Underholdning

Fans spekulerer på livet løs efter wrestler-frieri

Parret er kærester i virkeligheden, men fans grubler over, hvorvidt det var et ægte frieri.

For 33. gang fandt det årlige Wrestlemania mandag morgen sted i USA, og her har især én hændelse fået den amerikanske befolkning og medierne på den anden ende. 

Omdrejningspunktet er et frieri mellem to wrestlere i manegen foran 70.000 tilskuere, og det skete, efter at parret havde vundet kampen i ringen mod en anden duo. 

Se frieriet herunder: ​

39-årige John Cena og 33-årige Stephanie Nicole Garcia-Colace, der går under kunstnernavnet Nikki Bella, er kærester i virkeligheden, og det har de været siden 2012. Men alligevel er der et spørgsmål, der rumsterer efterfølgende. 

Wrestling er nemlig opstillet, så var dette blot et stunt for underholdningens skyld? 

På Twitter bliver der spekuleret løs: 

Det største show

Søren Bjerg Nielsen er stifter og medejer af Bodyslam Pro-Wrestling i Aarhus, og han forklarer, at John Cena i øjeblikket er det største navn i wrestlingverdenen. 

Det har han været gennem en årrække, siden Dwayne Johnson, der er kendt som 'The Rock', forlod manegen til fordel for filmbranchen.

Derfor er det en stor historie i de amerikanske medier, at John Cena har friet, og det var et velplanlagt tidspunkt: 

- Wrestlemania er det største show, som WWE (World Wrestling Entertainment, red.) har om året, og det er her alle historierne kulminerer. Det var det, der skete i nat - især med John Cena-historien, fortæller Søren Bjerg Nielsen til TV 2. 

Folk er følelsmæssigt involveret

Også i månederne op til showet har der været megen spekulation omkring netop et frieri. 

Men var det så ægte?

- Det er det, der er det sjove ved wrestling. Modsat så meget andet tv, så er det ofte lidt af deres virkelige liv og skuespillet, der bliver blandet sammen. Det her er én af de situationer, siger Søren Bjerg Nielsen, som selv sad og så showet på tv-skærmen i går.

Han er overbevist om, at det er en ægte forlovelse, men selve frieriet er sandsynligvis aftalt spil. 

Det er action, drama og stunts blandet sammen med en fysisk atletisk kunnen, men resultaterne er bestemt på forhånd

Søren Bjerg Nielsen, stifter af 

- De har nok begge vidst, at det ville ske ved det her show, og sjovt nok var begge deres mødre til stede på forreste række. Måske har han friet tidligere, og så er det her show-udgaven af deres forlovelse, siger han. 

Det er ikke første gang, at et wrestlerpar frier til hinanden i ringen, og Søren Bjerg Nielsen beskriver wrestling-genren som en slags sæbeopera eller performanceteater. 

- Det er action, drama og stunts blandet sammen med en fysisk atletisk kunnen, men resultaterne er bestemt på forhånd. De ved jo godt, hvad der skal ske, så på den måde er det ligesom en tv-serie, man sidder og ser, forklarer Søren Bjerg Nielsen.

Et frieri i manegen passer godt ind i den verden: 

- Det handler om at få folk følelsesmæssigt investeret i de her aftalte slåskampe, og hvis man kan få folk til at tro på, at nogen elsker eller hader hinanden, så bliver det bedre, for så betyder kampene mere. Nu har de 'onde' wrestlere mere skyts mod John Cena, og de kan eksempelvis sige noget om hans kone. Så på den måde passer det godt ind og får folk til at føle sig tættere knyttet til de her wrestlere. 

- Selv hvis det ikke er rigtigt, og de har været forlovet i forvejen, så virker det rigtigt, da det skete i øjeblikket, for de her publikummer, og det er det, der betyder noget. 

Parret er siden kommet med følgende opdateringer på Twitter: