Oscar

Trump gider ikke nattens Oscar-show: - Det er en sørgelig joke

Præsidenter før Donald Trump har æret Oscar-uddelingen - men meget tyder på, at han ikke følger trop.

Præsident Donald Trump vil ikke følge med i nattens Oscar-show.

Sådan lyder meldingen fra talsmand for Det Hvide Hus, Sean Spicer, på et pressemøde i Det Hvide Hus ifølge The Guardian.

- Jeg er nødt til at være ærlig. Jeg tror, at præsidenten vil afholde Governor's Ball den aften.

Selvom navnet Governor's Ball for Oscar-tilhængere lyder bekendt, er der ikke tale om Oscars-showets officielle efterfest, som blandt andet bliver afholdt af Hollywood-kostumier Jeffrey Kurland. I stedet henviser Sean Spicer til en begivenhed, den såkaldte National Governors Associations vintermøde, der bliver afholdt for amerikanske statsledere i Det Hvide Hus.

- Jeg tænker, at det er der, hvor præsidenten og førstedamen vil have deres fokus søndag nat, tilføjer Sean Spicer.

Trump: Oscar-shows er en sørgelig joke

Det kommer næppe som den store overraskelse, at Donald Trump ikke er begejstret for Oscar-festlighederne.

På sin Twitter-profil har Donald Trump gentagne gange kritiseret begivenheden. I 2015 skrev han, at "Oscar-shows er en sørgelig joke". I 2014 skrev han, at det var en "amatør-aften" - mens han samtidig efterlyste, hvem der havde ansvaret for eventet. 

Samme aften kritiserede han Oscar-cermonien ved at bruge ord som "bullshit" og "forfærdeligt".

Under pressemødet refererede Sean Spicer også til et Hollywood, der er "kendt for at være lidt for venstreorienterede i deres holdninger", som et indirekte svar på, hvorfor Donald Trump af gode grund ikke ville bruge sin tid på showet.

Men det er ikke alene Hollywoods hyldest til sig selv, som Donald Trump tager afstand fra. Oscar-showet giver også vinderne af statuetterne mulighed for at sende deres budskab ud for åben skærm - hvilket er endnu en ting, Donald Trump ikke sætter pris på.

Da skuespiller Meryl Streep i januar vandt en ærespris for sin lange karriere i Hollywood under Golden Globe-showet, greb hun sådan en mulighed. Med over ti millioner seere verden gav hun Donald Trump en verbal kindhest. Uden at nævne ham ved navn en eneste gang brugte Meryl Streep det meste af sin cirka seks minutter lange tale på at tordne mod USA’s kommende præsident, Donald Trump, der i slutningen af 2015 efterlignede en handicappet journalist.

Den 67-årige skuespillers tale fik Donald Trump til hastigt at ty til tasterne.

- Meryl Streep, en af de mest overvurderede skuespillerinder i Hollywood, hun kender mig ikke, men angreb mig i går aftes ved Golden Globe-showet. Hun er en..., skriver han.

Senere samme dag afviste han, at han gjorde grin med journalisten. Han imiterede ham blot.

Når Oscar og Det Hvide Hus forbindes

Over de seneste årtier har Hollywood og magten i Washington ellers forsøgt at omfavne hinanden.

I 1941 åbnede Franklin D. Roosevelt, USA's 32. præsident, Oscar-uddelingen med en seks minutters radioudsendelse, der knyttede Hollywood-film sammen med det amerikanske forsvar og demokrati. Han var den første præsident, der deltog i Oscar-showet.

40 år senere til den 53. Oscar-uddeling sendte Ronald Reagan, tidligere amerikansk skuespiller og USA's 40. præsident, en videohilsen. Selvom der ikke var mange blandt publikum, der på det tidspunkt delte hans politik, fik han et varmt bifald.

Også USA's tidligere præsident Barack Obama har et godt forhold til Oscar-festlighederne. I 2013 ønskede han alle en god Oscar-aften på sin Twitter-profil, hvor han samtidig signalerede, at han sammen med sin kone, Michelle Obama, skulle følge med i nattens uddeling.

Samme år overraskede Michelle Obama, som den første nogensinde fra Det Hvide Hus, Oscar-seerne ved at overrække en Oscar for den bedste film til 'Argo', direkte fra Det Hvide Hus. 

Men at Donald Trump tager stor afstand til Oscar-showet, kan virke mystisk. Ifølge IMDb, verdens største filmdatabase, har USA's præsident nemlig medvirket i 13 Hollywood-film. 

Du kan se listen over Donald Trumps skuespilskarriere nedenfor:

Listen over Hollywood-film med Donald Trump som skuespiller

  1. Horrorween

    Horrorween.

    Filmen 'Horrorween' handler om nogle unge iværksættere, der flytter ind i et rigt nabokvarter. De forsøger at imponere deres nye kendte naboer ved at have et hjemsøgt hus. Donald Trump spiller i filmen sig selv om Forbes Cover Billionær. 

    Filmen er fra 2011.

