Hun blev pludselig nervøs: Hjem til gården-deltager forlader programmet i utide

En deltager har trukket sig frivilligt fra 'Hjem til gården'. Se det eksklusive klip, hvor hun til alles overraskelse trækker sig her.

Mandag aften valgte den 28-årige håndværker Johanna Bobek pludselig at trække sig fra 'Hjem til gården'. I programmet, der netop er blevet vist på TV 2, lød begrundelsen, at de interne konflikter fyldte for meget på gården. Men i virkeligheden var der også en anden grund.

For det er nemlig ikke alle, der bryder sig om den måde, et reality-program bliver til på. En del af genren er blandt andet, at de medvirkende skal forholde sig til hinanden - også når det ikke nødvendigvis er positivt.

28-årige Johanna fra København følte efter kort tid på gården, at produktionen havde mere fokus på det sociale spil, intriger og hvordan folk agerede sammen, end på at leve på en gammel gård og være selvforsynende.

Om Hjem til gården

14 personer med vidt forskellige baggrunde afprøver drømmen om ’det simple liv’, når de flytter ind på en primitiv gård, der hverken har elektricitet eller rindende vand.

I ti programmer skal de i fællesskab få en hverdag til at fungere med alt, hvad det indebærer, når man er selvforsynende, samtidig med at de kæmper mod hinanden.

For hver uge mødes to beboere i tvekamp, og hver uge siger vi farvel til den beboer, der taber. Den beboer, der står tilbage som den sidste, er vinder af ’Hjem til gården” og 500.000 kroner til opfyldelse af en personlig drøm.

Premiere mandag klokken 20.00 på TV 2.

Selvom seerne først finder ud af, at Johanna vil forlade gården i mandagens program, var det faktisk allerede i hendes overvejelser i første uge. Her luftede hun sine frustrationer til stor overraskelse for alle.

Det skete under tvekampen mellem Navid og Søren i program et. Her sad Johanna sammen med de øvrige beboere på tilskuerpladserne, men pludselig rejste hun sig og sagde til producenten på 'Hjem til gården':

- Jeg kan mærke, at jeg har brug for ikke at være her. Jeg kan mærke, at det her, det er bare ikke i orden for mig.

Kameraerne rullede videre

Tvekampen blev et kort øjeblik stoppet, men kameraerne fortsatte med at optage. Øverst i artiklen kan du se, hvordan det foregik, da Johanna gjorde produktionen og de andre beboere opmærksomme på, at hun ikke længere ville bo på gården og være en del af programmet.

- Det kulminerede på tvekampspladsen, og jeg blev bange for, hvad det var, jeg havde meldt mig til, fortæller Johanna til TV 2 og fortsætter:

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare kunne være ligeglad med de andres intriger, men min reaktion blev jo også filmet. Jeg er som en åben bog, og mit ansigtsudtryk afspejler mine følelser, og med det i baghovedet blev jeg nervøs for, hvordan jeg ville fremstå.

Johanna henviser blandt andet til et skænderi under selv samme tvekamp, hvor hun rejste sig og sagde fra.

Skænderiet blev filmet, men klippet ud, men du kan eksklusivt se det herunder.

Allerede ved første tvekamp er der dårlig stemning mellem to beboere.

Selv om Johanna sagde fra under første tvekamp, besluttede hun sig alligevel for at blive på gården. Men i program to valgte hun altså endegyldigt at trække sig.

Selv om det ikke var de interne konflikter beboerne imellem, der havde den afgørende betydning for Johannas valg, så fyldte konflikter meget for hende.

Efter kort tid på gården spirede en konflikt mellem Reci og Annet, og da konflikten flere gange blev taget i åbent forum, blev det for meget for Johanna.

I aftenens program går bølgerne højt i forbindelse med, at Annet skal vælge førstekæmper. Det fik Johanna til at rejse sig, og det var også noget, som de andre beboere bemærkede.

Se blandt andet, hvordan det kommer til udtryk i det eksklusive klip herunder.

Bølgerne går højt i Hjem til gården. Lige efter skænderiet snakker flere af beboerne om, hvad der skete.

Men der har heldigvis også været gode stunder på gården, og det er de gode stunder, som Johanna husker bedst.

- Jeg husker nærmest kun det positive. 

Hun peger på arbejdet, som noget af det fedeste ved at være med i 'Hjem til gården'.

- Det var et lækkert sted at være og de daglige opgaver på gården var fede.

Tilliden er altafgørende

- Vi er kede af, at Johanna vælger at trække sig i utide, for jeg er sikker på, at hun både med sine kvalifikationer og sit menneskesyn kunne have klaret sig rigtig godt på gården, lyder det fra TV 2 redaktør Thomas Richardt Strøbech.

Han forklarer, at en del af beboernes ophold er at blive interviewet igen og igen om livet på gården - både i forhold til de daglige gøremål, ugeopgaverne og deres indbyrdes relationer.

- Når man medvirker i et tv-program, er det altafgørende, at man har tillid til produktionen, og det forklarede vi grundigt til de medvirkende. Hvis den tillid ikke opstår, er det bedst for alle parter, at man trækker sig.

I 'Hjem til gården' fortælles historien gennem de medvirkendes tanker og refleksioner.

- Det betyder ikke, at vi ønsker, de siger noget negativt om hinanden. Vi ønsker bare, at de er ærlige, siger Thomas Richardt Strøbech.

'Hjem til gården' bliver sendt hver mandag klokken 20.00 på TV 2. Du kan også følge med på TV 2 PLAY. Og husk at give 'Hjem til gårdens' Facebook-side et like og få alle historierne og se eksklusive videoklip.