Så du 'tankelæseren' Mads? Nu afslører han hemmeligheden bag tricket
Mads Fencker læste dommernes tanker i aftenens 'Danmark har talent'. Han bruger en teknik, som kræver skarpe sanser - men den er til at lære.
Han kalder det psykologisk manipulation.
20-årige Mads Fencker chokerede 'Danmark har talent'-dommerne, da han i lørdagens program gættede både Peter Frödin og Jarl Friis-Mikkelsens tanker.
- Du er jo magisk, Mads, udbrød en forbløffet Peter Frödin efter hans optræden.
Det kan umiddelbart virke som om, at Mads Fencker har overnaturlige evner, men ifølge ham selv, har han lært at genkende og identificere de menneskelige reaktionsmønstre. Så det er faktisk dommerne selv, der ubevidst afslører, hvad de tænker.
- Der er bestemt ikke noget hokus pokus i det. Det handler om at tolke, hvordan folk reagerer, på de muligheder der bliver sat op for dem, siger Mads Fencker til TV 2.
Derfor har han intet imod at afsløre, hvordan han gør. Og han tror, at de fleste kan lære det, hvis de har tålmodighed nok.
Peter Frödin vælger fra underbevidstheden
De fire dommere sendte Mads Fencker direkte videre i konkurrencen, selvom både dommer Nabiha og Cecilie Lassen var utilfredse over, at han ikke også læste deres tanker.
- Vi vil også prøve, råbte de med et smil på læben, mens publikums jubel overdøvede dem.
Mads Fencker havde ikke forberedt sig, men han havde nøje udvalgt, at det var de to dommere Peter Frödin og Jarl Friis-Mikkelsen, som skulle være hans "ofre" under showet.
- 11, svarer Peter Frödin hurtigt, da Mads Fencker beder ham sige det første tal under 100, som falder ham ind.
Han bliver spurgt, om der er en grund til, at han vælger netop det tal, men det mener han ikke.
- Det var bare det første, der poppede op, siger Peter Frödin.
Det er dog langt fra tilfældigt, hvis man spørger Mads Fencker.
Ekstroverte vælger sjove tal
Peter Frödin, som har været dommer i 'Danmark har talent' i tre sæsoner, fremstår som en meget udadvendt og positiv person. Han er vandt til at stå på en scene og tale til store forsamlinger gennem sit job som skuespiller.
Han - og andre ekstroverte personer - vil være tilbøjelige til at vælge tal, som ser sjove og symmetriske ud, såsom 22, 25, som er en fjerdedel af 100, eller hele tiere. Og selvfølgelig 11, som Mads Fencker har skrevet på den lille seddel til Peter Frödin med teksten "Du vælger 11".
- Det spiller ind, at jeg sætter ham i en stresset situation. Han bliver spontant bedt om at vælge et tal, og han ved ikke, hvorfor jeg beder ham om det. Når jeg gør sådan, vil der være bestemte mønstre, hans valg falder ind under, siger Mads Fencker.
Der var dog også en del intuition i det, indrømmer han. Han bad dommeren tage valget hurtigt, så han var overbevist om, at Peter Frödin ville vælge et lavt tal. Derfor endte han på 11.
Tankelæsning er kvalificerede gæt
Både Peter Frödin og de tre andre dommere bliver mundlamme, da sedlen afslører, at Mads Fencker vidste, hvad dommeren ville vælge allerede inden showet.
Ifølge ham er personligheden et godt pejlemærke for, hvilke tal vi vælger i en sådan situation. En person som Jarl Friis-Mikkelsen vil oftere vælge tal, som, de synes, er usandsynlige at gætte.
- Jarl Friis-Mikkelsen er kontrolleret, beregnende og reagerer mere indad. Chef-typer som ham vil vælge ydertal som ét eller 99, siger den unge "tankelæser".
Langt de fleste af vores små signaler er dog ret grundlæggende ifølge Mads Fencker.
