Det ser du ikke på tv: Beboer kørt til lægen af frygt for blodforgiftning

Røde streger fra hånd til albue får produktionen til at reagere hurtigt og sende Kasper til lægen.

Beboerne i 'Hjem til gården' slider og slæber fra tidlig morgen til sen aften for at fuldføre ugeopgaven og ikke mindst holde gården i gang. Og det sætter altså sine spor.

Allerede i den første uge på gården får Kasper Brock Jørgensen et sår i sin ene håndflade. Da det begynder at hele, piller han gentagne gange såret af, og derfor heler det aldrig helt.

- Der var bare pissebeskidt på den gård, så der gik en form for betændelse i det, fortæller Kasper til TV 2.

Han tænker ikke videre over det betændte sår og tænker, at det nok går i sig selv. Men det skal vise sig at være lige omvendt.

Panik på gården

I denne uge af 'Hjem til gården' er den for alvor gal med såret. Da Kasper vågner en morgen, har han ondt i hånden og armen. 

- Det spændte i armen, og da jeg kiggede på den, var der røde streger op fra såret mod albuen.

Heller ikke her går Kasper i panik. Han står op og fejer bekymringerne til side. Men da han viser de røde striber til en af lydmændene på gården, går der ifølge Kasper "lidt panik i den".

- Pludselig begyndte folk fra produktionen at snakke om, at det kunne være blodforgiftning. Jeg tænkte bare, "Hvad? Slap lige af".

Kasper viser Trine sin arm med den røde streg, der går fra såret i håndfladen og op til albuen.
Kasper viser Trine sin arm med den røde streg, der går fra såret i håndfladen og op til albuen. Foto: TV 2

'Gjorde pisseondt'

Herfra bliver det hurtigt besluttet, at Kasper for en kort stund skal forlade gården og tilses af en læge.

Du kan se Kasper vise sin arm til Trine og de andre beboere, inden han skal til lægen, i klippet øverst i artiklen.

Kasper kommer til lægen, som hurtigt konstaterer, at der er gået infektion i såret.

- Lægen skar det op med en kniv og rodede lidt rundt i såret. Det gjorde pisseondt, fortæller Kasper.

En ordentlig omgang medicin hjælper heldigvis på smerterne.

I aften bliver 'Hjem til gården' vist på TV 2 klokken 20.00. Du kan også se alle afsnittene på TV 2 PLAY. Og husk, du kan like 'Hjem til gårdens' Facebook-side og få eksklusivt ekstramateriale.

Herunder kan du få et overblik over, hvem der stadig bor på gården og er med i konkurrencen om de 500.000 kroner.

Her er Hjem til gårdens beboere
Disse 14 personer skal samarbejde om at løse ugeopgaver og få gården op at køre - dog kun med redskaber fra starten af 1900-tallet.