads og Mark, der fortolkede temaet eventyr og lavede en bloddryppende vampyrkage. Også her fik de flest af publikums stemmer, der endte med at blive tungen på vægtskålen, der gav de to sejren og sendte dem videre til semifinalen.

- Vi havde tænkt, at hvis vi skal ryge ud, så skal det være med noget, der er lidt anderledes. Mere dramatisk. Ikke bare noget disneyeventyr eller H.C. Andersen, siger Mads Kilstrup.

Men til semifinalen vil de gerne lave noget lidt mere klassisk:

- Vi følte nok, at vores vampyrkage stak lidt for meget ud. Det vil vi ikke have i semifinalen, siger Mads Kilstrup.

'Sukkertoppen' bliver sendt hver mandag klokken 20.00 på TV 2.

Mød konditorerne i Sukkertoppen

METTE & NICHLAS

METTE & NICHLAS

Mette Søgaard, 58, ejer Conditori & Cafe H. C. Andersen i hjertet af København. Hun har været i faget i mange år og har uddannet adskillige af Danmarks bedste konditorer. Bl.a. Nichlas Frese, 30, som er konditor hos Andersen Bakery i København. Nichlas er tidligere konditor på konditorlandsholdet.

Foto: TV 2

MATHILDE & MICHELLE

MATHILDE & MICHELLE

Mathilde Block Thorsen, 23, er konditor hos kagebutikken GUILTY på Vesterbro. Michelle Huss Toborg, 26, er konditor hos Bagergården Fensmark. De kender hinanden fra konditoruddannelsen og har været udlært siden 2016. De er i dag bedste veninder. Mens Mathilde er struktureret og detaljeorienteret, er Michelle impulsiv og tager tingene, som de kommer. Det umage makkerpar mener, at deres forskellighed er deres force.

Foto: TV 2

HELLE & NADIA

HELLE & NADIA

Helle Thrige Nielsen, 29, og Nadia Mailind Groth, 29, er rigtig gode veninder. De arbejder begge på Rungstedgård, hvor de står for alle kagerne og det søde til kaffen. Helle har været på konditorlandsholdet.

Foto: TV 2

MADS & MARK

MADS & MARK

Mads Kilstrup, 29, har bl.a. arbejdet som dessertkok på FORMEL B. Han er også på konditorlandsholdet, hvor han er holdkaptajn. Mark, 28, har Mark Hermann Chocolate i Søborg, hvor han laver eksklusive håndlavede fyldte chokolader. Mads er en sand karamelmester og kan skabe alt ud af sukkermasse. Mark mestrer chokoladen til perfektion.

Foto: TV 2

LINE & BRIAN

LINE & BRIAN

Line Gorm Møller, 27, er konditor på Søllerød Kro, og Brian Brøckner, 41, er dessertchef på Restaurant Lillering Skov i Galten. Som tidligere medlem af det danske kokkelandshold fik han guld til verdensmesterskabet i 2006, og i 2008 vandt de guld i alle discipliner ved OL. Line har stået i lære hos Brian og er i dag med på konditorlandsholdet. Line er derfor også vant til konkurrencer, hvor hendes speciale er at lave is-skulpturer.

Foto: TV 2

PETER & ANDREAS

PETER & ANDREAS

Peter Finne, 35, og Andreas Due Mullinacci, 25, ejer Tossebageren i Ballerup. Deres opskrift i livet er humor, hvilket også afspejler sig i deres håndværk, hvor de elsker at lege med nye idéer. Andreas er udlært konditor hos Peter. Peter og Andreas har tidligere været konkurrencekonditorer. I 2008 var de med til at bage HKH Prins Joachims bryllupskage.

Foto: TV 2