Badehotellet

Her får hun afsløret næste afsnit af 'Badehotellet': - Det var frygteligt at læse

Skuespillerne i serien får ikke at vide, hvordan historien ender. Derfor er det enormt spændende, når de endelig får manus til næste afsnit.

Det er måske svært at forestille sig, men mange af skuespillerne på 'Badehotellet' læser faktisk ikke hele manuskriptet på forhånd. 

De får manuskript på et afsnit ad gangen, og ved derfor ikke, hvordan det vil gå alle sommergæsterne på hotellet. 

Det var så frygteligt at læse.

Cecilie Stenspil

Dramaet spidser til

Skuespillerinden Cecilie Stenspil, som spiller Helene Auerland, fortæller, at hun tit sidder og smiler for sig selv, når hun læser et afsnit af 'Badehotellet'.

- Man kan nærmest høre Birthe Neumann sige replikken, når man læser det, siger hun.

Men sådan gik det ikke, da hun læste manuskriptet til næste uges afsnit, hvor bølgerne kommer til at gå højt på det lille hotel.

Her kriblede det mere end normalt hos den erfarne skuespillerinde. 

- Kender I det, hvor man næsten holder op med at trække vejret? Det var så frygteligt at læse. Jeg havde lyst til at ringe til de andre skuespillere med det samme og spørge, om de også havde læst det, siger Cecilie Stenspil.

Ved aldrig helt, hvor rejsen går hen

Der er flere årsager til, at skuespillerne først får historien at vide et afsnit ad gangen, fortæller Fabian Wullenweber, instruktør på 'Badehotellet'.

- Vi får manuskripterne fem dage før, vi begynder at filme. Det er først dér, hvor skuespillerne opdager, hvad der skal ske. Vi er aldrig helt sikre på, hvad der vil ske i næste afsnit, da forfatterne Hanna Lundblad og Stig Thorsboe retter til, som historien udfolder sig, siger han.

Det tager cirka fem uger at skrive manuskriptet til ét afsnit af 'Badehotellet'. 

Hvad det er for nogle intriger, der kan få Cecilie Stenspil til at reagere så meget, afsløres i næste afsnit af 'Badehotellet'.

Husk at du kan se 'Badehotellet' hver mandag klokken 20.00 på TV 2 og snigpremiere på TV 2 PLAY.