Hjem til gården

Kærligheden spirer igen på gården: Se, hvem der også har fået øjnene op for hinanden

Du kan ikke bestemme, hvem du forelsker dig i. Det har 30-årige Kasper mærket på egen krop under optagelserne til TV 2-programmet 'Hjem til gården'.

Det er ikke mere end et par uger siden, at det blev afsløret, at Marcus og Freja havde fået følelser for hinanden i ’Hjem til gården’ og var rykket ned på den gamle gårds eneværelse.

Og nu kan TV 2 løfte sløret for, at yderligere to beboere har fået øjnene op for hinanden - nemlig 30-årige Kasper Brock Jørgensen og 35-årige Trine Cecilie Enevoldsen.

Men i modsætning til Freja og Marcus kaster de sig ikke i programmet ikke i hinandens favn. Kasper har nemlig en kæreste uden for gården, som han har været sammen med i tre år, og som han til dagligt bor sammen med.

Da Kasper flytter ind på gården, hvor der hverken er elektricitet, internetadgang eller andre moderne hjælpemidler, får han for alvor tid til at tænke over sin tilværelse derhjemme.

- Jeg kommer ind i en tankeproces, hvor jeg kommer frem til, at jeg ikke skal være sammen med min kæreste mere, fortæller Kasper Brock Jørgensen til TV 2 og understreger, at Trine på dette tidspunkt ikke spiller en kæmpestor rolle i dén beslutning.

- Det er en proces, jeg går i gang med, inden jeg begynder at interessere mig for Trine på det kærlighedsmæssige plan.

Tydeligt for enhver

På gården lever beboerne totalt isoleret for omverden og har kun hinandens selskab. Og hvis du har fulgt med i programmet, har du måske lagt mærke til, at Kasper og Trine ligeså stille begynder at snakke mere og mere sammen. De løser blandt andet også flere ugeopgaver sammen.

Og det er her, de finder ud af, at de er ret glade for hinanden.

- Vi opdager, at vi er meget ens og vil de samme ting her i livet og har det egentlig bare sindssygt godt sammen, fortæller Kasper og tilføjer, at han er ret sikker på, at de andre beboere også bemærker, at der spirer noget mellem dem.

Og det har han helt ret i. Herunder kan du blandt andet se et eksklusivt ekstraklip, hvor Jacob og Ulla hvisker om Kasper og Trines tætte relation.

I klippet kan du se Ulla og Jacob hvisketiske om den spirende kærlighed mellem to andre beboere. Video: Marie Holm Mathiasen

Ifølge Kasper sker der ikke noget fysisk mellem ham og Trine, mens de er på gården. Og det er der selvfølgelig en helt særlig grund til. Kasper ønsker ikke at såre kæresten derhjemme mere end, hvad der er uundgåeligt i forbindelse med et brud.

- Trine og jeg ved begge på det tidspunkt, at der er noget uafklaret uden for gården, og så har vi heller ikke lyst til at lave alt muligt, når det kan komme i fjernsynet.

For på trods af at Kasper har besluttet sig for at gøre det forbi med sin kæreste, har han af gode grunde ikke mulighed for at fortælle hende det og på den måde gøre det endeligt forbi.

TV 2 har også talt med Trine om den spirende kærlighed på gården, og hun fortæller, at det i den grad også berørte hende - især hendes samvittighed.

- Jeg tror faktisk, at det fyldte lige så meget for mig som for Kasper. Jeg havde dårlig samvittighed, fordi jeg godt kunne sætte mig ind i, hvordan hans kæreste måtte have det derhjemme. Jeg havde ondt af hende, fordi jeg vidste, hvad der skulle ske, siger Trine Enevoldsen.

Derudover følte Trine sig pludseligt som en del af det hele, fordi hun jo - på trods af at beslutningen alene var Kaspers - følte sig som en katalysator for beslutningen.

'Fed, men svær tid'

Selvom tiden på gården er lærerig og spændende, og muligheden for at lære Trine endnu bedre er dejlig, er det også svært for Kasper at give sig helt hen.

For i baghovedet lurer den kommende konfrontation med kæresten derhjemme.

- Det er en fed, men svær tid. Jeg holder jo stadig af hende, og jeg har ikke lyst til at gøre hende ked af det, siger Kasper Brock Jørgensen.

Overvejer at tage hjem

Faktisk går det hen og bliver en utrolig ubehagelig tanke at være bevidst om, at kæresten derhjemme ikke ved noget om, hvad der sker inden i Kasper.

Derfor overvejer Kasper også på et tidspunkt frivilligt at forlade gården, så han kan få afsluttet forholdet og ikke gå med de ”forbudte” følelser. Den tanke kommer han dog fra, fordi han kommer længere og længere i konkurrencen og i det hele taget gerne vil afslutte det projekt, han har startet.

Samtidig gør Kasper sig tanker om, hvad det mon kan blive til mellem ham og Trine. For de lever i en boble på gården og kan derfor ikke vide, hvordan deres relationer vil være ude i det virkelige liv.

Derfor er der heller ikke noget, der ligger fast med Kasper og Trine.

- Vi ved bare, at vi er rigtig glade for hinanden. Vi går da med et håb om at finde sammen, og at vores følelser vil være de samme udenfor gården, siger Kasper Brock Jørgensen.

Hvad nu hvis...

Trine gør sig i den grad også tanker om, hvad det skal blive til - blandt andet tænker hun på, hvordan efterspillet vil blive.

- Jeg gik og havde mine bange anelser om, hvad der ville ske, hvis Kasper kom hjem til sin kæreste og fik en god snak, hvorefter de ville blive enige om at fortsætte, siger Trine og fortsætter:

- Derfor holdt jeg også det hele ud i en armslængde, samtidig med at jeg jo gerne bare ville kaste mig ind i det.

Holder igen

Mange vil formentlig mene, at det at være forelsket i en anden person, mens man er i et forhold kan kategoriseres som utroskab. Og skyldfølelsen kan Kasper da også genkende.

Derfor er det vigtigt for ham og Trine at holde igen og ’gøre det på en ordentlig måde’.

- Jeg var nødt til at dæmpe det for min kærestes skyld. Jeg vidste godt, hvor ked af det hun ville blive.

Både Kasper og Trine er stadig med i konkurrencen om de 500.000 kroner, og om deres forhold udvikler sig, må du vente med at få svar på.

Du kan se 'Hjem til gården' hver mandag aften på TV 2 klokken 20.00 eller på TV 2 PLAY. Du kan også like 'Hjem til gårdens' Facebookside og få eksklusivt ekstramateriale.

Posted by Hjem til Gården on Monday, March 6, 2017