Badehotellet

Nedtælling til sidste afsnit af 'Badehotellet': - Det er festligt og trist

I aften ruller sidste afsnit af 'Badehotellet' over skærmen, og er kulminationen på et halvt års arbejde af hele holdet bagved.

I aften sendes sidste afsnit i fjerde sæson af 'Badehotellet', og der vil så gå cirka et år, før vi igen kan tage med til de idylliske klitter i Jylland. 

For produktionsholdet bag serien er afslutningen på en sæson også en vemodig affære, der heldigvis er blevet lettere at tackle med årene. 

- Det er festligt og trist. Det er jo kulminationen på et hårdt halvt år, hvor alle har gjort deres bedste. Så går vi og putter lagner over møblerne og lukker ned for vinteren, siger Michael Bille, producer på 'Badehotellet'.

Lige så spændt som seerne

Det er måske ganske overraskende, men hele holdet ved ikke, hvor historien vil tage dem hen, når en sæson slutter. Det er nemlig forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, som afleverer manuskripter løbende og sent.

Derfor er de lige så spændte som seerne på at finde ud af, hvordan det skal gå alle gæsterne på hotellet, når optagelserne til en sæson begynder.

- Vi snakker hele tiden om det. Vi er meget spændte på det, og diskuterer det også meget. Vi bliver også lige så overraskede som seerne, når vi finder ud af det, siger Michael Bille og henviser til, at holdet kun får manuskript til ét afsnit af gangen.

Efter flere sæsoner er karaktererne begyndt at blive dybere. Vi kender Edward Weyse lidt bedre og bliver klogere på fru Alice Frighs udfordringer. 

- Det er noget af det nye i forhold til tidligere sæsoner. Der er flere facetter på karaktererne nu. Jeg har været vild med den lidt stramme fru Fjeldsø (spillet af Birthe Neumann) og så pludselig ser man nogle sprækker ind. Det er en slags modning, der gør det anderledes, siger Fabian Wullenweber, instruktør på 'Badehotellet'.

En sæson med en stor udfordring

Denne sæson bød på én særlig udfordring, hvor hele holdet blev sat på prøve. Uvejret i næstsidste afsnit. Det berømte skybrud 9. juli 1931, hvor ekstreme mængder vand væltede ned fra himlen. 

- Ja, det var helt klart regnvejret. Det satte alle afdelinger på hårdt arbejde, da alle var udfordret. En ekstra udfordring er, at jeg ikke vidste lang tid i forvejen, at vi skulle have et stort uvejr, siger Michael Bille. 

Heldigvis har holdet så mange afsnit på bagen, at arbejdet glider nemt. 

- Skuespillerne og holdet har været med så længe, men vi begynder jo at leve karakterernes liv, fordi vi går op og ned af dem. Vi har fulgt deres liv. Det er en fælles rejse og det føles, som om der sker noget nyt, siger Fabian Wullenweber. 

Optagelserne til næste sæson af 'Badehotellet' begynder i starten af juni.

Sidste afsnit af 'Badehotellet' sendes mandag kl. 20.00. Men næste mandag sender TV 2 'Badehotellet - Historien bliver til', hvor vi får et glimt ind i arbejdet bag kameraet.