Hjem til gården

Marcus fik sin første blodprop som 18-årig: - Jeg brød fuldstændig sammen

Først tænkte Marcus, at det var hans fibersprængning, der gjorde ondt. Men kort tid efter fik han at vide, at han havde fået en blodprop.

Året er 2008, og den dengang 18-årige kokkeelev Marcus Fauerby Stengaard har haft et større skænderi med sin daværende kæreste. Derfor sover han ikke hjemme den aften, men lægger sig istedet til at sove sin bil. Næste morgen vågner han med smerter i sit ene ben.

Først tænker han, at det må være på grund af den fibersprængning, som han kort forinden har fået. Men som timerne går, tager smerter kun til, og han beslutter sig for at tage til en læge. 

Det er en ung læge, der tager imod Marcus og tilser ham, og hans reaktioner husker Marcus stadig:

- Da han kigger på mig, bliver han ligbleg i ansigtet og kalder på en ældre læge i praksisen, som straks konstaterer, at jeg skal direkte på hospitalet, fortæller Marcus, der i dag er 28 år.

Om Hjem til gården

14 personer med vidt forskellige baggrunde afprøver drømmen om ’det simple liv’, når de flytter ind på en primitiv gård, der hverken har elektricitet eller rindende vand.

I ti programmer skal de i fællesskab få en hverdag til at fungere med alt, hvad det indebærer, når man er selvforsynende, samtidig med at de kæmper mod hinanden.

For hver uge mødes to beboere i tvekamp, og hver uge siger vi farvel til den beboer, der taber. Den beboer, der står tilbage som den sidste, er vinder af ’Hjem til gården” og 500.000 kroner til opfyldelse af en personlig drøm.

Premiere mandag klokken 20.00 på TV 2.

Marcus er en af de beboere, der lige nu kan opleves i TV 2s nye reality-program 'Hjem til gården'. Her skal han sammen med de andre få en gård fra starten af 1900-tallet op at køre, være selvforsynende og ikke mindst konkurrere om præmien på 500.000 kroner.

Bryder sammen

Vi er tilbage i konsultationsrummet, hvor lægen siger, at Marcus skal skynde sig på hospitalet. Der bliver ikke ringet efter en ambulance. I stedet sætter Marcus sig ud i sin bil og kører mod Kalundborg Hospital.

I bilen går der en masse tanker igennem hans hoved. Han er ked af det og meget bange for, hvad der nu skal ske.

Da han ankommer til hospitalet og bliver undersøgt, siger personalet, at det ikke er en blodprop. Marcus når lige at ånde lettet op, inden resultatet fra scanningen falder. Det er alligevel en blodprop.

- Dér bryder jeg bare fuldstændig sammen, fortæller Marcus.

Blodproppen er stor og sidder i den dybe vene i Marcus' højre ben. Han er kort tid indlagt, og derefter starter en intensiv behandling for at få opløst blodproppen. Han får at vide, at han skal ligge stille og holde sig i ro, fordi man er bange for, at blodproppen rykker sig fri og vandrer op i lungen.

Rammes igen og igen

Marcus' far har haft mange blodpropper, og man tager derfor en masse prøver for at se, om Marcus er i fare. Prøverne viser ikke tegn på, at Marcus er særligt disponibel for blodpropper. Desværre er virkeligheden en anden. Marcus rammes igen og igen. 

Han får udskrevet blodfortyndende medicin, som han skal tage i op til et år efter. Efter en længere periode med medicinering og forbedring, vælger Marcus i samråd med sin læge at stoppe behandlingen, og han begynder derfor at trappe ud af medicinen.

Men nogle år senere er der igen noget, der føles forkert i Marcus' ben.

- Det er ikke helt påvist, at der har været en blodprop, men den har formentlig været lille og er blevet opløst igen, forklarer Marcus.

Da det sker én gang til, begynder Marcus igen at tage den blodfortyndende medicin.

Ødelagt vene

I dag lever 28-årige Marcus stadig med risikoen for at få endnu en blodprop. For to år siden bliver han indlagt på Frederiksberg Sygehus. Den er gal igen, og denne gang er blodproppen også stor. Blodproppen sidder igen i den dybe vene i benet, og blokerer dermed for en stor del af blodtilførslen til benet.

Marcus begynder igen på at tage blodfortyndende medicin.

Marcus mærker ikke de store gener i dag. Alligevel skal han tage visse forholdsregler. Den dybe vene, hvor blodproppen sad, er i dag så ødelagt, at den ikke kan være den primære blodåre i benet.

Det betyder, at der nu også er risiko for at få blodpropper i de små årer omkring den store vene, fordi blodet har svært ved at komme ned i benet ad de små blodårer.

Må tage forholdesregler

Til dagligt er Marcus nødt til at tage sin blodfortyndende medicin og gå med en støttestrømpe. Ellers hæver benet op, og blodet får svært ved at blive pumpet fra læggen og videre op i kroppen.

I 'Hjem til gården' er det svært at se, at Marcus har haft flere alvorlige blodpropper. Hver morgen og hver aften tager han en pille, og han går faktisk også med sin støttestrømpe. Det ser du bare ikke på tv, fordi han forsøger at undgå at have den på, når der er kameraer, og han har korte bukser på.

- Det er af ren forfængelighed, at jeg ikke har støttestrømpen på i 'Hjem til gården', når jeg har korte bukser på, siger Marcus og tilføjer: 

- Det er dumt ikke at have den på hele tiden, men heldigvis sker der ikke noget ved at have den af i et par timer.

'Hjem til gården' bliver sendt hver mandag klokken 20.00 på TV 2. Du kan også følge med på TV 2 PLAY. Og husk at give 'Hjem til gårdens' Facebook-side et like og få alle historierne og se eksklusive videoklip.