Bag om 'Badehotellet': Derfor giver hr. Weyse kostumefolkene ekstra arbejde
Det kræver mere, end man lige regner med, når 'Badehotellet's charmør skal klædes på. Faktisk en hel del mere.
Det plejer at være kvinderne, som løber med opmærksomheden, når det kommer til tøj. Især skuespillerinder, som måske skal klædes i tidstypiske kjoler, som tager et ondt år at fremstille og iføre sig.
Men sådan er det ikke på 'Badehotellet'.
Her er det nemlig mændenes garderober, der tager længst tid.
Sådan fortæller kostumier Margrethe Rasmussen, som har ansvaret for skuespillernes tøj på serien.
- Det er lidt sjovt, for det tager længere tid at skabe herrernes tøj end kvindernes. Det tager også længere tid for herrerne at skifte tøj end kvinderne, siger hun.
Særligt én mand
Men det er særlig én mand, som har løbet med opmærksomheden, når det kommer til tøjet: Edward Weyse.
- Weyse er nu blevet filmskuespiller og er blevet meget feteret. Så skal man jo have noget nyt tøj, så man bliver mere "skuespiller-agtig". Så han fik det der fritidssæt, som er et afslappende joggingsæt. Det kan man tillade sig, når man er ham, siger kostumier Margrethe Rasmussen.
Men alt skal ikke kun være gråt og skuespiller-smart for hr. Weyse.
- Den skulle køres helt ud. Han skulle have HABITTEN. Derfor fik jeg syet den her habit til ham. Han var en karakter, som jeg kunne gå lidt amok i, fortsætter hun.
Men det skabte også mere arbejde for den erfarne kostumier.
- Når mændene skal have tøj på, så er der også meget andet. De skal have manchetknapper på, de skal have lommeur i deres vest, de skal have en anden skjorte på, de skal have slips på og så videre. Så det er meget omfattende, siger kostumier Margrethe Rasmussen.
'Badehotellet - Historien bliver til' sendes mandag aften kl. 20.00 på TV 2.
Bagefter kan du stille spørgsmål til Hanna Lundblad, som er en af forfatterne bag serien, og Lars Ranthe (Georg Madsen), når de besøger vores livestudie på tv2.dk kl. 20.45.