- Ligemeget om man er dommer i 'Danmark har talent' eller et menneske på gaden, så kommunikerer vi på samme måde, men med små afvigelser. Jeg har lært at kende forskel på afvigelserne, men tit handler det om kvalificerede gæt, siger han.
Det er de evner, han demonstrerer, da han beder både Peter Frödin og Jarl Friis-Mikkelsen om at vælge et ord fra den lille bog, han har medbragt på scenen.
En anden 'Danmark har talent'-deltager, som også overraskede dommerne med sine vilde evner, var tryllekunstneren Simon Windfeldt Arnø. Han fik guldknappen af sangeren Nabiha og er dermed direkte i semifinalen i konkurrencen.
Kroppen fortæller det hele
Her kommer Mads Fenckers sanser på overarbejde. Peter Frödin bliver bedt om at vælge det første ord på en tilfældig side, mens Jarl Friis-Mikkelsen skal vælge et langt ord i bogen.
For at gætte ord, forklarer han, at han skal holde øje med både kropssprog, håndvarme, puls og øjne - alle de små signaler, som kan sige noget om dommernes ubevidste sindstilstand.
Han holder hver af dommernes hånd i et par sekunder, inden han afgiver sit bud.
- Hvis han siger "hun hun hun hun" i sit hoved, så er der en rytme i det. Jeg kan mærke, at det er et kort ord i hans hænder. Andre ord har en anden stemning og energi, siger han.
Mads Fencker sammenligner det med at mundaflæse. Selvom mundens bevægelser viser, hvilke bogstaver det indeholder, så siger kroppen også en del om ordet. Er det et hårdt eller blødt ord. Sødt eller grimt. Ved at holde øje med dommerens op- eller nedspænding, kan han se, hvilken type ord dommeren tænker på.
Det er hans klare påstand, at vi allesammen i udpræget grad bruger vores psykologiske evner, når vi snakker sammen. Psykologisk manipulation handler for ham om at forfine dem og bruge det bevidst.
- Tænk på et ord som "tre" og "hun". Bare ved at sige det højt en enkelt gang, kan jeg nærmest mærke, at der er forskel på stemningen og energien i ordet, siger han.
Mennesker er aldrig nemme
Mads Fencker ender dog med at gætte forkert og gætte på, at Peter har tænkt på ordet "kun" og ikke "hun", som er det korrekte.
Ordene har den samme endelse, men det er et godt eksempel på, at psykologisk manipulation ikke er en videnskab, men nærmere en fornemmelse. Og den kan øves frem.
- En ting er at sætte sig ned og læse om det, men man er nødt til at øve sig på mennesker. Hvordan ser mennesker ud, når de tænker på bestemte ting, eller hvilke valg vil de være tilbøjelige til at træffe, når jeg præsenterer dem for nogle muligheder?, spørger han retorisk.
Mathias tryllede også for dommerne i denne sæson af 'Danmark har talent', men gik ikke videre i konkurrencen.
Du skal regne med at fejle
Derfor har Mads Fencker fejlet mange gange, før han er nået til det sted, han er i dag. Han har øvet sig på venner og familie og set mønstrene i deres ansigter, kroppe og handlinger. Men som han fastslår: Det handler om den menneskelige hjerne, så der er altid faldgruber.
- Det er som at lære at cykle. Det er ikke så reflekteret. Man ved ikke nødvendigvis, hvorfor man faldt, eller hvad der gik galt, men på sigt finder man balancen på cyklen, siger han.
I 'Danmark har talent' beskriver han psykologisk manipulation "at skabe illusionen om tankelæsning". Det er fordi, at det kun kan foregå, når rammerne er helt fastlagt ligesom under dagens audition.
Omend det kunne være behjælpeligt, så kan Mads Fencker ikke sidde på en date og regne ud, hvad daten tænker.
Se hele Mads Fenckers optræden her:
Se 'Danmark har talent' på TV 2 Play