Underholdning

Fortællingen, der fortryllede mugglerne, fylder 20 år: Her er Harry Potter i dag

Harry Potter med sønnen Albus Severus og hustruen Ginny. Warnes Bros.

Spice Girls lå på toppen af hitlisterne, og Titanic var den mest solgte VHS, da første bog i serien om en ung troldmand udkom den 26. juni 1997.

Inden længe træder den forældreløse Harry Potter med det karakteristiske ar i panden ned på perron ni trekvart på banegården King's Cross i London.

Den blanke Hogwarts-ekspres holder klar, men den kendte troldmand er for længst ude over skolealderen.

Mens bøgerne nu er 20 år gamle, fylder hovedpersonen 37 år, er far til tre og arbejder som auror i Ministeriet for Magi.

Når han står på perronen igen, er det fordi, han i år sender sin andenfødte søn, Albus Severus Potter, af sted på troldsmandsskole, hvor han skal gå sammen med Rose Granger-Weasley, datter af Harrys nære venner Hermione Granger og Ron Weasley, og Scorpius Malfoy, søn af ærkerivalen Draco Malfoy.

Det løftede forfatter Joanne Kathleen Rowling sløret for i epilogen til den syvende bog i troldsmandsserien.

Ældes med ynde

Mens det er tid til, at en ny generation tager over på Hogwarts, vokser den oprindelige sig stadig stor i mugglernes verden.

På to årtier er Harry Potter gået fra at bo i et kosteskab under trappen hos familien Dursley til at være en franchisevirksomhed med en værdi på over 160 milliarder danske kroner.

En enkelt bog har udviklet sig til en hel bestseller-serie, en stribe af film, flere temaparker og præmierede teaterstykker.

Eventyrlig idé

Tilblivelsen af den fortryllende troldmandsfortælling er nærmest magisk i sig selv.

Den i dag 51-årige Joanne Kathleen Rowling var alenemor til to og på understøttelse, da hun dagdrømte sig til den unge troldmandsdreng, mens hun ventede på et forsinket tog i 1990.

I fem år skrev hun på historien på en lokal kaffebar i Edinburgh i Skotland, men da hun i 1995 sendte sit udkast til 12 forskellige forlag, afslog de alle.

Et år senere havde hun heldet med sig, da en otteårig datter af en forlagschef fik fingre i manuskriptet, og firmaet udgav forsigtigt 1000 kopier.

Historien fortsætter

Det populære univers er i dag så stort, at fortællingerne fortsætter, og det sidste punktum i sagaen er langt fra sat.

J. K. Rowling har både skrevet spin-off-bogen 'Fantastiske skabninger og hvor de findes' og teaterstykket 'Harry Potter og det forbandende barn', der også er udgivet som bog.

Sidste år havde filmatiseringen af 'Fantastiske skabninger og hvor de findes' premiere på det store lærred, og netop nu er optagelserne til anden del startet.

20 år efter første indblik i troldmandsuniverset, spredes der altså stadig magi til de millioner og atter millioner af fans.

Husker du hele fortællingen? Her er Harry Potters liv ifølge J. K. Rowling, både i fortid, nutid og fremtid.