Anmeldere sablede Badehotellet: - Ser nu ligheder med Matador
I gennemsnit fulgte 1.530.000 seere med i fjerde sæson af 'Badehotellet', der sluttede mandag aften.
- Ret skal være ret. Jeg synes, 'Badehotellet' er blevet bedre, og den sæson, vi har haft nu, har været den bedste.
Sådan siger Berlingskes tv-anmelder Jakob Steen Olsen, der ellers har været noget skeptisk omkring 'Badehotellet', da serien først dukkede op på skærmen.
I en anmeldelse skrev han således: "Den ligner en af 1970ernes sengekantsfilm, hvor alt det sjove er klippet fra, parret med et kapitel af 'Frøken Jensens kogebog' og en tapetkollektion fra forrige århundrede."
- Jeg har været én af dem, som har skældt ud på 'Badehotellet' i nogle af de indledende runder, erkender Jakob Steen Olsen og uddyber:
- Jeg synes, den var svingende i kvaliteten og i manuskriptet. Der var en forceret humor, en instruktion som var lidt lemfældig og nogle skuespillere, der spillede i øst og vest for nu at sige det helt brutalt, lyder det.
En anden anmelder, der heller ikke har været gavmild med stjernerne, er Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch, som har kaldt 'Badehotellet' for "så uambitiøs og bedaget, at man nærmest ikke tror sine egne øjne og ører" og "bundniveauet er i det hele taget nærmest uhyggeligt lavt".
- Jeg var mildest talt ikke positivt stemt. Det var stift, gammeldags og forlorent. Det virkede som om, at man ikke ville træde nogen over tæerne, siger Henrik Queitsch til TV 2.
Scener og figurer med dybde
Jakob Steen Olsen står ved sine tidligere udtalelser, men han er mere positiv omkring seriens fjerde sæson og giver mandagens afslutning fire ud af seks stjerner.
Selvom han ikke jubler over alle elementer, mener han, at tv-serien har fået mere dybde.
- Jeg synes faktisk, at ’Badehotellet’ er blevet sikrere i sin form. Den er knap så overgearet spillet. Før mindede den om en sengekantsfilm fra de tidligere halvfjerdsere, men uden de frække scener. Nu er den noget andet og mere. Jeg synes, figurerne får mere dybde, og jeg synes, man tør skabe nogle scener, som handler om noget, siger han.
Henrik Queitsch giver også samlet set fjerde sæson fire stjerner, og indrømmer også, at serien er vokset på ham.
- Det er blevet klart bedre. Især efter de første fire afsnit løftede den sig gevaldigt. Flere af karaktererne har nu fået noget dybde og den tidstypiske atmosfære virker mere naturlig, siger Henrik Queitsch, som kalder sæsonen for "bedre end nogensinde".
Jonglerer mellem alvor og komedie
Jakob Steen Olsen nævner som et positivt eksempel en scene i sæsonafslutningen mellem Cecilie Stenspil, som spiller Helene Aurland og Peter Hesse Overgaard, der spiller ægtefællen Hjalmar Aurland.
- Det er den her mand, som holder fast på sin kone samtidig med, at han sætter hende fri. Det er meget afdæmpet spillet og smukt skrevet, og de scener er der flere og flere af. Det giver seerne en anden fylde og dybde, som kan minde en lillebitte smule om 'Matador', siger han.
Tv-anmelderen ser flere personer i karakterne fra 'Matador' - eksempelvis Morten "den mystiske alvorstyngede skibsredder med et hævnmotiv", som kan minde om Mads Skjern-figuren.
- Den begynder at kunne mere og mere af det, som 'Matador' kunne. Nemlig at jonglere mellem den finere folkekomedie og nogle lidt mere alvorlige scener, som giver en rigere oplevelse uden at sætte det hyggelige over styr, siger Jakob Steen Olsen.
1.530.000 seere i fjerde sæson
I gennemsnit har 1.530.000 seere fulgt med i fjerde sæson, og mandag aften så 1.517.000 danskere sæsonafslutningen på tv-skærmen - tallet er foreløbigt, da det ikke inkluderer de kommende syv dages streaming af afsnittet på TV 2 PLAY.
Jakob Steen Olsen forstår godt, hvorfor 'Badehotellet' er blevet en seer-succes, og han forklarer, at det for nogle er blevet et slags nostalgisk tilflugtssted fra de problemer, som tv-skærmen ellers åbner op for.
- Det er en time, hvor du kan drømme om, at verden var tryggere, rarere og mere overskuelig at være i, siger han.
- Jeg tror, at 'Badehotellet' er kommet for at blive, og for mange mennesker er det blevet et ritual om mandagen. Det er et frirum. Solen skinner altid over 'Badehotellet' - også når det regner.
Stadig distraherende
Henrik Queitsch mener dog stadig, at serien halter på skuespillet.
- Jeg ved godt, at det er meningen, at det skal være lidt stift i det, men det er distraherende. Men hvis de fortsætter de gode takter, så kan det jo ende med at blive helt godt, siger han.
Han siger også, at han nu ikke frygter den kommende sæson.
- En lille perle
Nordjyskes anmelder er mere begejstret end Berlingskes og Ekstra Bladets anmeldere og kvitterer med fem ud af seks stjerner for sæsonafslutningen:
- 'Badehotellet' er og bliver en lille perle. Det er en simpel historie fortalt med glimt i øjet og stor humor. Jovist er mange af seriens personer tegnet lidt ud i det karikerede. Men det gør ikke noget. For mange af personerne er nemlig også i udvikling, lyder det.
Mandag 13. marts kan man få et kig bag kulisserne på 'Badehotellet' klokken 20 på TV 2.