Danmark har talent

Verdensberømt rapper er vild med Johanne Astrid

Johanne Astrids trommetalent er nået til den anden side af Atlanten - og er nu blevet opdaget af rapverdenens beskidte hund.

Først var det musikeren Tim Christensen, der roste hende. Så var det hendes store idoler fra rockbandet D-A-D.

Og nu er det altså ikke kun i Danmark, at musikerne lægger mærke til den 10-årige trommeslager Johanne Astrid Poulsen.

I starten af april vandt hun 'Danmark har talent', og siden er det bare gået fremad for det unge talents popularitet.

Torsdag morgen delte amerikanske Snoop Dogg, en af verdens største hiphop-artister, en artikel om trommetalentet på sin officielle Facebookside med teksten:

- She can lay it down.

På dansk: "Hun kan lægge det ned" - Et udtryk, som slynges efter musikere, når de er fuldstændig overlegne på scenen.

Rock i en hiphop-verden

45-årige Snoop Dogg praktiserer en helt anden musikgenre end Johanne Astrid.

I sin over 20-årige karriere har han stået bag 15 soloalbum og masser af samarbejder. Alle båret af hans tilbagelænede rap.

Alligevel ser det unge trommetalent ud til at være populær blandt rapperens fans: Artiklen fra underholdningsmediet Twentytwowords på hans Facebook-væg har fået over 900 positive tilkendegivelser i skrivende stund.

Der er ingen tvivl om, hvad Johanne Astrids yndlingsgenre er: Hun er til hardcore rock.

Artiklens bærende element er da også et videosammenklip af Johanne Astrids tre optrædener i 'Danmark har talent'. Først med sin udførelse af Rage Against the Machines 'Killing in the Name' og Led Zeppelins 'Whole Lotta Love' og til sidst - i den store finale - en medley med hendes yndlingsnumre fra en lang række danske rockmusikere.   

Hendes video krydser grænser

Snoop Dogg er dog langt fra den eneste i udlandet, som har lagt mærke til Johanne Astrids evner.

- Når den unge trommeslager Johanne Astrid spiller John Bonhams (Led Zeppelins trommeslager, red.) del, viser det virkelig dybden af hendes talent. Hendes arbejde på bækken og tam (de små trommer lettet fra jorden, red.) overgår hendes alder med længder og vil helt sikkert gøre trommeslagere tre gange hendes alder jaloux, skriver musikmediet Loudwire.

Masser af musik- og trommenichemedier bragte nyheden til udlandet, mens flere medier, som dækker populærkultur, satte efter. Heriblandt Unilad og Viral Thread, som har henholdsvis 28 og 15 millioner følgere på Facebook.

Også Huffington Post, et af verdens mest populære nyhedsmedier, har fået øjnene op for hende. Den 18. april delte de en artikel om Johanne Astrid med en lille opfordring til hende:

- Bliv ved med at rocke, lille.