Natholdet

Skuffet ekspert bliver afbrudt af TV 2-vært: - Det er så synd

Begejstringen ville ingen ende tage hos en ekspert i NEWS & Co.-studiet - og så alligevel. Se klippet her.

Vi kender det alle sammen: Begejstringen for at fortælle andre om sin store passion. 

Men kender vi det også, når vi bliver afbrudt midt i bedste sendetid?

Det gør Bent Hvorslev, der er lektor emeritus.

Sproglektoren var gæst i TV 2s magasinprogram NEWS & Co., efter han i kronikken 'Sprogets miserable tilstand', der blev bragt i Jyllands-Posten, revsede danskernes sprogbrug.

Men angiveligt havde Bent Hvorslev for meget på sinde, for TV 2s nyhedsvært Charlotte Beder blev nødt til at afbryde ham.

Det fik sproglektoren til at miste al udtryk i sit ansigt.

Se forskellen på Bent Hvorslevs ansigt før og efter, han blev afbrudt:

En ekstra kop som gave

Natholdsvært Anders Breinholt præsenterede tirsdag aften sin gæst, sangeren Shaka Loveless, for klippet.

- Er det ikke synd, spørger Breinholdt sin medvært, der hurtigt nikker.

- Man kender det jo godt. Hvornår har du sidst virkelig glædet dig til noget, hvor du er blevet så skuffet?

Pludselig tager stemningen i Natholdets studie en drejning. Shaka Loveless holder en kunstpause, inden han svarer på spørgsmålet.

- Der har lige været nogle år, hvor jeg ikke er blevet inviteret herind.

Anders Breinholt kvitterer den tydeligt skuffede sanger med en ekstra Natholdskop som et plaster på såret - og det falder tydeligvis i god jord.

'Natholdet' sendes hver aften mandag til torsdag på TV 2 klokken 22.45.