Med skilte om halsen blev børnene efterladt på stationen – forude ventede det ukendte
Fattige børn blev i begyndelsen af 1900-tallet sendt på deres livs rejse om sommeren, hvor de skulle opfedes og fik kulturchok for livet.
Anne Brodersen blev i 1953 for første gang sendt ud som feriebarn. Hun boede på Vesterbro i København med sin far og mor. Far var godsarbejder og mor gik hjemme. Pengene var små, så Anne blev sendt til Jylland om sommeren.
- Første gang var til Bjerregrav ved Randers. Jeg var syv år gammel. Mine forældre fulgte mig ned til hovedbanegården i København, hvor jeg fik et skilt om halsen. På skiltet stod der, hvor jeg skulle hen, og hvem der skulle hente mig, siger Anne Brodersen, der i dag er 70 år.
Fattigbarn fra stenbroen
I aftenens afsnit af ’Badehotellet’ ankommer Berta til stationen sammen med guvernanten. Hun mødes af mor Alice, men får øje på en dreng fra 3. klasse, som står alene på perronen. Om halsen har han en snor med et papskilt.
Leif er feriebarn. Fattig og sendt afsted fra København mod Jylland, hvor han skal være over sommeren. Ikke fordi at han trænger til nogle nye oplevelser eller fordi han kedede sig i København. Feriebørn blev sendt væk, så mor og far kunne arbejde og tjene penge.
For de heldige ventede jyske familier med åbne arme på at modtage feriebarnet. For de knap så heldige ventede der en fremmed familie, som higede efter den ekstra arbejdskraft.
- Man blev ikke spurgt ad. Jeg kan huske, at jeg virkelig ikke havde lyst til at komme afsted, men sådan var det bare, siger Anne Brodersen.
Københavns Stadsarkiv gemmer og arkiverer erindringer fra danskere, som gerne vil dele deres oplevelser af det gamle Danmark med det nye Danmark.
En af disse erindringer er skrevet af Sigrid Andresen, som fortæller den virkelige historie om at blive sendt ud som feriebarn.
I 1909 er hun seks år gammel, lige startet i skole og har fået en feriebillet fra skolen. Klokken fem om morgenen følger hendes mor hende til den gamle togstation i Gyldenløvesgade i København. Ligesom Anne Brodersen har hun et skilt om halsen som fortæller, hvor hun skal sættes af.
- Nu gik det for alvor ud i den store verden. Fra klokken fem om morgenen til 18 om aftenen, og så en køretur i hestevogn. Turen gik til Gerring i Rødby, men der var ingen broer, så vi skulle sejle to gange. Vi sang alle i toget, og hvordan togpersonalet kunne holde styr på, hvem der skulle af hvor, aner jeg ikke, fortæller hun i sine erindringer i Københavns Stadsarkiv.
Mødet med det ukendte
For mange børn var rejsen lang. Utrolig lang. Det kunne sagtens tage langt over et døgn af komme fra stationen i København til den ventende familie i Jylland.
Carl Vilhelm Petersen har også fortalt sine oplevelser som feriebarn til Københavns Stadsarkiv.
I 1888 er Carl Vilhelm Petersen otte år og har fået en feriebillet fra skolen. Med et skilt om halsen og sin vadsæk pakket, blev han alene sat ombord på hjuldamperen 'København', der skulle fragte ham til Aarhus og videre til Ulfborg i Vestjylland.
- Der stod jeg træt, sulten og ukendt efter 26 timers rejse. Ingen til at tage imod mig og mennesker jeg ikke forstod, og de forstod ikke mig, fortæller han i sine erindringer i Københavns Stadsarkiv.
Det sprog, som Carl Vilhelm ikke forstod, var jysk. Det eneste, som drengen fra Gartnergade i København havde oplevet i sit indtil videre korte liv, var det umiddelbare område lige omkring hjemmet. Men han skulle blive endnu mere overvældet, da han endelig blev indkvarteret hos sin værtsfamilie.
De store vidder og den friske luft overvældede den unge dreng med indtryk, og han blev hurtigt venner med gårdens dyr. Særligt var han fascineret af tyren, der fremstod som et enormt hornbesat bæst, der en dag var ved at tage livet af ham.
- Jeg sad i grøften ved marken, og da jeg kom op på marken, gik jeg lige ind i tyren, der så krigerisk på mig. De store børn fra gården var langt væk og hørte ikke mit skrig, som tyren derimod lod sig provokere af mit barnlige hyl. Det lykkedes mig at spænde rundt om hegnet og hurtigt svinge omkring det inden tyrens horn nåede mig, fortæller han.
Efter den episode var gårdmutter blevet bange for Carl Vilhelms ve og vel, så han blev bænket i huset med et spil kort.
"Københavnersnude"
For mange feriebørn havde sommerferien væk fra hjemmet også et andet formål end at gå i vejen for mor og far. Man skulle fedes op. Flere besøg startede og sluttede simpelthen med, at man kom op på en vægt.
Sådan var det heldigvis ikke for Anne Brodersen. Efter det knap så vellykkede besøg i Bjerregrav kom hun året efter hjem til en ældre kusine i Hornbæk, som havde to døtre på samme alder som hende selv.
- Jeg savnede mine forældre rigtig meget, når jeg var afsted. Men det her sted var meget bedre. De to andre mobbede mig godt nok med at kalde mig "københavnersnude", men jeg kunne godt lide det. Vi hørte meget om andre børn, som blev sat til at arbejde, men det slap vi heldigvis for.
- Efter nogle år fik jeg lov til at få min cykel med over, så jeg kunne komme omkring. Så badede vi i søer og lå i vejgrøften og skrev nummerplader ned. Der var ikke så mange biler dengang, så det var sjovt, siger Anne Brodersen.
Hun forsatte sine sommerferier i det jyske indtil hun var 15 år, og har stadig kontakt med den ene af pigerne i dag.
Feriebarn i dag
Der findes ingen tal på, hvor mange børn, der blev sendt ud som feriebørn op gennem det 20. århundrede. Men fælles for feriebørn er, at det var fattige eller mindre bemidlede og især børnerige familier, som sendte børnene afsted. Ligesom mange københavnske børn tog turen fra hovedstaden til Jylland, så kom mange jyske børn også til København.
Det danske mindretal i Sydslesvig har siden 1919 sendt tusindvis af feriebørn til Danmark. Sidste år blev cirka 60 børn sendt ud. Frelsens Hær sender hvert år 400-600 børn på ferielejr hvert år gennem feriehjælpen, men ingen besøg hos private.
Enkelte kilder nævner, at man begyndte at sende børn ud på ferier efter koleraepidemien i København i 1853, som slog knap 5.000 mennesker ihjel.