Jesper Steinmetz hyldet for ærligt svar på direkte tv
TV 2-korrespondent Jesper Steinmetz får et fænomen opkaldt efter sig i aftenens udgave af 'Natholdet'.
Meget kan gå galt, når det er live.
Derfor kræver det som regel også en del forberedelse, hvis samspillet mellem en studievært og en livereporter på tv skal gå godt.
Men noget tyder på, at TV 2s korrespondent i USA Jesper Steinmetz ikke blev klædt ordentligt på, inden han direkte på TV 2 NEWS blev stillet et spørgsmål af en studievært.
Den erfarne journalist kom nemlig til kort.
- Jesper, bare lige et hurtigt spørgsmål. Hvad er det med Arktis, som amerikanerne vil frem til, lyder spørgsmålet fra Allan Silberbrandt.
- Øhh, det aner jeg ikke for at blive dig svar skyldig, svarer Jesper Steinmetz med et let grin.
'En Jesper Steinmetz'
Selvom USA-korrespondenten ikke gav det forventede svar til spørgsmålet, formår han alligevel at score point på kontoen. I hvert fald hvis det står til Natholdets vært, Anders Breinholt.
Han mener, at ærlighed er begyndt at sprede sig på tv. Derfor har han valgt at kalde fænomenet for ’En Jesper Steinmetz’.
- Det er dejlig befriende, siger Anders Breinholt i aftenens udgave af 'Natholdet' på TV 2, hvor han får besøg af skuespiller Søren Malling.
Søren Malling, som spiller med i komedien ’Dræberne fra Nibe’, er enig.
- Det er da en rimelig form for ærlighed, må man sige.