  2. Marmalade

    Filmen 'Marmalade' er en romantisk komedie, der handler om en model, som er blevet for gammel til at fortsætte med sit arbejde. I takt med at hun ikke kan arbejde som model, falder hendes personlige liv fra hinanden. Donald Trump har en lille rolle, hvor han spiller sig selv som forretningsmand.

    Filmen er fra 2004.

  3. To ugers opsigelse

    Two Weeks Notice

    'To ugers opsigelse' er med de kendte skuespillere Hugh Grant og Sandra Bullock i hovedrollerne. Filmen handler om en kvindelig advokat, der mener, at hun bliver brugt for meget som en barnepige af sin chef. I filmen spiller Donald Trump sig selv som forretningsmand.

    Filmen er fra 2002.

  4. Zoolander

    Zoolander

    Filmen 'Zoolander' har skuespiller Ben Stiller i hovedrollen. Det handler om en model, der i slutningen af sin karriere bliver hjernevasket til at slå Malaysias premierminister ihjel. I filmen spiller Donald Trump sig selv som forretningsmand.

    Filmen er fra 2001.

  5. Celebrity

    Celebrity.

    'Celebrity' er en Woody Allen-film, som handler om en romanforfatter, der vil skilles fra sin kone. Det går endeligt op for ham til en reunion med sin gamle High School-klasse. Han får et nyt job som journalist, hvor han skal skrive om kendte. I filmen spiller Donald Trump sig selv som forretningsmand.

    Filmen er fra 1998.

  6. 54

    54

    Filmen '54' tager udgangspunkt i den kendte natklub Studio 54 fra 70'erne. Historien er fortalt gennem en ung medarbejder fra New Jersey, der vil til New York for at arbejde. I filmen spiller Donald Trump sig selv som forretningsmand. Han er VIP-gæst på natklubben. udover Trump medvirker skuespillere som Salma Hayak og Mike Myers.

    Filmen er fra 1998.

  7. Halløj på Wall Street

    Halløj på Wall Street

    Filmen 'Halløj på Wall Street' er en komedie om at klare sig godt på Wall Street. Fordommene er svære at bryde for den mørke kvinde i hovedrollen, Laurel Ayres, der spilles af Whoopi Goldberg Hun erfarer hurtigt, at hvis hun skal tages seriøst, skal hun enten arbejde for en gammel, hvid mand eller selv være en. I filmen spiller Donald Trump sig selv som forretningsmand.

    Filmen er fra 1996.

  8. Eddie

    Eddie.

    Filmen 'Eddie' med Whoopi Goldberg i hovedrollen tage rudgangspunkt i Eddie, der er limonsinechauffør i New York. Derudover er hun stor fan af basketballholdet New York Knicks. Det ender med, at hun bliver træner for holdet. I filmen spiller Donald Trump sig selv som forretningsmand.

    Filmen er fra 1996.

  9. Across the Sea of Time

    Across the Sea of Time

    Filmen 'Across the Sea of Time' handler om en ung russisk dreng, Thomas Minton, der rejser til New York som en passagerer på et russisk fragtskib. Han kommer i land tæt på Ellis Island, og dermed begynder hans rejse i Amerika på samme måde som alle indvandrere i tidligere tider. I filmen spiller Donald Trump sig selv som forretningsmand.

    Filmen er fra 1996.

  10. The Little Rascals

    The Little Rascals.

    Filmen 'The Little Rascals' er en komedie og familiefilm. Filmen handler om en "He-Man Woman Haters Club", hvor mange af en folkeskoles drenge er medlem, og deres forsøg på at ødelægge et venskab. I filmen spiller Donald Trump en af karakternes far - dog i rollen som sig selv som forretningsmand.

    Filmen er fra 1994.

  11. The Pickle

    The Pickle.

    Filmen 'The Pickle' handler om en tidligere direktør, der har haft tre katestrofe film i træk. Han er tvunget til at lave kommercielle film. Han agent forsikrer ham om, at han er et hit. I filmen spiller Donald Trump sig selv som forretningsmand.

    Filmen er fra 1993.

  12. Alene hjemme 2: Glemt i New York

    Alene hjemme 2: Glemt i New York

    Et år efter at sønnen Kevin bliver glemt alene hjemme, sker det igen. Denne gang er han i New York, hvor han er nødt til at forsvare sig mod et par klodsede indbrugstyve. I filmen spiller Donald Trump sig selv som forretningsmand.

    Filmen er fra 1992.

  13. Ghosts Can't Do It

    Ghosts Can't Do It

    I filmen 'Ghosts Can't Do It' slår Elderly Scott sig selv ihjel, efter et hjertestop ødelagde hans krop. Han kommer tilbage som et spøgelse og overbeviser hans kone til at dræbe en ung mand for, at han kan få hans krop og være sammen med hende igen.  I filmen spiller Donald Trump sig selv som forretningsmand. For filmen vandt han en filmpris, en såkaldt 'Razzie', for årets værste birolle. Han var også nomineret samme år til årets værste nye stjerne.

    Filmen er fra 1989.

Kilde: IMDb