Danmark har talent

Han tog fusen på dommerne og fik guldknappen - se endnu et trick her

Simon Windfeldt Arnø imponerede dommerne til 'Danmark har talent' med et trylletrick, han selv havde opfundet. Det fik især Nabiha op af stolen.

I den sidste runde auditions under 'Danmark har talent' blev det Nabihas tur, til at give sin guldknap væk. En handling der betyder, at Simon Windfeldt Arnø røg direkte til live-showene.

Dommeren, Nabiha, havde egentlig ikke regnet med, at hun var 'en trylle-pige', men det blev hun helt klart, da Simon foldede sine trylleevner ud på scenen.

Han tog virkelig røven på mig.

Nabiha, dommer i 'Danmark har talent'

Den 22-årige mand fra Slagelse havde selv udviklet det trick, som han viste dommerne, og det var langt fra helt nemt.

- Det trick jeg lavede til audition, har jeg faktisk selv stykket sammen. Det vil sige, at det ikke var lavet før. Det tog rigtig lang tid at finde ud af, hvordan det kunne laves. Det er et ret kompliceret trick, at få styr på, fortæller han til TV 2 og fortsætter:

- Bag tricket ligger der ret meget, som folk ikke ser. Der er meget af det såkaldte misdirection. Altså at man leder folks opmærksomhed hen på noget andet.

Simon fortæller, at han sjældent har været så glad, som da Nabiha valgte at bruge sin eneste guldknap på ham.

- Da Nabiha trykkede på guldknappen, tænkte jeg egentlig ikke. Det var mere en følelse, jeg fik i kroppen. Den bedste følelse jeg har haft i rigtig, rigtig, rigtig lang tid, fortæller Simon Windfeldt Arnø.

Jeg tryllede og øvede mig så meget fra da af, at folk omkring mig faktisk begyndte at blive bekymrede.

Simon Windfeldt Arnø, tryllekunstner
Fra Venstre: Peter Frödin, Cecilie Lassen, Nabiha og Jarl Friis-Mikkelsen.

Tog røven på Nabiha

Nabiha havde langt fra regnet med, at det blev en optræden som Simons, der skulle få hende op af stolen, men hun følte, at han havde noget helt specielt.

- Han fik min guldknap, fordi jeg synes, han var så dejlig original. Han havde tænkt over det, og han havde skabt en historie. Og han fik vist rigtig meget af sig selv - og så overraskede han mig. Han tog virkelig røven på mig. Jeg er ikke en tryllepige, men det blev jeg bare, siger Nabiha.

Se hele Nabihas reaktion på Simons trylleshow herunder:

Nabiha vælger at give sin guldknap til Simon i 'Danmark har talent'.

Bekymrede forældre

Simon Windfeldt Arnøs interesse startede som 7-årig, da han sad hjemme hos sin far på farens gård og så et tv-program, hvor en mand fik en mønt til at gå igennem hånden. Det fik den lille dreng til at tænke meget over, hvor mønten mon var blevet af, og om den virkelig gik igennem hånden på manden. 

- Jeg fik en enorm lyst til at vise min far tricket. Jeg tryllede og øvede mig så meget fra da af, at folk omkring mig faktisk begyndte at blive bekymrede. Mit liv bestod af 60 procent træning og 40 procent andre ting. Mine forældre var blandt andet bange for, at jeg ville glemme min skole, og det gjorde jeg faktisk også i perioder, fortæller Simon Windfeldt Arnø.

Da Simon blev 11 år, sagde han til sine forældre, at han ville være professionel tryllekunstner, men de sagde nej.

- Jeg sagde det til dem hvert år derefter, og til sidst gav de efter. De kunne se, at jeg virkelig brændte for det. I dag bakker de mig virkelig op, fortæller han.

Og Simon er ikke i tvivl om, hvad drømmen for fremtiden er.

- Jeg drømmer om, at vågne op hver dag og bare kunne optræde. Om det så er på en stor scene eller til et lille firmaarrangement. Det er følelsen af, at føle sig i live, der får mig til at blive ved og ved med at trylle, siger han afsluttende.

Nedenfor kan du se mere af Simons trylleri:

22-årige Simon fra 'Danmark har talent' tryller - det har han gjort siden han var 11 år.