Hjem til gården

Beboerne klager over protein-mangel: Vegetaren Frederik er uforstående

Det kan sagtens lade sig gøre at blive mæt og tilfreds, selvom kød ikke er en del af kosten, mener Frederik fra 'Hjem til gården'.

Beboerne I 'Hjem til gården' ligger det moderne liv på hylden med en romantisk drøm om et autentisk og simpelt liv på landet.

Men jo længere tid beboerne lever på den selvforsynende gård, jo mere opdager de, at ikke alt er ren lykke, når man siger farvel til sin almindelige hverdag - det er for eksempel ikke lige til at gå ned i et supermarked, hvis man har lyst til en god bøf til aftensmaden.

De klager nemlig over, at de ikke får nok protein til at klare det hårde fysiske arbejde - og det kræver kød at stille det behov.  

- Jeg tror, det bunder i en opfattelse af, at det er vigtigt at få kød. Hvis jeg sagde til mig selv, at jeg skulle have kød for at være sund, så ville jeg nok også få det dårligt, hvis det pludselig blev taget fra mig, siger vegetaren Frederik Bingen Jacobsen til TV 2.

Han har levet uden kød de sidste fire år og kan ikke sætte sig ind i de andres enorme trang. 

I denne uge stod storbonden Frederik for at slagte en gris på gården. Se hvordan han havde det med opgaven i videoen øverst i artiklen.

Lever af kål og kartofler

Beboernes mad består hovedsageligt af de grøntsager, de kan anskaffe sig i urtehaven, grød og kernebrød af hjemmemalet mel og kerner. 

Med andre ord, så får de flest kulhydrater, men gårdens tre malkekøer bidrager også med frisk mælk og fløde. Og hønseflokken lægger masser af æg, så der også er både protein og fedt i deres daglige kost. Rent kød får de kun, når de slagter en af deres begrænsede antal gæs eller høns.  

Selvom Frederik også spiser æg og mælk på gården, så har han før levet fuldstændig vegansk - altså af en kost helt uden animalske produkter - og han mener ikke, at kød er nødvendigt for at være frisk og veloplagt.

- Jeg kan sagtens leve af kartofler. For mig handler det mere om kalorierne, jeg får indenbords, siger Frederik.

Og netop energien er Frederiks forklaring på, hvorfor det manglende kød og protein, kommer til at fylde så meget for de andre beboere.

Der er simpelthen ikke nok energi i maden til at mætte de mange munde hver dag. Kulhydrat og protein har fuldstændig samme energiindhold, mens fedt giver over dobbelt så meget brændsel til kroppen.    

- Jeg tror på, at de mangler energi og mad, men jeg tror egentlig ikke, at det handler om kød, siger han.

- Som vegetar spiser jeg mest havregryn, ris, kartofler og kornprodukter derhjemme, så jeg får egentlig meget det samme, som det på gården. Jeg følte, at jeg fik, hvad jeg skulle have, men jeg blev også sulten på et tidspunkt, så jeg fik lov at få et ekstra æg dagligt, fordi jeg ikke spiste kød som de andre, siger han.

Vil ikke omvende andre

I denne uge slagter beboerne en af gårdens grise. En begivenhed, som de fleste ser frem til efter de mange uger i underskud.  

Samtidig får de et fryseskab, så de kan bruge kødet i flere dage og gemme grisens indmad, som også kan bruges til forskellige retter. Dermed er beboernes proteinlager fyldt godt og grundigt op for en tid.

Frederik ærgrer sig over, at et dyr skal lade livet for at gøre beboerne tilfredse, men forsøger ikke at prakke de andre sin livsstil på.  

- Jeg ville ikke belære nogen. Jeg vil gerne fortælle andre om det, men det kan godt blive lidt missionerende. De skal gøre, hvad de vil. Jeg spiser bare ikke dyr, og det føles som det rigtige for min krop, siger han.  

- Og så tror jeg ikke lige, at det var klientellet, der skulle omvendes.

'Hjem til gården' bliver sendt hver mandag klokken 20.00 på TV 2. Du kan også følge med på TV 2 PLAY. Og husk at give 'Hjem til gårdens' Facebook-side et like og få alle historierne og se eksklusive videoklip.